“Fuglene”

I den fredelige by San Francisco møder den unge Melanie Daniels den tiltalende nonchalante gentleman Mitch Brenner, som hun på mere end én måde bliver meget interesseret i at lære bedre at kende… Han er dog bosiddende længere nordpå, hvor der ud til Stillehavets kyst ligger en lille fiskerby ved navn Bodega Bay… Hun drager dertil uvidende om, at hun her vil medvirke i sit livs værste mareridt, da hun pludselig bliver angrebet af både måger og krager… Af uforklarlige årsager er disse flyvende skabninger gået amok, og har udset sig menneskene som en potentiel trussel imod deres eksistens, hvilket driver dem til nådesløst at gå til angreb… Panikken breder sig i den lille fiskerby, og endnu mere da de første ofre begynder at blive en kendsgerning…

Denne klassiske film fra 1963 er ubestridt instruktør Alfred Hitchcock’s absolutte mesterværk… Jeg var allerede som barn fascineret over den sindsygt spændende historie, som rullede sig ud foran øjnene på mig, og filmen har gennem årene hørt til blandt mine absolutte favoritter… Det er med “Fuglene” tale om en imponerende filmisk bedrift, hvor man bliver skræmt på en helt anderledes måde, end hvad man ellers oplever indenfor gyser-genren… Her er det naturen, som går amok – og som bliver til den dødsensfarlige fjende, som man kommer til at frygte, mens man kæmper for overlevelse… Det tekniske omkring filmen er gennemført flot konstrueret, hvor special-effekterne omkring levendegørelsen af de morderiske fugle er meget overbevisende lavet tiden taget i betragtning – og så er der også overraskende meget blod i filmen, hvilket er atypisk for Hitchcock… Gyset bliver her leveret på en måde, så nakkehårene rejser sig, og man er hele vejen gennem filmen lullet ind i en stemning af, at der pludselig vil ske noget overraskende og ildevarslende…

Filmens største aktiv er dog det gennemarbejdede manuskript, hvor man på en medrivende måde bliver introduceret for filmens hovedpersoner, hvorefter tingene stille og roligt udvikler sig for til sidst at sprede rædselsvækkende uhygge… Filmen starter med at angive, at der er tale om en historie om kærlighed, og dette i sig selv er også konstrueret på en fængslende måde, netop fordi de to hovedpersoner, som spilles særdeles overbevisende af Rod Taylor og den debuterende Tippi Hedren, er så fuldt ud charmerende – og deres romance arter sig på en uforudsigelig måde, som bare er med til at give hele filmen et lille twist… Da dog først begivenhederne tager fat, og filmen drejes over i at blive noget der minder om rendyrket horror, serveres der både makabre sekvenser, hvor intenst spændende scener udspiller sig… “Fuglene” er eminent godt bygget op, og mesterligt iscenesat – Og så er der med filmen bare tale om en udødelig klassiker, som hører til blandt de bedste i filmhistorien… Her får man kvalitetsmæssig underholdning af allerhøjeste karat…

“Fuglene” får 7 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Fuglene” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

One Comment

Skriv et svar