Min Top-40

Karakter-skala:

De film, som omtales på min hjemmeside bedømmes ud fra følgende skala:

7 stjerner er for en revolutionerende, eminent og excellent filmoplevelse.
6 stjerner er for en fantastisk filmoplevelse.
5 stjerner er for en rigtig god filmoplevelse.
4 stjerner er for en stadig god, men mere jævn filmoplevelse.
3 stjerner er for en halvdårlig filmoplevelse.
2 stjerner er for en skuffende og dårlig filmoplevelse.
1 stjerne er for en rigtig dårlig og absolut ikke-seværdig filmoplevelse.

Mortens Top-40:

Fik lige lyst til at offentliggøre min top-40 over mine yndlingsfilm…
Gennem mine 44 år i levende live har jeg set over 6000 film, og her er min top-40 – Kommenter gerne…  Nederst på siden her finder I min anmeldelse af mine 40 bedste film (stadig under udarbejdelse)…

 

1. Alan Parkers “Evita”

evita

2. James Camerons “Titanic”

Titanic

3. Lee Tamahoris “Once were warriors”

Once were

4. Denzel Washingtons “Fences”

fences

5. James Camerons “Aliens – Det endelige opgør”

Aliens

6. Peter Jacksons “Hobbitten – En uventet rejse”

Hobbit

7. Mel Gibsons “Braveheart”

rave

8. Steven Spielbergs “Jurassic Park”

Jurassic

9. Sergio Leones “Den gode, den onde og den grusomme”

the good

10. Quentin Tarantinos “Pulp fiction”

pulp

11. Steven Spielbergs “Dødens gab”

jaws

12. Robert Zemeckis’ “The Walk”

walk

13. Denis Villeneuve’s “Prisoners”

pris

14. “Udflugt med døden”

udflugt

15. “American Sniper”

american

16. “Saving Private Ryan”

saving

17. “Krigen”

krigen

18. “Forest Gump”

forest

19. “Poltergeist”

poltergeist

20. “Alien – Den ottende passager”

alien

 

21. “Warrior”

22. “Mary Shelley’s Frankenstein”

23. “A time to kill”

24. “Gladiator”

25. “Heat”

26. “Babel”

27. “The Dark Knight”

28. “Bram Stoker’s Dracula”

29. “De uovervindelige”

30. “Jagten på den forsvundne skat”

31. “Apocalypto”

32. “Mama Mia”

33. “Livstegn”

34. “The Martian”

35. “Kill Bill vol. 1”

36. “Die Hard – Mega Hard”

37. “Speed”

38. “Et spørgsmål om ære”

39. “Der kommer en dag”

40. “Nattevagten” 

Boblere:

“Cliffhanger”
“Die Hard”
“Die Hard 2”
“Enlig pige søger…”
“Flygtningen”
“Godfather”
“Indiana Jones og det sidste korstog”
“Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige”
“Indiana Jones og templets forbandelse”
“Lion”
“Vaiana”
“Whiplash”

 

 

Nummer 1 – Evita:

evita 2

“Evita” er en fuldstændig fænomenal, gennemført og fantastisk filmoplevelse, som for mig står som den absolut ultimative filmoplevelse gennem filmhistorien…  Der er intet overladt til tilfældighederne, hvad angår det kæmpe arbejde og setup, som ligger bag filmen, og som helhed kommer filmen til at fremstå som en formidabel pragtpræstation indenfor den visuelle kunsts formåen…  Det er intet mindre end en enestående oplevelse – en tour-de-force – og en mesterlig og velkomponeret komposition af levende billeder, som akkompagneres af en lydside, som brager igennem med en styrke og en kraft, der både pirrer, inspirerer og påvirker samtlige følelsescentre i det menneskelige korpus…  “Evita” er filmen, som for mig fremstår som det ypperligste indenfor filmens verden, og som ophøjer min hengivne lidenskab for historiefortælling til et spektakulært niveau, som kun ganske få film formår at løfte sig op på…

“Evita” er historien om en ung og ambitiøs pige fra landet, som rejser til Buernos Aires for at finde lykken…  Hun kæmper for berømmelsen, men snart er hun højt falleret blandt alle samfundslagets mange folk…  Hun ender med at blive præsidentfrue i Argentina, og redder landet fra forfald i slutningen af 1940’erne…  Efterfølgende bliver hun ophøjet til helgen, og dyrkes den dag i dag som et af de stærkeste symboler, der har levet gennem tiden…

evita 6

Jeg så “Evita” for første gang tilbage i 1996, da den gjorde sit indtog i landets biografer…  Jeg kendte historien i forvejen i kraft af, at jeg, sammen med min kone, havde overværet musical’en i Århus Musikhus kort forinden… Allerede tilbage i 1996 blev jeg slået voldsomt omkuld over at overvære så storslået en film, og nu i skrivende stund (2017), hvor et gensyn var på sin helt rette plads, var min begejstring ikke mindre…  Man lader sig fuldstændig forblænde af den historie, som ruller sig ud for øjnene af en, og lader sig opsluge og fortrylle af den kunstneriske ihærdighed og iver, som udfolder sig som skueplads med en ubeskrivelig gennemslagskraft…  Det er intet mindre et mesterligt…

For Alan Parker har vitterligt formået at udføre opgaven med, at lade et historisk drama udspille sig på lærredet/skærmen, som man på ingen måde vil kunne benægte at blive involveret i…  Hans sans for timing og for at skrue pompøse scener sammen, samt lave billedkompositioner, som med en ægthed og en realisme vækker historien om bondetøsen Eva Duarte til live, er intet mindre end beundringsværdigt…

EVITA, Antonio Banderas, Madonna, 1996

Én ting er dog de billeder, som massivt toner frem foran én, men uden den formidable musik, komponeret af Andrew Lloyd Webber, og de sofistikerede og gennemarbejdede tekster, skrevet af Tim Rice, ville oplevelsen ikke have været den samme…  Andrew Lloyd Webber og Tim Rice har arbejdet sammen på flere projekter, som alle er blevet landet som succesfulde musicals, men ingen af dem er landet på film, som tilfældet er med “Evita” – Her rammer man i den grad plet…  Sangene i “Evita” er alle meget iørefaldende – og jeg tænker, at man ikke kan undgå at blive en smule henfalden – eller i det mindste følelsesmæssigt berørt – af disse…  Nogle af musik-stykkerne er pompøse, mens andre er nedtonede – Alle som én er de dog bemærkelsesværdige på den ene eller den anden måde, og man kommer uden tvivl til at holde af den musikalske opsætning, som filmen jo i høj grad også bygger på…

Hovedpersonen Evita spilles af sangerinden Madonna, hvis vej til succes for så vidt godt kan sammenlignes med den, som Eva Duarte baner sig…  Madonna er af fattig italiensk afstamning, og ingen fra hendes familie troede på, at hun ville kravle til tops og blive hyldet som ikonisk pop-stjerne i den store stil, som hun er blevet…  Madonna har også talent som skuespiller på det hvide lærred, og rollen som Evita er heller ikke den første…  Hun leverer en fængslende og overbevisende skuespilspræstation – og synger ganske givet også helt igennem fantastisk…  Madonna ledsages af Antonio Banderas, der spiller rollen som Ché – som i bund og grund er fortælleren af historien om Eva Duarte… Antonio Banderas er på ingen måde bagud, hvad angår talent – hverken på det skuespilsmæssige eller det sangtekniske…  Hans tilstedeværelse er skarp, og man fornemmer med al tydelighed, at han lever sig fuldt ud ind sin rolle…

evita 5

Som nævnt i starten af denne anmeldelse, så står “Evita” for mig som den ultimative film-oplevelse…  Dermed ikke sagt, at der ikke findes formidable og yderst velstrukturerede filmprojekter derude på markedet – For det gør der i høj grad…  Det, der for mig kendetegner en film, som skiller sig ud for at være en helt usædvanlig og enestående oplevelse, er, når man kan mærke den entusiasme, den energi og den gennemsyrede passion, som filmskaberne – og især filminstruktøren – ligger i, at få formidlet en vedkommende, fængslende og gribende historie…  En historie, hvor handlingen ikke bare er til for at underholde, men hvor der ligger en dybere mening bag det, netop at lave denne film…  Sådan bliver det for mig en ultimativ film-oplevelse, og sådan er det med “Evita”…  Film er historier, som fortælles i ord og billeder, men når de samtidig går ind og påvirker ens sindstilstand, så man nærmest på meditativ vis forsvinder væk i handlingen, så er det, at de skiller sig ud i forhold til det, at man blot har en idé eller en tanke om at skulle fortælle en historie…  Dette fænomen er naturligvis også meget subjektivt – og heldigvis for det…

evita 3

Min anbefaling om, at “Evita” er den ultimative film-oplevelse, er hermed givet videre…  Jeg håber af hele mit hjerte, at man dybtfølt vil hengive sig til historien – og lade sig forføre af de velklingende toner og den gennemtænkte sammensatte række af ord, der akkompagnerer de talrige smukke og betagende billeder…  Tilbage er kun at sige: Rigtig god fornøjelse…

“Evita” får 8 ud af 7 stjerner (og sprænger dermed skalaen)…

starstarstarstarstarstarstarstar

 

Nummer 4 – Fences:

fences 2

Egentlig bør en filmanmeldelse være objektiv set med filmanmelderens briller…  Jeg bliver nødt til at indrømme, (hvis man ikke i forvejen har lagt mærke til det), at dette ikke ligefrem er tilfældet med den slags anmeldelser, som jeg får skrevet – og med denne aktuelle anmeldelse er jeg simpelthen nødt til at se mig fri for al form for subjektivitet…  “Fences” er en film, der rørte mig dybt – og ikke siden 1995, hvor jeg sad hjemme i min sofa i Århus som en ung studerende sammen med min dejlige kæreste og så det stærke new zealandske drama “Once were warriors” har jeg haft samme dybtfølte og helt igennem totalt forstummende følelse, efter at filmen er slut…  Jeg sad faktisk og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle komme videre – Filmen havde ramt noget indeni mig, som er megte svært at beskrive, men som gjorde ondt og som jeg på en eller anden sælsom måde kunne relatere til…  Det er heller ikke tit, at jeg får vand i øjnene, mens jeg ser en film – men igen så ramte “Fences” også plet på netop dette punkt… “Fences” blev for mig en meget følelsesladet filmoplevelse, hvilket så naturligvis også kommer til at afspejle, at jeg placerer den øverst oppe på karakter-skalaen…

fences 3

Og “Fences” er ikke kun en rørende og følelsesladet film, men giver også et meget virkelighedstro billede af en sort familiefar, der i 1950’ernes USA forsøger at få familielivet til at hænge sammen, så alle kan være trygge og glade – og leve deres drømme ud…  I hovedrollen ses Denzel Washington, der gennem sin lange filmkarriere har leveret et hav af yderst troværdige skuespilspræstationer…  I “Fences” gør han ingen undtagelse…  Han har en meget overbevisende måde at leve sig ind i sine roller på, og man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at han giver sig 100 procent til sin karakter…  Og ikke nok med, at han spiller hovedrollen i “Fences” – Han har sågar også instrueret filmen, som er baseret på et teater-stykke skrevet af August Wilson, der selv har omsat stykket til et filmmanuskript… Denzel Washington iscenesætter filmen med en god sans for at fortælle en historie, så den ikke på noget tidspunkt bliver kedelig…  Der er virkelig meget dialog i filmen – og stort set ingen action – og derfor bliver det en helt speciel udfordring at kunne formidle dialogen på en vedkommende og forfriskende facon, så den ikke kommer til at drukne i floskler og monoton brug af visuelle virkemidler…  Denzel Washington klarer opgaven bag kameraet som instruktør med glans, og har efter min mening formået at levere et mesterværk – og den blev også meget velfortjent nomineret til at skulle modtage en Oscar i kategorien bedste film…

fences 4

August Wilson blev også nomineret for sit arbejde med manuskriptet, og Denzel Washington blev også selv nomineret i kategorien bedste mandlige hovedrolle (meget forståeligt) – men filmen kunne kun høste én enkelt af de eftertragtede statuetter ved prisuddelingen, og den gik til Viola Davis i kategorien bedste kvindelige birolle…  Viola Davis spiller hustru til den karakter, som Denzel agerer, og hun gør det formidabelt…  Hun leverer simpelthen en storslået præstation, som helt velfortjent bliver belønnet med en Oscar…  Hun spiller på alle følelsesmæssige tangenter, og gennem hele filmen leverer hun talrige yderst glorværdige øjeblikke…

fences 5

Dybest set handler “Fences” om at komme godt igennem livet på godt og ondt, uafhængigt hvad det kan komme til at byde én – Og samtidig giver den et meget tydeligt billede af, hvordan man så ganske let kan komme til at træde forkert eller ved siden af…  Dette er ikke altid let at håndtere, og kan i høj grad såre de mennesker, som man er omgivet af, og derfor handler det hele tiden om, at man står ved sit ansvar og får gjort sit bedste for at forsøge at rette op på de fejl man uvilkårligt kommer til at begå…  Det koster dyrt, og det er bestemt ikke altid nemt – hvilket filmen med al tydelighed får vist – men man kommer rigtig langt med den rette opbakning og indstilling til tingene fra ens nærmeste, og selvom der af og til skabes nogle meget dybe kløfter mellem ens relationer, så er det aldrig for sent at angre, at beklage og at undskylde for sine dumheder eller ugerninger – bevidste eller ubevidste…

Jeg kan kun gentage, at “Fences” var en film, som rørte mig dybt – men jeg er sikker på, at jeg ikke vil være den eneste, som kommer til at føle det sådan…  “Fences” er på alle måder en vedkommende film, og giver man den en chance, så er man helt sikker på at få både en uforglemmelig oplevelse, men også en gave for livet…

“Fences” får 8 ud af 7 stjerner – og sprænger som én af de meget få film, som jeg har set, skalaen…

starstarstarstarstarstarstarstar

 

Nummer 5 – Aliens – Det endelige opgør:

aliens 1

Fortsættelsen på det uhyggelige sci-fi-epos, om de frygtindgydende og blodtørstige monstrøse aliens, som instruktør Ridley Scott levendegjorde tilbage i 1979 med titlen: “Alien – Den ottende passager”, er intet mindre end fremragende, forrygende og helt igennem fantastisk…  Med “Aliens – Det endelige opgør” har James Cameron begået en af de største filmiske bedrifter overhovedet i film-historien…  Det er en tung arv, som han skal løfte, efter at Ridley Scott i den grad fik høstet en masse succesfulde roser for sit mesterværk, men 7 år efter har James Cameron præsteret at følge op på successen og har ligeledes skabt et mesterværk, som tilmed topper og overgår den første film…

aliens 2

Instruktør James Cameron er uden tvivl en af de dyre drenge i Hollywood…  Han startede sin karriere med den floppede “Vampyrfiskene” fra 1981, som var en efterfølger til Joe Dante’s “Piranha”-film, og til trods for en katastrofal fiasko med denne film, fik han i den grad blod på tanden og kastede sig over et projekt, som dengang blev betegnet som et B-films-projekt, men som i dag fremstår som en milepæl i filmhistorien; nemlig “Terminator” med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen…  Med tilblivelsen af denne film fik James Cameron for alvor sit gennembrud i det store Hollywood, og siden da har budgetterne ikke kunnet blive store nok…  Alt hvad han siden “Terminator” i 1984 har pillet ved er blevet til kæmpestore produktioner, som både har været succesfulde hvad angår at falde i publikums smag, men også rent indtjeningsmæssigt…  Efter min mening er James Cameron en af de største og mest betydningsfulde film-instruktører, der findes, og hans film har alle uden undtagelse (ja, bortset fra “Vampyrfiskene”) fået den absolutte højeste karakter i mine bedømmelser – To af hans film ligger på min Top-5; nemlig “Titanic” og så netop “Aliens – Det endelige opgør”, som begge også har sprængt min karakter-skala og fået tildelt 8 stjerner ud af 7 mulige…(!!!)

aliens 3

“Aliens – Det endelige opgør” starter, hvor den første film slap, og Ellen Ripley, som er den eneste overlevende fra den første “Alien”-film, bliver efter 57 år i hyper-søvn vækket af et bjergningsfartøj og bragt tilbage til Jorden…  Alt er forandret og hendes beretning om hændelserne på planeten LV-427 og mødet med de frygtindgydende morderiske skabninger, samt hendes beslutning om at tilintetgøre fartøjet Nostromo, får hende i den grad i fedtefadet, og hun stemples som psykisk ustabil, hvorved hun får frataget sin licens som løjtnant på fremtidige rumekspeditioner, hvilket især skyldes, at LV-427 uden problemer i mellemtiden er blevet koloniseret…  Da man mister kontakten med kolonisterne på planeten, får man dog bange anelser, og Ellen bliver bedt om at tage afsted til planeten som konsulent for et hold special-trænede elite-soldater, som er beordret til at undersøge årsagen til den mistede kontakt…  Dette bliver en skæbnesvanger mission…

aliens 4

Det bliver nærmest ikke mere uhyggeligt, end det man oplever i “Aliens – Det endelige opgør”…  Fra starten af er filmens handling i gang med at bygge op til det skæbnesvangre møde med de morderiske fremmede væsner, og selv om det tager lidt tid, så vil man som publikum opleve, at vi kommer sikkert gennem alle gear-skiftene indtil vi for alvor befinder os i sjette og sidste gear, hvor nerverne i sidste ende kommer til at sidde helt uden på tøjet, hvor kanten af sofaen er det eneste sikre sted at placere sin bagdel, og hvor man pludselig opdager, at man spænder stort set alle muskler i sin krop, for at kunne klare det ultimative intenst nervepirrende filmiske klimaks, der nogensinde er produceret til det store lærred…

aliens 5

Når man som instruktør på film, får den følelse frem hos publikum, så har man begået noget stort – og det er netop derfor at “Aliens – Det endelige opgør” må betegnes som et klart mesterværk…  Filmens handling tager fat om struben på én, og grebet slippes først igen, da rulleteksterne begynder at dukke op…  Det er formidabelt arbejde…

At man så tillige får serveret en spændende, delikat og uforudsigelig historie, som er krydret med masser af overbevisende og teknisk avancerede special-effekter, og at man har en hovedrolleindehaver i skikkelse af Sigorney Weaver, som overgår sin egen skuespilspræstation fra den første film, og hvor hele herligheden leveres med en formidabel lydside, komponeret af James Horner, og hvor selve det filmiske design når svimlende højder, så bliver det ikke en meget større film-oplevelse…

aliens 6

“Aliens – Det endelige opgør” er uden tvivl et af de største filmiske øjeblikke i mit liv – og for lige at slå en krølle på min lange indledningssekvens til denne anmeldelse, så ser man også i denne film, at James Cameron er en af de absolut dyreste drenge i Hollywood…  Maskinerne kan simpelthen ikke blive store nok, effekterne kan ikke blive for prangende og generelt er designet helt igennem gennemført og mesterligt udført…  “Aliens – Det endelige opgør” er en vinder…

“Aliens – Det endelige opgør” får 8 ud af 7 stjerner – (og sprænger dermed skalaen)…

starstarstarstarstarstarstarstar

 

Nummer 7 – Braveheart:

brave 1

Jeg har ikke set “Braveheart” i 20 år, men fik nu endelig genset denne fantastiske, spektakulære og vidunderligt gennemførte storfilm med en fantastisk veloplagt Mel Gibson både i hovedrollen, men også i instruktørstolen… “Braveheart” er intet mindre end et sandt filmisk mesterværk – og den ligger placeret i min top-10 på en sjette plads, hvilket ikke siger så lidt om filmen…
Man bliver underholdt og man bliver rørt i næsten tre timer, men med en film af denne kaliber kunne mindre spilletid så absolut ikke gøre det… Følelserne sidder helt uden på tøjet hele vejen igennem filmen, hvor William Wallace kæmper en indædt kamp for frihed og retfærdighed mod englænderne – og allerede 10 minutter inde i filmen sidder man med den første klump i halsen… Det er stærkt og det er unikt… Mel Gibson har forstået at indfange de rigtige øjeblikke og lade billederne fortælle historien, så man kan mærke den… Om han håndterer højdramatiserede scener, voldsomme og storslåede kampscener, eller følsomme scener med romantik, så gør han det med bravour – Det er virkelig flot og mesterligt lavet…

brave 2
Jeg så “Braveheart” for første gang tilbage i 1995, hvor jeg blev blæst bagover… Jeg havde på det tidspunkt ikke set noget lignende på film – og heller ikke oplevet at en historie kunne fortælles og udvikles på den måde som den gør i “Braveheart”… Filmen placerede sig derfor allerhøjest på min liste over de bedste film (i min optik), og har rumsteret rundt der lige siden… I de forløbne 20 år har jeg set mange storslåede og spektakulære film, men ingen tangerer “Braveheart” og den ligger derfor stadig urørlig i min top-10…

brave 4
Hvis man på nogen måde får mulighed for at læne sig tilbage og nyde dette mesterværk, så skal man gøre det… “Braveheart” er en film, som man på ingen måde må snyde sig selv for… Den er både rent visuelt forførende, men også på den lydmæssige side skinner den fuldstændig igennem, hvor (nu afdøde) James Horner har komponeret et fejende flot stykke underlægningsmusik, som skærer lige i hjertekulen og akkompanerer de flotte billeder og de smukt gennemarbejdede scener på en helt særlig magisk måde…
Skuespilspræstationerne er hele vejen rundt formidable, men det er især Mel Gibson, som brænder igennem og har en helt særlig karismatisk udstråling… Sophie Marceau i rollen som den engelske dronning leverer (især i slutningen) en markant og betydningsfuld præstation, hvor den betagende Catherine McCormack i rollen som William’s hustru leverer en formidabel og kraftfuld præstation især i starten…
Filmen vandt 5 Oscars – For bedste film, bedste instruktør, bedste kameraføring, bedste lydeffekter og bedste make-up, og blev yderligere nomineret til at skulle modtage en Oscar for bedste manuskript, bedste kostumer, bedste lyd, bedste klipning og bedste musik…

brave 3
“Braveheart” må man ikke snyde sig selv for – Det er en stor filmisk oplevelse, som næsten ikke fås bedre… Det er et flot og beundringsværdigt stykke kunstnerisk arbejde af Mel Gibson…
“Braveheart” får 7 ud af 7 stjerner…

starstarstarstarstarstarstar

 

Nummer 9 – Den gode, den onde og den grusomme:

 

good 1

Der findes et utal af film, der indeholder mange glorværdige og uforglemmelige øjeblikke, som bare printer sig fast i ens hukommelse, som på en uforklarlig måde efterlader et følelsesmæssigt indtryk – som man altså med andre ord bare aldrig glemmer…  “Den gode, den onde og den grusomme” er efter min mening et langt glorværdigt øjeblik, hvor den ene klassiske og uforglemmelige scene afløser den næste…  Det er filmisk kunst af ypperste karat, og et unikt mesterværk i filmhistorien…

good 5

Vi er hensat til USA midt i borgerkrigen, der hærgede fra midten af 1800-tallet…  Her møder vi den kolde og kyniske revolvermand Angel Eyes, som kun har et mål for øje – nemlig at få fingre i den kiste med guld til en værdi af 200.000 $, som han er blevet snydt fra at få fingre i…  Han kaldes Den Onde og hans jagt er nådesløs…  Samtidig møder vi Tuco, som snyder og bedrager alle, som han kommer i nærheden af…  Han er eftersøgt for en masse kriminelle handlinger og prisen på hans hoved vokser dag for dag…  Han har allieret sig med cowboy’en Blondie, som er ret ferm til at håndtere skydevåben…  Når Tuco (bedre kendt som Den Grusomme) er blevet afleveret til de rette myndigheder, dusøren er indkasseret, og den stakkels skyldige forbryder hænger i galgen og dingler, bliver rebet skudt i stykker af Blondie (bedre kendt som Den Gode), og sammen deler de byttet…  Da Tuco dog ved et tilfælde kommer i besiddelse af nogle hemmelige oplysninger om den selvsamme skat, som Angel Eyes er ude efter, og Blondie får den sidste brik i puslespillet, som er afgørende for, hvor skatten er gemt, så bliver de tre pludselig dødsfjender, som foragter hinanden, men som samtidig er dybt afhængige af hinanden, i hvert fald indtil skatten er fundet…

good 2

“Den gode, den onde og den grusomme” handler altså om en god gammeldags skattejagt, som dog foregår i et støvet og goldt landskab i midten af det nordlige Amerika…  Sergio Leone har med filmen begået en geni-streg, og da han tilbage i 1964 lavede den første western med Clint Eastwood i hovedrollen, og kaldte den første del i sin Dollars-trilogi, så var en ny undergenre af de klassiske amerikanske western født, nemlig de såkaldte spaghetti-western… Filmene foregår stadig i den samme tid, som de hidtidige westerns, men de er modificerede på en helt ny måde, hvor helten nærmest fremstilles som en anti-helt, og hvor et mere barskt og råt look præger filmene…  Desuden er de rent teknisk avanceret op på et kunstnerisk niveau, som man hidtil ikke havde set…  Der er en helt særlig stemning i Sergio Leone’s spaghetti-western, (der tæller filmene “En nævefuld dollars”, “Hævn for dollars”, “Den gode, den onde og den grusomme” og “Vestens hårde halse”), hvor lange intense øjeblikke dominerer billedet og hvor handlingen dvæler ved detaljer, som på en helt særlig måde tillægger filmen en helt særlig betydning…

good 6

Sergio Leone’s film fire spaghetti-westerns er også præget af en helt speciel lydside, hvor Ennio Morricone har komponeret nogle helt igennem fantastiske musik-stykker, som er med til at forstærke de stemninger, som instruktøren har ønsket at fremtvinge gennem sine kunstneriske visuelle fremstilling…  Ennio Morricone’s fængslende musik præger også mange af nutidens mange værker…

good 3

Fra starten i “Den gode, den onde og den grusomme” er man solgt og lullet ind i denne helt fantastiske stemning… Man får med det samme indtryk af, at med denne film er der tale om en helt særlig filmoplevelse…  Publikum bliver i den første halve time præsenteret for henholdsvis Den Gode, Den Onde og Den Grusomme i ubeskrivelige og meget stærke scener…  Derefter udvikler handlingen sig i to retninger, hvor man henholdsvis følger Angel Eyes og hans evindelige jagt efter det guld, som han er blevet snydt for at få del i, og hvor man samtidig følger Blondie og Tuco’s interne stridigheder omkring, hvordan deres fortsatte samarbejde skal fungere…  (Scenen, hvor Blondie trækkes gennem ørkenen af en hånende Tuco er et af de mest glorværdige øjeblikke i filmen)…  Derefter får de to rivaliserende partnere hver en del af en hemmelighed at vide, nemlig angående hvor den famøse skat er blevet gemt, og det går hurtigt op for dem begge to, at de hver især er dybt afhængige af hinanden, for overhovedet at have en chance for at finde skatten…  De involveres mere eller mindre ufrivilligt i den amerikanske borgerkrig, hvor de også ved et rent tilfælde støder på den barske Angel Eyes, der ret hurtigt får opsnappet, at de to kumpaner ved noget, som er af stor værdi for ham selv og hans søgen efter guldet…  Da de tre så endelig når målet, og står foran at skulle grave skatten op, intensiveres forholdet mellem de tre garvede revolvermænd, og stemningen bliver præget af, at der kun bliver én, som kommer derfra med livet i behold…  En psykologisk krig indledes og udspilles – og dette er selvsagt et af de største klimatiske øjeblikke på film overhovedet…

good 8

Sergio Leone har med sin eminente sans for at skabe den rette stemning formået at løfte filmens klimaks op på et niveau, som enhver anden instruktør vil misunde ham at være være i stand til…  Sergio’s brug af kameraføringen spiller her en særdeles afgørende rolle, hvor han først laver et stort panorama-billede af selve den anspændte situation mellem de tre kombattanter, for derefter at bruge zoom-teknikken og fokusere på deres hænder og deres ansigter, hvor man tydeligvis fornemmer den intensitet, der udspiller sig på skærmen…  Slutteligt benytter Sergio sig af en række super-nær-total-billeder, hvor man stort set kun ser øjnene hos de tre modstandere, hvor desperationen og håbet om det bedste udfald for den enkelte stråler ud af skærmen…  Forløsningen kommer, da der så endelig falder en række skud…  Det er filmisk kunst, som mange af de nyere instruktører har skelet til – og forsøgt (med mere eller mindre held) at få implementeret i deres egne film…  Kun få har haft succes med at få opnået samme effektive virkning, som den mesterlige Sergio Leone…

good 4

På rollelisten til “Den gode, den onde og den grusomme” ses navne som Clint Eastwood, Lee Van Cleef og Eli Wallach i de tre store roller, og de præger filmen med deres helt særlig karismatiske udtryk, og leverer alle tre stærke og overbevisende skuespilspræstationer…  Clint Eastwood er at finde i samtlige tre film i “Dollars”-trilogien, hvor han har hovedrollen…  Lee Van Cleef ses i de to sidste og Eli Wallach er kun med i denne ene film, men til gengæld er han også en uundværlig del af filmen – For “Den gode, den onde og den grusomme” havde klart nok ikke været det samme uden ham…

good 7

“Den gode, den onde og den grusomme” er en uforglemmelig og helt igennem fantastisk film-oplevelse, som altid vil have en helt særlig plads i mit film-hjerte…  Den er derfor også at finde på min top-10, hvor den har befundet sig siden jeg så filmen for første gang tilbage i starten af 1980’erne…

good 9

Filmen findes i fire forskellige klippede versioner på henholdsvis 142 minutter, 161 minutter, 179 minutter og 186 minutter…  Jeg har den forlængede 179-minutters version på DVD, og den vil resten af mit liv præge min samling som en af de helt store film, der nogensinde er blevet produceret i filmhistorien…

“Den gode, den onde og den grusomme” får 7 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstarstar

 

Nummer 10 – Pulp Fiction:

pulp 1

“Pulp Fiction” er en de mest ultimative film-oplevelser, som man kan få, hvis man ellers er til film, hvor dialogerne er skæve, hvor karaktererne er mere end en smule vanvittige, hvor manuskriptet både er intelligent og provokerende, og hvor volden er særdeles udpenslet, men raffineret udført…  Ovenstående får man i “Pulp Fiction” og det er derfor med god grund, at filmen er at finde på min Top-10…

To gangstere er på jagt efter en stjålen kuffert, gangsterbossens kæreste får rodet sig ud i noget snavs, en aldrende bokser bliver hvirvlet ind i en kaotisk situation, som kan koste ham livet, og et psykopatisk kæreste-par pønser på at røve og plyndre en landevejscafé…  Dette er i hovedtræk, hvad “Pulp Fiction” handler om, og alle fire handlingstråde vikles på fornemste vis ind i hinanden og skaber en helstøbt helhed, som aldrig tidligere er set på film…

pulp 2

Quentin Tarantino havde tilbage i 1992 sin debut med den blodige gangster-film “Håndlangerne”, hvor handlingens mange tråde på lignende vis vikles ud og ind mellem hinanden, men hvor det hele er centreret omkring et bankrøveri, hvor tingene går helt galt og udvikler sig i en skæv retning…  To år efter denne debut laver instruktør Quentin Tarantino geni-stregen “Pulp Fiction”, hvormed han formåede at føre filmkunsten til nye højder…

For det første er filmens manuskript meget flot udtænkt og skrevet af en raffineret hjerne, hvor sansen for skarpe replikker og underfundig dialog er fremherskende – noget som manus-forfatteren Tarantino i den grad behersker og formår at fuldføre til mesterlig karakter…  De langstrakte dialoger og de markant skæve anskuelser af forskellige facetter i vores verden kommer med rette til udtryk i filmen, og det er sidenhen også gået hen og er blevet et såkaldt varemærke for Tarantino’s film…

No Merchandising. Editorial Use Only. No Book Cover Usage Mandatory Credit: Photo by Moviestore/REX Shutterstock (2249121c) PULP FICTION (1994) John Travolta, Uma Thurman Pulp Fiction - 1994

Karakterne i “Pulp Fiction” er vanvittig interessante – og langsomt, men sikkert udrulles deres livshistorie, som både underbygger og understøtter det handlingsmæssige øjeblik for den enkelte af personerne her og nu…  Det er mildest talt formidabelt skrevet og rigtig godt udtænkt…

John Travolta og Samuel L. Jackson har en fest i rollerne som de to gangstere på jagt efter den stjålne kuffert… Deres samspil er formidabelt og afbalanceret, og til trods for den vanvid der lurer under overfladen på deres cool ydre fremtoning, så har de masser af tid og overskud til at overveje deres kriminelle og voldelige handlinger, så de kan udføres uden omsvøb og uden at den simple omverden fatter sammenhængen i det, der sker…  Det er brilliant bearbejdet filmmateriale…

pulp 4

Uma Thurman i rollen som gangster-bossens kæreste er ligeledes virkelig en festlig karakter at følge…  Hun er præget af en syret og gennemført intelligent personbeskrivelse, hvor hun konstant lever livet farligt og uvildigt formår at skabe farlige situationer for sig selv, som ofte også får hende ud i et uføre, hvor det er vanskeligt ikke at komme galt afsted…

Bruce Willis leverer en stærk og overbevisende præstation som afdanket bokser, der på beskidt måde får tilsjusket sig en ordentlig bunke penge, som naturligvis får ham i uføre…  Og slutteligt leverer Tim Roth og Amanda Plummer en ubeskrivelig overbevisende præstation, som det vanvittigt forskruede kæreste-par, der forsøger at planlægge den bedste måde at udføre et angreb på en restaurant på, og tilmed også slippe godt fra det…  Det er vildt lavet og hammer-godt skruet sammen…

pulp 5

Og som nævnt vikles alle fire historier sig ind i hinanden, og den sammenhæng og helhed den kommer til at udgøre, er for mig filmkunst af ypperste karat…  Og det hele krydres med masser af udpenslet og blodig vold, som ligeledes er blevet et varemærke for Quentin Tarantino – og et varemærke, som har fået flere sarte filmelskere til at tage afstand fra hans film…  Jeg er heller ikke stortilhænger af vold, men når det er brugt til at fortælle en fed historie i en film, hvor det hele bare er ren fiktion, og hvor man bare skal leve sig fuldstændig ind i et andet univers i den rum tid, som filmen varer – og når det tilmed er raffineret (det ord har jeg efterhånden brugt en del gange) gjort, så kan jeg godt se bort fra, at jeg i daglig gænge tager stærk afstand til voldelige handlinger…

“Pulp Fiction” er en milepæl i filmhistorien, og hvis man giver sig selv lov til at leve sig væk i de 2½ time, som spilletiden strækker sig over, så får man et sandt festfyrværkeri af en filmoplevelse, som med garanti vil forblive printet ind i hukommelsescenteret på sit publikum resten af ens liv…

“Pulp Fiction” får 7 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstarstar

 

Nummer 12 – The Walk:

walk-4

Hvis man har en drøm, så skal man følge den…  Det er nok det essentielle budskab i “The Walk”, som baserer sig på den autentiske fortælling om den franske Phillippe Petit, der i 1974 brød over 100 reglementer i byen New York, da han vandrede fra den ene af  de to tvillingetårne på World Trade Center til den anden på en line fastspændt i over 400 meters højde…  Dumdristigt vil nogen sige, sindssygt er der andre, der vil påstå…  Modigt kan man også sige, men farligt ud over alle grænser kan alle vel blive enige om…

walk-3

Og hvordan kan man lave en film med en spilletid på over 2 timer om denne bedrift..?  Det kan man, hvis man, som instruktør Robert Zemeckis, har en helt særlig evne til at fortælle en historie på en vedkommende, interessant og fængslende måde…  Og netop dette kan Robert Zemeckis…  “The Walk” er en historie, som fortælles på en af de mest vedkommende, interessante og fængslende måder, som tænkes kan, og efter min mening så tårner den sig op blandt de allerbedste film, som nogensinde er kommet ud af det store produktionsværksted, som Hollywood har været i rigtig mange år…

WALK_INTL_1SHT_TSR_LK2_3DIMX3D_02.indd

Det er fortællingen om en ung fransk mand, der har en drøm, og som forfølger sin drøm for at leve den fuldt ud…  Og da dette sker, så er forløsningen uforlignelig…  Men undervejs er der en del strabadser og forhindringer, som skal klares og ikke mindst er der en hel del planlægningsarbejde, som skal gå op i en højere enhed…

Fortællingen om denne helt særlige franske unge mand er yderst velfortalt og jeg var mere end bare opslugt af historien – Jeg var revet med, som jeg sjældent bliver det…

Undervejs er der kvalmende scener, som giver stærkt fysisk ubehag (især hvis man bare har en lille smule højdeskræk), og ens håndflader kan på ingen måde se sig fri for ikke at blive fugtige… Således lykkedes det for “The Walk” at fremkalde nogle af de samme følelsesmæssige øjeblikke, som er forbundet med gyser-genrens skræmmende facon…  Hvor virkemidlerne i horror dog er unaturlige fænomener, jump-scares og angstfremkaldende forfølgelsessekvenser, så formår “The Walk” at fremstille de samme ting, blot ved at fortælle en fantastisk historie om en mand og hans usædvanlige drøm…

walk-5

Joseph Gordon-Levitt spiller forrygende – og meget af filmens succes skyldes uden tvivl hans yderst kompetente måde at håndtere skuespilskunsten på…

“The Walk” er på mange måder en befriende filmoplevelse – Et yderst velkomponeret mesterværk…

“The Walk” får 7 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstarstar

 

Nummer 13 – Prisoners:

prison 1

“Prisoners” er en sublim film – En sjældenhed af den slags, som er særdeles kærkommen at overvære… “Prisoners” går over i filmhistorien som en af de film, som bare skal ses – Den er intet mindre end fabelagtig og fantastisk.
Mine forventninger til filmen var ikke særlig store, og jeg tænkte egentlig mest af alt, at 2½ time foran fjernsynsskærmen med en lidt tung film ville blive lidt af en prøvelse, men her måtte jeg sande, at jeg tog grueligt fejl – “Prisoners” leverer den filmiske vare, som efterlyses og må betegnes som et genialt mesterværk…

prison 2
Hugh Jackman spiller en familiefar, der til en Thanksgiving-middag hos et vennepar bliver udsat for det, som en familiefar (eller mor) vil betragte som et sandt mareridt, nemlig at ens datter (eller søn) forsvinder. Både hans datter og venneparrets datter forsvinder sporløst i den lille regnvåde, grå og søvnige by, og hele verden krakelerer… Faderen indleder en intens og målrettet eftersøgning på de to børn, og politiet sætter alle midler ind på at finde de forsvundne børn, men der er stort set ikke nogen spor at gå efter, og det virker totalt håbløst nogensinde at genfinde dem…
Lige fra anslaget i filmen er man solgt. Man bliver lullet ind i en stemning af ubehag, håbløshed, og sorg, der rækker ud over den grænse, som ingen ønsker at opleve. Instruktøren Denis Villeneuve har på en sober og sublim facon skabt et unikt mesterværk, og iscenesat en film, som virkelig gør ondt. I alle detaljer kommer følelserne frem, og han formår at fortælle historien på en så gribende og vedkommende måde, at man nærmest føler sig tilstede. Det er vitterligt unikt – og som sagt sjældent set…

prison 3
Hugh Jackman har vi tidligere oplevet som mutanten Wolverine i “X-men”-filmene plus to seperate film om selvsamme karakter. Der ud over har vi oplevet ham på dramatisk vis i den farverige “Australia” og kunststykket “Les Miserables”… I “Prisoners” giver han sit livs skuespilspræstation, og han formår at fremstille en karakter, som på en gang er voldsomt frastødende, men som man samtidig har stor stor medlidenhed med – Om nogen, så fortjener han kæmpe ros og jeg tildeler ham min ypperste respekt for det han viser i denne film.
Politimanden, som leder efterforskningen af de to forsvundne piger, spilles af Jake Gyllenhaal, og han leverer ligeledes en kraftfuld og overbevisende præstation, omend den er noget anderledes end Hugh Jackman’s. Respekt til ham også…
Ingen tvivl om at filmen er meget barsk at overvære. Alene temaet om bortførelse af børn er direkte forfærdeligt. Der er masser af rigtig ubehagelige scener i filmen – hvor udpenslet vold og psykisk smerte bliver meget svært at overvære… Filmen har dog en historie, som må fortælles, og den lykkedes rigtig godt…

prison 4
“Prisoners” er en af den slags film, som går rent ind – Det er en af den slags film, som absolut ikke må forbigås. Det er en af den slags film, som rører én dybt, og som vil blive printet ind i hjernebarken – Det er en af den slags film, som må betegnes som en moderne klassiker….
Overraskende og dybtfølt filmkunst – Den er for mig uden tvivl et sandt mesterværk.
“Prisoners” får 7 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstarstar

 

Nummer 14 – Udflugt med døden:

deli 6

“Udflugt med døden” er en kult-klassiker af de helt store… John Boormans fantastiske iscenesættelse af denne medrivende, ekstremt spændende og helt igennem uforudsigelige film er intet mindre end formidabel, og for hver eneste scene formår han at malke nøjagtig alt det ud den, som det der skal til, for at de enkelte scener kommer til at fremstå som ægte filmiske perler…

Tag bare scenen, hvor den unge retarderede dreng spiller banjo – det er ganske enkelt en udsøgt fornøjelse at overvære, og John Boorman forstår lige præcis at skabe den rette stemning – også med så enkel og simpel en scene som denne…

deli 1

Jeg så filmen tilbage i starten af 1990’erne og filmen indprentede sig på min nethinde, så da jeg her i 2015 genså filmen, kunne jeg huske stort set alle detaljer – men det til trods, så var det en ren og udsøgt fornøjelse ar at gense dette klassiske mesterværk…

Fire midaldrende mænd skal på mande-tur sammen i USA’s vildmark, hvor de over en weekend vil sejle ned ad en rivende og brusende flod… Det starter ud med at være en ren hygge-tur, men da et par jægere krydser deres vej, tager turen en drejning, som ingen havde kunnet forudse…

deli 2

De fire mænd spilles af henholdsvis Burt Reynolds, Jon Voight, Ned Beatty og Ronny Cox, og alle fire leverer en glimrende skuespilspræstation… Særligt bemærket gør især Jon Voight sig, der med rollen som nervøs anlagt familiefar bliver presset til det yderste i en situation, som har store omkostninger og konsekvenser for hans fortsatte liv… Voight har sit livs rolle i “Udflugt med døden”, hvor han på særdeles fremragende måde er yderst overbevisende i sin måde at indleve sig i sin karakter på

deli 4

“Udflugt med døden” handler om at håndtere det mest uventede – den handler om venskab og om hvordan venskabet kan blive til splid, når en uforudsigelig række af hændelser kommer til at vende op og ned på ens tilværelse, endog i en sådan grad, at man skal leve med konsekvenserne af sine valg resten af livet…

Der er masser af spænding og dramatik i “Udflugt med døden” og man sidder fuldstændig opslugt og klistret til skærmen, mens handlingsforløbet udspiller sig for øjnene af én… Allerede fra første anslag i filmen er man henlagt til en helt anden virkelighed – en fiktiv virkelighed, hvor et rædselsfuldt mareridt kommer til at udspille sig…

deli 3

Én af de ting, som gør “Udflugt med døden” til en helt særlig filmoplevelse, er netop også den helt unikke lydside, som understøtter handlingsforløbet… Her er lydsiden nemlig ikke fyldt ud med iørefaldende underlægningsmusik eller bragende musikalske temaer… Her består stort set hele filmens lydside af de naturlige lyde, der følger de fire mænd på deres udflugt (med døden)… Det er ganske enkelt et fortræffeligt fornuftigt valg af den kompetente filmskaber – og det er uden tvivl med til at skabe og forstærke den stemning, som præger filmen…

“Udflugt med døden” er ikke til at komme udenom… Den skal ses…!

“Udflugt med døden” får 7 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstarstar

Nummer 15 – American Sniper:

american 1

“American Sniper” er et biografisk krigsdrama, som på ingen måde skuffer sit publikum…  Filmen serverer en vedkommende og helt igennem gribende historie om, hvordan et menneske rent følelsesmæssigt kan blive ødelagt, bare fordi man vælger at ofre sig selv i en meningsløs krig…  “American Sniper” er fortællingen om Marine-infanteristen Chris Kyle, der bliver uddannet som snigskytte, og som redder utallige soldater-kammerater i Afghanistan, men som også betaler en meget høj pris for sin uvurdérlige indsats i de allermest alvorlige krigszoner…

american 3

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med “American Sniper”, så jeg tilfældigvis forfilmen til den i forbindelse med, at jeg var i biografen for at se en anden film…  Jeg tænkte umiddelbart, at det ikke var en film, som jeg havde lyst til at kaste mig over, med den begrundelse at jeg havde på fornemmelsen, at den ville fremstille et amerikansk macho-billede af de soldater, som er sendt i krig i Afghanistan – og det havde jeg ikke sådan videre lyst til at skulle se… Efterhånden som filmen dog er blevet rost og taget godt imod af de fleste seriøse filmkritikere, blev min nysgerrighed også vakt – og jeg fik skrevet filmen på listen over film, som jeg skulle se…  Og nu er filmen så set – og jeg er på ingen måde på fortrydelsens rand…  Det er en fantastisk film, som på en realistisk og helt-nede-på-jorden måde skildrer de dramatiske begivenheder, som fører til, at snigskytten Chris Kyle krakelerer som menneske og bliver et ødelagt menneske, som ikke engang kan varetage at være familie-far i de perioder, hvor han er hjemsendt…

american 2

Clint Eastwood er manden, som har fat i styrepinden i “American Sniper”, og han har trods sine 84 år på bagen stadig fat i den lange ende, hvad angår at lave vedkommende film, hvor han viser sig særlig kompetent til at skildre den personlige udvikling, som finder sted i de karakterer som medvirker i filmen…  Clint Eastwood var med i sine første film som 25-årig, og har i sit lange liv skabt sig en karriere, som med rette kan kaldes legendarisk…  Han har været særdeles fremtrædende i nogle af de bedste spaghetti-westerns, som så dagens lys i midten af 1960’erne, han har givet os den hårdkogte strømer Dirty Harry op gennem 1970’erne og han har været aktiv både foran og bagved kameraet i talrige film – og i flere af hans film sågar på samme tid…  Clint Eastwood er blevet et varemærke på kvalitet, hvad angår at få skabt solide filmiske værker – og kun få er faldet igennem…

TA3A5741.DNG

“American Sniper” er en af de virkelig gode film, som har haft Clint Eastwood i førersædet – Det er et værk, som han kan være rigtig stolt over, at have fået skudt i kassen, og dens succes kan kun siges at være intet mindre end velfortjent…  Det er en film, hvor følelserne er i højsædet – og hvor man på alle tænkelige måder får en sandfærdig fornemmelse af, hvad det er filmens hovedperson gennemgår…

american 5

Bradley Cooper, der i løbet af de seneste par år er begyndt at vinde mere og mere frem – (og ganske velfortjent efter min mening) – har haft både dramatiske roller og komiske roller, og han er god til begge dele, spiller i “American Sniper” hovedrollen som Chris Kyle, og han leverer en kraftfuld og særdeles overbevisende præstation, som uden diskussion ville have været en Oscar værdig…  Med sin helt særlige karisma og sin særlige evne til at leve sig fuldt ud ind i en rolle, fylder han sin plads rigtig godt ud…  Chris Kyle fremstilles på ingen måde specielt helteagtigt, men er derimod blot en uddannet soldat, som forsøger at udføre sine arbejdsopgaver efter bedste evne – og det gør i særdeleshed rigtig ondt på publikum, at skulle overvære ham krakelere og blive fuldstændig ødelagt af det, han laver…

american 4

I en anden fremtrædende rolle – omend den er noget mindre end Cooper’s – kan Sienna Miller opleves som forsømt og frustreret hustru til Chris…  Hendes skuespilspræstation er ligeledes med til at løfte filmens niveau – og hun formår på alle måder også at få sin karakter til at gennemgå en udvikling, som er påvirket af, at hendes mand forvandler sig under krigens strabadser…

american 7

Filmen er som nævnt en biografisk skildring, hvilket gør den ekstra rørende…  Det er næsten ikke til at bære, at en mand som Chris Kyle har helliget sig sit liv i den gode sags tjeneste og betalt så dyr en pris for det, som han gør… “American Sniper” er en af de store filmoplevelser i nyere tid – En film, som man med garanti bliver opslugt af, og som holder én fast i et jerngreb frem til slutningen…  Det er en af de helt store bedrifter, som Clint Eastwood her præsterer, og en uvurderlig historie, som kræver at blive fortalt…  “American Sniper” er en af de film, som jeg med garanti vil huske langt ud i fremtiden…

“American Sniper” får 7 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstarstar

 

Nummer 16 – Saving Private Ryan:

ryan 1

“Saving Private Ryan” er stærk kost… Det er makabert, voldsomt og på mange måder kvalmende, men samtidig også gribende, rørende og pokkers intenst, når krigens rædsler udspiller sig direkte for øjnene af én…

ryan 2
Tom Hanks spiller Kaptajn Miller, som leder et kompagni under landgangen i Normandiet i 1944, som senere blev kendt som D-dag… Det starter ud som en regulær nedslagtning af de allierede styrker, men da de først er brudt igennem de tyske styrkers forsvarslinjer, lykkedes det dem at overtage området. Kaptajn Miller bliver udpeget til at skulle lede en lille enhed ind i Frankrig, hvor de skal finde en menig ved navn James Ryan, og det kommer bestemt ikke til at gå ufarligt for sig…

ryan 3
“Saving Private Ryan” er en beskidt fortælling om krig og de sider, som krigen fører med sig… Det er bestemt en barsk film, der på en realistisk måde skildrer krigen, og man både betages og bliver grebet af den intense handling, som løber hen over skærmen… Der er intet overladt til fantasien, når blod, indvolde og lemmer flyder rundt på slagmarken, og heller ikke i skildringen af hvor afstumpet og følelseskold mennesket bliver, når man kun kan tænke på at skulle overleve de rædsler, som man pludselig er en del af…

ryan 5
Steven Spielberg er mest kendt for at iscenesætte store bombastiske og overvældende action-eventyr, men med “Saving Private Ryan” viser han (og det ikke for første gang), at han ogsp har format, når det gælder de store dramatiske fortællinger… “Saving Private Ryan” er en mesterlig film og fantastisk flot skruet sammen, hvor samtlige medvirkende leverer overbevisende skuespilspræstationer, og hvor hele sceneriet omkring filmen er så professionelt udført, at man bliver fuldstændig slået omkuld af overvældelse – også selvom det man oplever på skærmen bestemt ikke er kønt eller kan kaldes underholdning…

ryan 4
Filmen vandt fem Oscars – bedste lyd, bedste lydredigering, bedste klipning, bedste instruktør (velfortjent), og ikke mindst for bedste filmfotografering… Det sidste er så mesterligt udført i samarbejde med instruktør Steven Spielberg, at man ikke kan beskrive udførelsen med ord… Der foregår så mange ting på én gang i de forskellige scener og kameraet fanger det hele – om det så skal forfølge soldaterne frem på slagmarken eller i udbombede bygninger, så lykkedes det definitivt flot for Janusz Kaminski at føre kameraet, så hele filmen fremstår levende og voldsomt nærværende… “Saving Private Ryan” er en af de film, som man bare ikke kommer udenom…

“Saving Private Ryan” får 7 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstarstar

 

Nummer 17 – Krigen:

krigen 1

“Krigen” er en virkelig barsk filmoplevelse…  På en gang sidder man med en følelse af frustration i forhold til det, som man været vidne til i filmen, og på samme tid sidder man med en klump i maven over de forfærdelige oplevelser og frygtelige situationer, som vores udsendte soldater bliver stillet i sigte…  Man er på en og samme tid både vred, harm, frustreret, lettet, og følelsesmæssigt påvirket, men først og fremmest er man blevet beriget med en indsigtsfuld filmoplevelse, hvor instruktør Tobias Lindholm på fornemste vis har givet publikum et billede af, hvordan Danmark og danske soldater er forholdsvis magtesløse i forhold til at løse en nærmest uløselig konflikt…

krigen 2

Pilou Asbæk spiller en kompagni-chef, som er udstationeret i Afghanistan, hvor de skal forsøge at etablere fredelige forhold for civil-befolkningen, som konstant bliver truet af Taliban’s oprørsstyrker…  Opgaven er både farlig og koster de danske soldater dyrt både fysisk og psykisk, men selvom kompagni-chefen talrige gange bliver presset, holder han hele tiden hovedet koldt og træffer mange livsvigtige valg på vegne af sine mænd – Én af dem får dog en skæbnessvanger konsekvens for ham…  Derhjemme i Danmark venter hans kone og tre børn længselsfuldt efter ham…  Dagene går deres vante gang, men ventetiden fylder rigtig meget i deres liv – og da deres far så endelig kommer hjem, viser det sig, at alting ikke er som de havde forventet det skulle være…

krigen 3

“Krigen” er en fængslende og gribende film…  “Krigen” er en rørende og tankevækkende film…  “Krigen” er en vedkommende og uundværlig film…  “Krigen” er fortællingen om de barske betingelser, som de danske soldater arbejder under, og om hvordan deres mangel på tilstedeværelse påvirker deres familier og hjemlige forhold…  Jeg var dybt optaget af filmen, og blev på mange måder også rørt over at opleve de mange følelsesmæssige øjeblikke, som man bliver præsenteret for i filmen…  Filmen er en milepæl i dansk filmhistorie, og er absolut en film, som har en historie, der skal fortælles – og som man gerne må tage stilling til…

A WAR, (aka KRIGEN), Pilou Asbaek (front), 2015. ©Magnolia Pictures

Tobias Lindholm har både skrevet og instrueret filmen, og med filmen tegner han et dybdegående portræt af, hvordan Danmarks indblanding i krigen i Afghanistan spænder af…  Det er virkelig et imponerende stykke filmisk arbejde, som han her får formidlet…  Det er et gennemarbejdet projekt – på alle måder velskrevet, men også fortalt på en måde, så man mærker de stærke følelser krybe helt ind under huden på én…  Tobias Lindholm har tidligere instrueret to andre film med Pilou Asbæk i hovedrollen (“R” og “Kapringen”), og har samtidig stået for talrige manuskriptarbejder på mange af de store danske successer i den senere tid (både film og tv-serier), og med sine bare 39 år må han siges at være en yderst kompetent skribent og filmskaber…  Med “Krigen” har han under alle omstændigheder begået et mesterligt stykke arbejde…

krigen 5

Pilou Asbæk, der ses i hovedrollen som Claus Michael Pedersen leverer endnu en gang en særdeles overbevisende præstation – Og han får godt følgeskab både af Dar Salim og Tuva Novotny, der henholdsvis spiller næstkommanderende i det udsendte kompagni og ung hustru til Claus…  Generelt er filmen dog velspillet af samtlige medvirkende, og især Søren Malling og Charlotte Munck brænder rigtig godt igennem i deres respektive roller…

krigen 6

“Krigen” er altså på alle måder en seværdig filmoplevelse, som fra min side kun stærkt kan anbefales…  Man skal dog, som man kan læse af ovenstående, være forberedt på, at filmen er voldsom, barsk, tankevækkende og følelsesmæssigt stærk…  Den omhandler et tema, som man bliver tvunget til at tage stilling til…  Den bringer spørgsmål om etik og moral på banen – og handler om, hvad man stiller op, når der til disse spørgsmål ikke er noget ordentligt (eller rigtigt) svar…  Den er spændende og dramatisk – og har talrige højdepunkter undervejs, hvor man nærmest holder vejret…  “Krigen” er med andre ord en milepæl i dansk filmhistorie – Og det er helt velfortjent, at den blev nomineret til at modtage en Oscar-statuette for bedste udenlandske film…

“Krigen” får 7 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstarstar

 

 

Nummer 19 – Poltergeist (1982):

poltergeist 1

Så kom turen til et gensyn med en af de absolut bedste film inden for genren af overnaturlige gys…
I 1982 så “Poltergeist” lyset for første gang og gik sin sejrsgang verden rundt… Det var nyt, det var banebrydende og det var en stor filmoplevelse… Filmen er af mange filmkritikere blevet betegnet som en klassiker og dens status er også ophøjet til kult – hvilket vil gøre filmen til en af de udødelige indenfor den kunstneriske udfoldelse af levende billeder…

poltergeist 2
Selv 33 år efter premieren fremstår “Poltergeist” stadig som en formidabel film, hvor den nervepirrende spænding kryber ind under huden på én, og hvor den desperate situation som familien udsættes for udspiller sig som et mesterligt kunststykke, som på ingen måde tåler sammenligning.
En helt igennem almindelig familie opdager pludselig, at deres hus bliver hjemsøgt af en ond poltergeist, som ønsker at fordrive dem. For familien bliver det rigtig svært for det første bare at acceptere den mærkelige situation, men endnu sværere bliver det at tage kampen op med de overnaturlige kræfter…

poltergeist 3
Manden bag filmen er selveste Steven Spielberg, der i starten af 80’erne høstede masser af succes med både “Jagten på den forsvundne skat” og “E.T.”. Han har med “Poltergeist” begået en genistreg inden for gyser-genren, som er blandt de allerbedste. Godt nok er det Tobe Hooper (manden bag “Motorsavsmassakren” fra 1974) som er kommet på credit-listen som instruktør, men den oser langt væk af Steven Spielberg, så selv de professionelle filmkritikere har været inde og grave i, hvem der egentlig står bag iscenesættelsen af “Poltergeist”. (Se fx indledningsteksterne, som er en tro kopi af de tekster, som præger Indiana Jones-filmene). Man er gået så langt, at man decideret har anklaget selveste Spielberg for at have snydt sig fra at høste successen, og i stedet har overladt roserne til Tobe Hooper, for at give ham et spark videre i filmverdenen (mest fordi han ikke har haft succes siden “Motorsavsmassakren”, og at han tilmed var i pengenød, da produktionen af “Poltergeist” var i gang)…  Hvad der er sandheden i denne historie, må lade stå hen i det uvisse – hvilket også er en ligegyldig detalje, da filmen er fremragende…

poltergeist 4
“Poltergeist” holder selv i 2015, hvor både handling, skuespillet, special-effekterne, kameraføring, klipning og historiens udvikling står mål med langt de fleste af nutidens store gys… “Poltergeist” forbliver en af mine store favoritter, og den bliver voldsomt svær at vippe af pinden… Så til trods for at der er tale om et overnaturligt gys, hvor man skal være udstyret med både fantasi og indlevelsesevne for at få maksimalt udbytte af filmen, vil “Poltergeist” for mig fremstå som en af de største filmoplevelser…
“Poltergeist” blev efterfulgt af 2 film mere, men de står på ingen måde mål med den første originale film… Suveræn underholdning…

“Poltergeist” får 7 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstarstar

 

Nummer 20 – Alien : Den ottende passager:

alien 1

Tilbage i 1984 var jeg 11 år gammel…  På tysk TV var der om lørdagen et program, som hed: “Das Grussel-Kabinet”, hvor de sendte gysere ved midnatstid…  Min interesse for film var på det tidspunkt blevet vakt, og da de en sommer-aften annoncerede, at de ville vise “Alien”, så blev jeg enormt nysgerrig – Den måtte jeg se…  Problemet var, at den skulle sendes klokken 00.55, hvilket er ret sent for en dreng på 11 år, men jeg gik tidligt i seng, for igen at stå op så jeg kunne nå at få set filmen…  Det lykkedes mig også at snige mig ind i stuen og få tændt TV’et, men det skulle vise sig at blive en lang nat…  Udsendelsen før “Alien” var nemlig en tennis-kamp af vigtig betydning, og den trak i den grad i langdrag…  Først klokken 03.10 kom filmen i gang, hvilket er over to timers forsinkelse…  Men da først den startede, så fik jeg også set én af de film, som efter min mening er fuldstændig formidabel og som placerer sig højt oppe på listen over alletiders mest seværdige film overhovedet…

“Alien – Den 8. passager” er en science-fiction-gyser, som, da den udkom i 1979, var totalt banebrydende for genren og det er samtidig en film, som holder den dag i dag…  Jeg genså filmen for femte gang her i starten af 2016, og det var stadig en stor oplevelse at se den – Man bliver decideret overrasket over, hvor uhyggelig filmen er, hvor fantastisk den er bygget op, og hvordan det kan isne ned ad ryggen på én, når den ene nervepirrende konfrontation med uhyret afløser den næste…  I sandhed har instruktør Ridley Scott skabt et mesterværk, som indenfor sin genre uden tvivl vil kunne betegnes som en udødelig og markant klassiker…

alien 2

På rumskibet Nostromo er besætningen underlagt hyper-søvn, da de er på vej tilbage til Jorden med lasten fuld af kostbare mineraler…  De bliver dog vækket, da auto-piloten modtager et uidentificeret radio-signal, som bliver sendt fra en planet i nærheden…  Bestemmelserne siger, at den slags signaler ikke må overhøres, men at de skal undersøges, og derfor tager en del af besætningen ned på planeten for at undersøge sagen…  De kommer dog bitterligt til at fortryde deres handling, da én af besætningsmedlemmerne tager en såkaldt snylter med ombord – Et væsen, som viser sig at være den ultimative dræbermaskine og som nu får frit spil ombord på Nostromo…  De syv ombordværende besætningsmedlemmer må nu ruste sig til kamp mod dette uhyre – En kamp, som på forhånd synes tabt…

Handlingen er bygget op ligesom børnesangen “Ti små indianere”, hvor indianerne én efter én bliver udsat for noget forfærdeligt, som gør, at der hele tiden bliver færre indianere…  I “Alien – Den 8. passager” er det lige sådan…  Én efter én mister besætningsmedlemmerne livet, hvilket for det første gør kampen mod dette fremmede væsen mere og mere vanskeligt, og samtidig gør det også situationen mere og mere anspændt for de resterende medlemmer af Nostromo…  Det er eminent godt tænkt af både manuskriptforfatter Dan O’Bannon og instruktør Ridley Scott, og som publikum får man en isnende uhyggelig og nervepirrende spændende historie serveret, hvor man følger en gruppe desperate menneskers nærmest umulige kamp for overlevelse…  Scenerne, hvor monsteret slår til er voldsomme og ret blodige – men de scener, hvor man sidder ude på kanten af sofaen, er dem, hvor besætningsmedlemmerne sniger sig rundt i de mørke gange på rumskibet for at lede efter deres modstander, så de kan gøre det af med den, før den gør det af med dem…

alien 3

Som nævnt var Ridley Scott’s film totalt banebrydende for genren tilbage i 1979, og det ikke kun for selve historiens skyld, men også for det tekniske design samt de fascinerende special-effekter, hvor især konstruktionen af den uhyggelige alien er helt igennem fascinerende udført…  Der er i filmen ikke brugt computer-grafiske effekter for at få fremstillet filmens spektakulære visuelle resultater, men derimod er der brugt håndværksmæssige og designer-mæssige arbejder, som virkelig på alle måder er gennemarbejdet – og det bedste af det hele er, at det stadig holder…

Der er kun ganske få medvirkende i filmen, da besætningen kun tæller syv mand, men alle gør de en fremragende indsats…  Særligt overbevisende er dog en ung (og dengang forholdsvis ukendt) Sigourney Weaver i rollen som Ripley…  Hun må siges at være den altoverskyggende figur i filmen, og blev af samme grund også omdrejningspunktet i de (foreløbig) tre efterfølgere af “Alien”…

alien 4

“Alien – Den 8. passager” er en fremragende sci-fi-gyser – og udgør hård kost for ikke-hærdede film-elskere…  Det er i sandhed en perle i min film-samling, og det er bestemt ikke uden grund, at den ligger på plads nummer 53 på IMDB’s liste over de bedste film overhovedet…  “Alien” er bare en uundværlig del af film-historien – Et mesterværk, som på alle måder er stor kunst indenfor det visuelle medie…  “Alien” må man ikke snyde sig selv for…

“Alien – Den 8. passager” får 7 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstarstar

 

Nummer 21 – Warrior: