“Once upon a time in America”

Vi befinder os i Lower East Side på Manhatten i New York… Her har der gennem tiden været trange kår for rigtig mange familier, og derfor var der også mange, der var drevet til at leve livet i den kriminelle løbebane, hvilket tilbage i starten af 1900-tallet førte til dannelsen af de første mafia-syndikater… Selv børnene voksede op i disse kriminelle miljøer, hvor det mest handlede om at overleve dagen, for at kunne leve den næste – Og dette førte også til grupperinger… Noodles vokser op i Lower East Side på Manhatten i New York, og bliver hurtigt én af de børn, som finder sin levevej gennem kriminalitet… Det starter i det små med tyveri, men efterhånden som tiden går, udvikler det sig også til vold, brandstiftelse, røveri og mord – Og sammen med sin gruppe af kammerater fører dette dem gennem livet, og deres handlinger fra barndommen kommer til at trække tråde gennem resten af deres liv…

“Once upon a time in America” er et klassisk mesterværk… Filmen er et spændende og interessant gangster-drama, som følger Noodles gennem hans opvækst i hans spæde barndom tilbage i 1910’erne og frem gennem tiden til hans aldrende voksenliv… Filmen er af mange filmkritikere blevet sammenlignet med det episke mesterværk “The Godfather”, men det er utrolig svært at sammenligne disse to film, da de på ingen måde ligner hinanden… Stilmæssigt er der tale om to meget forskellige film, og rent fortællermæssigt har de to film også vidt forskellige udgangspunkter… Det eneste, der for alvor er gældende for dem begge to er den lange spilletid, som de begge er udstyret med – og så har de også begge to Robert De Niro i en hovedrolle (i hvert fald i “Godfather II”)…

Og hvad er det så, der gør, at en film bliver god..? Der er for mit vedkommende forskellige kriterier, der skal være gældende for, at der er tale om en god film… Selve iscenesættelsen skal være af et format, hvor man kan fornemme, at der fra instruktørens side er blevet sat et præg på filmen, og så skal de medvirkende virke troværdige og overbevisende i deres respektive roller, hvor man meget gerne skulle kunne komme helt ind under huden på deres respektive karakterer, så man kommer til at føle en vis form for samhørighed med (især) hovedpersonerne… Så skal det tekniske arbejde omkring filmen være af en kvalitet, hvor man mærker, at der er kræset for detaljerne i selve produktionsdesignet, og hvor oplevelsen af filmen som helhed kommer til at blive optimeret via den dynamik, der er lagt i kamerarbejdet og klipningen af filmen… Desuden skal musikken skabe den helt rigtige atmosfære og både understøtte og underbygge handlingen, der udspiller sig på skærmen – Og vigtigst af alt, så skal manuskriptarbejdet være gennemarbejdet, så der kan blive serveret en vedkommende og interessant fortælling, som man kan blive grebet af og revet med af… Og slutteligt skal det hele smelte sammen og gå op i en højere enhed, hvor man for en stund glemmer tid og sted, og hvor man er fuldkommen prisgivet i filmens vold, og hvor man på alle måder bliver beriget med en filmisk oplevelse, der også rent følelsesmæssigt påvirker publikum…

“Once upon a time in America” har det meste af ovenstående, men har dog også lige nogle mangler… Rent iscenesættelsesmæssigt er der intet at sætte en finger på, og instruktør Sergio Leone har i stor grad formået at sætte sit helt eget præg på filmen ved rent stilmæssigt at gøre filmen til sin egen… Hans episke værk ligger dog også stilmæssigt ret langt væk fra hans uovertrufne mesterværker, som han lavede tilbage i 1960’erne, hvor han med “Once upon a time in America” tenderer en noget mere tam og tilbage holdende stil… Skuespilsmæssigt bæres filmen formidabelt flot frem af en velspillende Robert De Niro, der dog også er set i andre film, hvor han har haft meget mere pondus og gennemslagskraft, end tilfældet er med “Once upon a time in America”… Han kører den dog ret sikkert over målstregen, hvor han er akkompagneret af en meget overbevisende præstation fra James Woods…

På den tekniske side har filmen sine største mangler, hvor der slet og ret ikke er blevet skabt dynamik nok i de forskellige scener – Og manglen på dette er med til at levendegørelsen af filmen kommer til at halte temmelig meget… Derimod bliver det hele en smule trægt og til tider også dræbende langsommeligt for ind imellem også at tangere til kedsomhed… Klipningen af filmen er der, hvor filmen på den tekniske side fungerer bedst, hvilket især i de tidsmæssige overgange er gjort ret så raffineret… Musikken er komponeret af Ennio Morricone, der dog i forhold til hans mange andre mesterlige kompositioner også forekommer temmelig tam… Der er i visse scener antydningen af de bombastiske toner, som han er så kendt for at kunne skabe for at underbygge atmosfæren i filmen, men desværre er min oplevelse, at det kun forekommer ret sporadisk, hvilket derfor er med til at gøre oplevelsen af filmen som helhed mindre fænomenal…

Produktionsdesignet er gennemgående flot og gennemarbejdet, hvor man med stor troværdighed har genskabt de gamle bydele, men når man så kommer til selve handlingen, så er der også her tale om en historie, som ikke rigtig kommer ind under huden på én… Godt nok bliver man ført gennem et helt liv af både op- og nedture for Noodles og hans kumpaner, men deres bevæggrunde for at handle, som de gør, er også efter filmens slutning en smule tvivlsom… Man får en biografisk skildring af et hårdt liv, hvor kriminaliteten sætter sine spor – Men man ender ikke op med at blive hverken bevæget eller følelsesmæssigt rørt af filmen… Filmen skal dog generelt roses for at stå som en form for milepæl i filmhistorien, hvor man på den anden side får skabt en film, der skildrer realismen, frem for blot at være skabt for at underholde… “Once upon a time in America” er en lidt lang film at komme igennem, men den sætter alligevel sine spor – Hvor den især med sine mange ret så voldsomme og meget brutale scener kommer til at blive husket…

Filmens spilletid er på hele 229 minutter, hvilket er 3 timer og 49 minutter… Det er sindsygt lang tid at sidde bænket foran en film, men i visse tilfælde kan det sagtens lade sig gøre uden at have større kvaler med dette… Filmen findes dog i flere versioner, hvor omtalte film er den såkaldte “Director’s Cut”-udgave, som er den udgave, som Sergio Leone selv har sat sammen… Denne veksler mellem de forskellige tider i Noodles’ liv, men giver samtidig også mulighed for at følge op på nogle af de tråde, der bliver spundet gennem historien… Den oprindelige version er klippet således, at hele handlingen udrulles i kronologisk rækkefølge, og derved opstår der nogle huller og mangler undervejs, som naturligvis bliver afdækket undervejs, men som i længere tid kommer til at fremstå som tvivlsomme i forhold til den sammenhæng, som de skal ses i… Filmen eksisterer også i en udgave med en spilletid på kun 139 minutter, hvilket må siges at være en voldsomt trimmet version – Og denne er også temmelig udskældt af kritikerne… Tilbage i 2012 blev det besluttet af, at udgive en version på hele 250 minutter, hvor man tilføjer seks hidtil usete scener, og denne version blev vist under filmfestivalen i Cannes i 2014… Filmen ligger i øvrigt (anno 2020) på plads nummer 73 på IMDB’s liste over de allerbedste film nogensinde…

“Once upon a time in America” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Once upon a time in America” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar