“Papillon”

I 1930’erne blev en masse straffefanger bragt til Fransk Guyana for at afsone deres livstidsstraffe… Franskmanden Henri Charriere er én af disse straffefanger, der dog er uskyldigt dømt, hvilket han naturligvis er meget fortørnet over… Fra den allerførste dag, hvor han ankommer i straffelejren, er han opsat på at planlægge sin flugt, men besværliggjort af et overordentligt velfungerende sikkerhedssystem og en masse overvågning må han tilbringe utallige år i fangenskab… Her stifter han bekendtskab med en anden fange ved navn Louis Dega – og de to knytter hurtigt et ubristeligt bånd, hvor de nærmest bliver uadskillige venner for livet… Flugt er dog altid på dagsordenen, men mulighederne synes begrænsede – Og alligevel er Henri Charriere ikke typen, der giver helt så let op…

“Papillon” er en genindspilning af det klassiske mesterværk fra 1972, hvor Steve McQueen og Dustin Hoffman havde hovedrollerne… Den originale film er på alle måder suveræn i alle dens facetter, og derfor var det med bange anelser, at jeg (og sikkert også en del andre) skulle vove springet ved at se genindspilningen… Det viste sig dog, at resultatet af “Papillon” anno 2017 tilnærmelsesvis blev ligeså god som den originale film, og dermed kunne man ånde lettet op… Der er med filmen tale om en gribende og fængslende historie, hvor den biografiske fortælling om Henri Charriere og hans liv ruller sig ud på en spændende måde, som man ikke kan andet end blive opslugt af…

Denne moderne indspilning af historien har i visse scener nogle lidt andre vinkler på fortællingen, og der er på ingen måde tale om en scene-for-scene-genindspilning… Hele filmen er gennemsyret af at vise hvordan det trivielle liv bag tremmer og i isolation foregår, hvilket dermed også kommer til at få tilhørerne til at føle, at håbet om at genvinde friheden bliver slukket… Hovedrollerne spilles af Charlie Hunnam og Rami Malek, og de leverer begge to ganske fortrinlige præstationer, som dog ikke helt kommer op på højde med de originale præstationer – Hvilket også er det eneste punkt, hvorpå filmen ikke matcher den oprindelige version… Herligt er det i øvrigt også at opleve danske Roland Møller i en større og temmelig betydningsfuld birolle…

Filmen er instrueret af Michael Noer, der generelt set har gjort et ganske fortræffeligt stykke arbejde med for det første at iscenesætte filmen, og for det andet at gøre det til sin egen udgave af den klassiske fortælling… Begge dele lykkedes virkelig godt, og resultatet er intet mindre end kvalitativ underholdning, hvor historien om et liv i fangenskab folder sig ud… Personligt var jeg meget grebet og optaget af historien, der også denne gang bød på noget nyt – Og med andre ord er “Papillon” bare ikke til at komme udenom… Det er en historie, som alle bør kende til, og som alle bør høre – og derfor kan filmen kun anbefales…

“Papillon” får 6 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Papillon” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar