“Goldeneye”

“Goldeneye” giver fornyet liv til James Bond-serien, og er et helt igennem friskt pust, som med en imponerende og fuldstændig formidabel åbningssekvens sparker benene helt væk under én… Det er den syttende film i rækken, og den første med Pierce Brosnan i rollen som Agent 007, og efter en periode, hvor Roger Moore var begyndt at lade komikken tage lidt over, og hvor Timothy Dalton ikke rigtig kunne slå sig helt igennem i rollen, vender serien nu for alvor tilbage til dens rødder, og lader samtidig et mere moderne look skinne igennem, hvor man har bragt James Bond ind i en moderne tidsalder… Alle de velkendte elementer fra de tidligere film er fuldt ud tilstede her i “Goldeneye”, og samtidig er der også kræset for, at man bliver beriget med en form for ny start på serien, hvor alt er åbent og hvor den nyeste teknologi bliver bragt i spil… Skurkene er veldefinerede, og handlingsmæssigt byder filmen på højpotent action og nervepirrende spænding hele vejen gennem filmens 130 minutters lange spilletid, hvor man derfor er super godt underholdt – Og det på et kvalitetsmæssigt højt niveau, der gør hele oplevelsen til en gennemgående fornøjelse…

Det hele starter meget dramatisk ud med et koldblodigt mord begået på Agent 006, hvilket kun er starten på en verdensomspændende dramatisk udvikling… Oplysningerne om et tophemmeligt våbenprogram ved navn Goldeneye er nemlig blevet stjålet, og det bliver James Bond’s opgave at sørge for, at det ikke bliver misbrugt… Modbydelige planer, der truer den globale befolkning, er dog allerede sat i gang, og hvis de gennemføres fører til et komplet magtskifte tværs hen over kloden, hvor man ikke længere vil kunne vide sig sikker på den fremtidige udvikling af freden her på Jorden… James Bond arbejder imod tiden, og forsøger at forfølge alle de spinkle spor, som overhovedet er muligt, og det fører ham naturligvis hovedkuls ud i særdeles farlige og livstruende situationer…

Instruktør Martin Campbell har overtaget styringen efter John Glen, og har gennem de seneste seks år siden “License to Kill” kunnet køre denne film i stilling, hvilket på alle måder er set som et kærkomment tiltag fra de mange fans, der sidder rundt omkring i verden… Martin Campbell har iscenesat filmen med masser af gejst og en smittende ånd, der virker energisk og levende, hvilket igen er med til at gøre filmen frisk og medrivende… Der er kræset utrolig meget omkring de nostalgiske detaljer fra de tidligere film, hvor blandt andet bilen fra “Goldfinger” igen kan opleves i – Og så er vi igen også tilbage til de velkendte imponerende produktionsdesigns, hvor man i hvert fald under filmens indledende slutfase kan nyde godt af, at der er bygget et bombastisk set-up op, som bringer tankerne hen på mange af de første film, hvor skurkene havde indrettet sig på isolerede steder rundt omkring i verden i overdådigt designede imperier udstyret med alskens nyudviklet teknolgiske anordninger…

Pierce Brosnan træder for alvor i karakter i rollen som James Bond, hvor han både udviser charmerende behændighed og handlekraft, når det virkelig gælder og det hele brænder på… Brosnan har præcis det, der skal til for at levendegøre denne udødelige filmhelt – Og han har den helt rette karismatiske udstråling, som sammen med flair for det skuespilsmæssige aspekt giver publikum en yderst tilfredsstillende præsentation af ham i rollen som Agent 007… Han får i “Goldeneye” følgeskab af Sean Bean og Joe Don Baker, der begge leverer ganske fine præstationer, mens Izabella Scorupco kan opleves i rollen som den yndige og naive kvindelige modpart til James Bond, og Famke Janssen kan opleves som Femme Fatale i en uforglemmelig rolle, hvor hun virkelig formår at frembringe skræmmende psykopatiske træk hos hendes karakter… Bemærkelsesværdigt er det også lige at nævne, at James Bond’s overordnede denne gang spilles af Judy Dench, som dermed også må siges at være det mest overraskende input i filmen, der ellers holder sig rigtig tæt op af det oprindelige koncept…

Musikken er denne gang komponeret af Eric Serra, der ofte har lavet musik til Luc Besson’s film, og han har en helt formidabel evne til at skabe den helt rigtige understøttende effekt i sine musikalske værker, som på alle måder er med til at løfte det oplevelsesmæssige niveau i filmen… Titelmelodien er et meget iørefaldende nummer sunget af Tina Turner, og det er efter min mening én af de allerbedste James Bond-sange, som også leder tankerne hen på “Goldfinger”… Alt i alt er “Goldeneye” en rigtig god film, som man bestemt ikke må misse ud på, hverken hvis man er James Bond-fan eller bare generelt er nørdet omkring at udforske den filmiske verden…

“Goldeneye” får 6 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Goldeneye” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar