“Psycho” (1998)

I 1998 blev Alfred Hitchcock’s mesterlige film “Psycho” genindspillet scene for scene af instruktør Gus Van Sant, og mange vil derfor mene, at denne film er ligegyldig og uden betydning – Men her er jeg dog af en helt anden opfattelse, for hvor er det bare herligt at kunne genopleve det klassiske mesterværk i en nyere og mere moderne udgave, og glæde sig over, at Gus Van Sant netop har valgt at bibeholde alle de oprindelige elementer, fremfor at komme med en nyfortolkning på, hvordan denne betydningsfulde film skal skrues sammen… Om man vælger den originale udgave fra 1960 eller om man vælger den nye udgave fra 1998 er for så vidt ét fedt – For begge film er mesterværker hver for sig, og begge er i besiddelse af den samme uhyggelige atmosfære, som især musikken, komponeret af Bernard Hermann, sørger for… Man kan ikke andet end blive fuldstændig opslugt af denne historie, som oprindeligt er skrevet som roman af forfatteren Robert Bloch, og titlen lever i høj grad op til sit navn…

En ung sekretær forlader en dag kontoret i utide for at tage i banken med den anseelige sum af 400.000 dollars, som hendes chef netop har modtaget for en afsluttet handel… Hun vælger dog af uforklarlige grunde at forlade både byen og delstaten og sætter kurs mod Los Angeles, hvor hun undervejs dog bliver så træt, at hun må holde ind på et motel, som hun passerer på ruten… Her møder hun bestyreren Norman Bates, der tager meget venligt imod hende, og får hende indskrevet og indkvarteret, hvilket dog på ingen måde behager Norman’s syge mor,som bor i huset ved siden af… Hun vil for alt i verden have skaffet denne unge kvinde af vejen, og skæbnen vil faktisk, at hun ikke slipper levende væk fra motellet igen… En privatdetektiv er dog i mellemtiden blevet sat på sagen at opspore Marion Crane, som kvinden hedder, og ligeledes er hendes søster og kæreste også i gang med at undersøge omstændighederne for hendes forsvinden… Det bliver dog farligt for dem alle tre, og i centrum for alt det skrækkelige og tragiske, som hænder de mange uskyldige i sagen, står Norman Bates og hans mentalt forstyrrede moder…

Jeg har set begge versioner af “Psycho” uafhængigt af hinanden med års mellemrum, og var allerede dengang blæst bagover af den effektive og særdeles velfungerende måde, som filmene er levendegjort på, hvor handlingen svælger i en detaljerigdom, som er sjælden for film… Her anno 2020 har jeg dog valgt at gense begge film side om side, hvilket bestemt ikke gjorde oplevelsen ringere… Sammenligningsgrundlaget blev også endnu mere tydelig for mit vedkommende, og det er intet mindre end herligt at opleve dette mesterværk formidlet på to så fremragende måder, og så ensartet som tilfældet er… Her kan man kun ytre sig respektfuldt omkring Gus Van Sant, der har formået at kopiere Hitchcock’s klassiker med største sans for de virkemidler, som også blev anvendt i den sort/hvide udgave… De medvirkende skuespillere leverer alle som én ganske fortræffelige præstationer, hvor Anne Heche kan opleves i rollen som Marion Crane og Vince Vaughn kan opleves i rollen som Norman Bates… Begge er både troværdige og overbevisende i deres respektive roller, og ringere bliver det bestemt ikke, da både Viggo Mortensen, Julianne Moore og William H. Macy gør deres entré i filmen med stærke præstationer i betydningsfulde roller…

“Psycho” er et must-see for alle filmelskere, og uanset om man er filmkritiker, selvudnævnt anmelder, eller blot interesseret i at udforske det filmiske univers for gode historier, så kommer man ikke udenom, at “Psycho” er et kunstnerisk mesterværk, der rent handlingsmæssigt er rigtig godt skruet sammen, og som formidles på eminent facon gennem det visuelle medie… Det er en film, som er fyldt med overraskelser og uventede drejninger – Og som man skal passe på med ikke at læse for meget om, inden man ser den, da det uden tvivl bliver svært at undgå at noget afgørende for filmens handling bliver afsløret, hvilket dermed ville være ødelæggende for oplevelsen som helhed… Her i denne anmeldelse er dette med garanti undgået, og derfor er der ikke andet tilbage end at sige “god fornøjelse”… Med “Psycho” får man en filmoplevelse af virkelig høj kvalitet og selve historien vil ætse sig fast i ens hukommelse i mange år fremover… “Psycho” er intet andet end gennemført historiefortælling…

“Psycho” får 6 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Psycho” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar