“Tomorrow never dies”

James Bond er denne gang oppe imod en medie-gigant, som har store planer om at have magten over alle de nyheder, som skal florere rundt om på kloden… Til dette benytter han sig af temmelig beskidte metoder, hvor han ikke er bleg for at anvende militære operationer i bestræbelsen efter at nå sit mål… Således øjner han en chance for at starte en tredje verdenskrig, hvor han kan spille storbritanien ud mod Kina, hvor han med svimlende overskrifter får skabt røre i både de politiske og de økonomiske systemer… Agent 007 kommer på en besværlig – og ikke mindst livsfarlig opgave i forhold til at få sat en stopper for denne galning og hans vanvittige planer…

Den attende James Bond-film i rækken er uden tvivl én af de absolut ringeste i serien, hvilket helt sikkert allermest skyldes, at filmen er baseret på et meget tyndt manuskript… Filmen indeholder ellers alle de sædvanlige ingredienser, som hører sig til i en James Bond-film, hvor gadgets, vilde action-scener, Bond-babes og eksotiske omgivelser præger oplevelsen… Det er dog som om, at tingene ikke helt går op i den samme højere enhed, som man ellers er vant til med filmene om den britiske agent – og så er historien bare ikke specielt god… Den tidligere film – “Goldeneye” – fik en del kritik for ikke at have gadgets nok med i filmen, hvilket der så er blevet kompenseret for her i “Tomorrow never dies”, men det er også ligesom om, at udstyret, som James Band anvender, er blevet lige lovlig smart…

Pierce Brosnan kan for anden gang opleves i hovedrollen som Agent 007, og han leverer som sådan en ganske udmærket præstation, selvom hans karakter i denne film ikke er helt så fremtrædende, som man ellers er vant til… James Bond nedlægger dog som altid en række kvinder ved hjælp af sin charmerende personlighed og agerer actionhelt i tilspidsede situationer, og denne gang får han hjælp af en asiatisk action-stjerne spillet af Michelle Yeoh… Der er masser af okay spændende scener i filmen, hvor tempofyldte action-scener og vilde stunts er dominerende – Og blandt favoritterne er en hæsblæsende motorcykel-jagt, og en sekvens med en fjernstyret bil i et parkeringshus…

Skurken spilles denne gang af Jonathan Pryce, der godt nok leverer en ganske fin præstation, men som ellers virker ret anonym og opstyltet som superskurk… Igen er der her mangel på dybde og tyngde i forhold til at få defineret en spændende og interessant karakter – Og den ligger milevidt fra de skurkeroller, som man har kunnet opleve i fx “Goldfinger” og “Agent 007 – Mission Drab”… Jeg ville utroligt gerne have kunnet give “Tomorrow never dies” noget mere positiv omtale, men der er desværre ikke helt så meget positivt at kunne formidle… Man kan med andre ord ikke opfinde noget, som ikke er tilstede – og igen må jeg bare på sørgeligste vis erkende, at filmen er én af de absolut ringeste James Bond-film i serien…

Filmen er iscenesat af Roger Spottiswoode, der har gjort et ganske anonymt stykke arbejde med filmen – Hvilket vil sige, at han ikke har formået at føre den ud over den traditionelle tærskel… Selve produktionsdesignet er ligeledes ikke videre prangende, hvor man i sammenligning til tidligere tiders bombastiske og overdådige scenerier denne gang får en meget mere ordinær oplevelse… Der vil helt sikkert være nogle derude, som er af en helt anden mening og opfattelse end undertegnede selvudnævnte filmkritiker – Men heldigvis vil ens oplevelse af en film altid være subjektiv, og én film skal jo ende på sidstepladsen, hvilket for mit vedkommende så må blive “Tomorrow never dies”…

“Tomorrow never dies” får 4 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Tomorrow never dies” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar