“Ondskabens Kirkegård”

Et nydeligt ægtepar flytter ind i et hus, hvor de glæder sig til at leve deres fredelige tilværelse og hellige sig de familiemæssige værdier, som de tillægger deres ægteskab… Det viser sig dog hurtigt, at deres liv forvandles til et decideret mareridt, da familiens kat bliver kørt ihjel af én af de store tankvogne, som flere gange dagligt passerer deres nye hjem… Deres rare genbo, som er en ældre herre, viser Louis en gammel indiansk kirkegård, hvor de døde efter sigende kan blive vakt til live – Og da han vælger at begrave katten på denne gravplads, sker det forunderlige, at katten genopliver… Det har dog alvorlige og katastrofale følger at lege med døden, og det viser sig også hurtigt, at katten ikke er helt den samme kat, som den var før – Men at den er blevet forvandlet til et morderisk uhyre…

“Ondskabens Kirkegård” er fra 1989 og baseret på en fantastisk velskrevet roman af gyser-forfatteren Stephen King, som fik den danske titel “Dyrekirkegården”… King har også selv skrevet manuskriptet til filmen, og i store træk er der ikke den store forskel på romanens handlingsforløb og den historie, som man får serveret i filmen… Der er med “Ondskabens Kirkegård” tale om én af 1980’ernes bedste gyser-film, som på alle måder sørger for at levere både uhygge og rædsel nok til at få det til at risle ned af ryggen på én – Og det hele er iscenesat ret så raffineret af instruktør Mary Lambert, der lader fortællingen rulle sig ud, så man ikke kan undgå at blive opslugt og fanget af de skræmmende scener, som man bliver vidne til med overværelsen af denne film…

Der er gjort rigtig meget ud af at skildre persongalleriet således, at de vigtigste personer bliver levendegjort, så man som publikum føler et tilknytningsforhold til disse… Således er man også følelsesmæssigt involveret, når man bevidner de tragiske hændelser, som familien må udsættes for undervejs i filmen – Og her udvikler handlingen sig med en meget overraskende drejning, som sætter spark i den afsluttende klimatiske finale, som dog også desværre er filmens svageste del, selvom den allersidste scene alligevel formår lige at få løftet filmen en sidste gang… Det er en blodig affære, man får serveret med denne film, og enkelte scener er decideret hård kost – Men er man til nervepirrende gys og højdramatisk spænding, så får man helt sikkert en rigtig god filmoplevelse med denne film…

“Ondskabens Kirkegård” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Ondskabens Kirkegård” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar