“The Equalizer 2”

Robert McCall lever et tilbagetrukket liv, efter at han i mange år har været med i talrige livsfarlige situationer, hvor det har handlet om at beskytte personer eller værnet om forskellige interesser… Han har en meget veludviklet sans for retfærdighed, hvor han lever efter normen, at ingen skal undertrykkes eller forulempes uden at blive straffet for deres gerning, såfremt han på nogen måde er i besiddelse af en eller anden form for viden eller kendskab til hændelsen… Hans stilfærdige liv bliver derfor ofte afbrudt af, at han skal agere den hævnende engel, hvilket selvsagt fører ham i uføre blandt nogle af de grupper af mennesker, som han derved kommer til at træde over tæerne – Og dermed bliver der hurtigt sat en spiral i gang, hvor hævnen bliver den hævnede, og den hævnede derefter bliver den hævnende…

Denne gang lykkes det fuldt ud instruktør Antoine Fuqua at løfte actionthrilleren op på et kunstnerisk niveau, hvor kvaliteten bestemt ikke er at skamme sig over… Der er knald på, når action-scenerne folder sig ud, hvor de samtidig er ovenud vellykkede i den måde, som de er iscenesat på – Og så er de samtidig imponerende i deres udførelse, hvor spændingen er tilstede på et intenst og nervepirrende niveau af nogle hidtil usete dimensioner… Jeg bliver nødt til at udtrykke min respekt omkring det særdeles flotte arbejde, der er lagt i at få denne film til at lykkes så godt… Hele vejen igennem er man underholdt, og hele vejen igennem er der en stemning, hvor man hele tiden fornemmer, at farerne lurer for pludselig at eksplodere i kaskader af voldsomme scener…

Denzel Washington er som altid suverænt god i hovedrollen – og det er ligegyldigt, hvad han medvirker i – og rollen som actionstjerne klæder ham virkelig godt… Han har en helt særlig form for udstråling, der gør, at hans karakterer bliver levendegjort på en troværdig og særdeles overbevisende facon, og så er han til trods for en ikke helt ung krop stadig ganske smidig og adræt… Det er simpelthen en stor fornøjelse at nyde godt af hans mangfoldige talent indenfor skuespillerkunsten, hvor han her i “Equalizer 2” er med til at løfte actionthrilleren ind i en ophøjet sfære af at være mere end blot skabt til at underholde…

Musikken i filmen er hele tiden holdt i et foruroligende leje, hvilket dermed er med til at underbygge den atmosfære, som er tilstede hele vejen gennem filmen – Og man bliver dermed samtidig lullet ind i den fængslende og højdramatiske historie om mord og bedrag, hvor man ikke helt ved, hvem der er til at stole på… Der er talrige rigtig store højdepunkter i filmen, hvor man er hengivet til den spændende historie, der udfolder sig på skærmen – Og nogle af disse foregår på et niveau, hvor spændingen nærmest er uudholdelig… Slutteligt ender filmen med at blive en særdeles tilfredsstillende filmoplevelse, hvor man ville have ønsket, at den lige havde været en smule længere… Men forhåbentlig får vi om ikke så længe lov til at opleve endnu en fortsættelse i “Equalizer”-serien…

“The Equalizer 2” får 6 ud af 7 stjerner.

Trailer til “The Equalizer 2” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar