“Psycho” (1960)

Alfred Hitchcock var en mesterlig filminstruktør, og mange af hans film har markeret sig som milepæle i filmhistorien, hvor “Psycho” bestemt ikke er nogen undtagelse… “Psycho” er en spændende og fængslende film, som har elementer fra både horror-genren og krimi-genren – Og generelt er man hele vejen gennem filmen hengivet til at kunne opleve filmisk kunst af ypperlig kvalitet, hvor der er kræset omkring det at få formidlet en medrivende og interessant historie, som indbyder til både at bide negle og tørre svedige håndflader af i sine bukser… “Psycho” er eminent godt skruet sammen og byder på masser af spændende scener, som i deres opbygning er elegant bygget op, og som derfor ender som små perler, der med rette må anses som uforglemmelige filmiske øjeblikke… Det lidt pudsige omkring “Psycho” er, at ingen filmselskaber troede på Hitchcock’s projekt, og derfor valgte han at spendere hele sin formue på at få fuldendt og færdiggjort denne film, som efterfølgende viste sig, at komme til at høre til blandt hans mest berømte film – og anses af filmkritikere verden over i dag som en udødelig klassiker…

Den unge kvindelige sekretær Marion Crane vælger en dag at tage tidligt hjem fra arbejde, hvor hun tilfældigvis er kommet i besiddelse af en større sum penge fra en kunde… Hun tager dog ikke hjem, men vælger af uforklarlige grunde at stikke af, og sætter kursen mod Los Angeles, men undervejs kommer hun til at gøre holdt på Bates Motel, hvor den unge Norman driver stedet sammen med sin gamle og syge mor… Marion indkvarterer sig på hotellet for natten, men det viser sig at blive en skæbnesvanger nat for hende… Der sendes en efterlysning ud på hende, men hun er som forduftet fra Jordens overflade… Alligevel giver hverken familie eller myndigheder så let op, og de kommer alle forbi Bates Motel for at undersøge, om der kunne være spor, der viser, hvor hendes videre færd kunne have ledt hende hen…

Man kan med rette sige rigtig mange positive ting om “Psycho”, for samtlige filmiske elementer går i dén grad op i en højere enhed og smelter sammen til at ende ud med at blive en kvalitetsmæssig suveræn filmoplevelse… Først og fremmest er iscenesættelsen blændende udført af Alfred Hitchcock, der gør usædvanligt godt brug af kameratekniske virkemidler som fx at anvende forskellige perspektiver, motiver, og panoreringer, hvilket var meget atypisk for film fra starten af 1960’erne, så man på dette felt kan sige, at han har været banebrydende… Desuden er filmen udstyret med en lydside, som på alle måder er med til at skabe den helt rette stemning, hvor musikken, der er komponeret af Bernard Hermann, er formidabelt godt udtænkt og danner en atmosfære af uhygge, hvor man til de fantastiske toner er hengivet til rendyrket nydelse for øregangen… Og dertil kommer, at filmen er velspillet af samtlige medvirkende, hvor Anthony Perkins i rollen som Norman Bates og i særdeleshed Janet Leigh i rollen som Marion Crane gør sig bemærket med to meget overbevisende og troværdige præstationer…

Der er talrige højdepunkter undervejs i filmen, og man kan ikke komme udenom, at bruse-scenen unægteligt kommer til at fremstå som et af filmhistoriens mest memorable momenter… Denne scene er formidabelt godt bygget op, og tåler sagtens et helt studie i sig selv, hvor Hitchcock på overbevisende facon cementerer hvilken mesterlig instruktør, han er… Der er dog utallige andre glorværdige øjeblikke undervejs i filmen, og den ene fantastiske scene afløser den næste… Om der er tale om dialogbaserede scener eller om der er tale handlingsmæssige scener, så fungerer alt i filmen på bedst tænkelige vis, og man kan slutteligt nærmest ikke få armene ned i forhold til den suverænt spændende og gennemførte filmoplevelse, som man netop har været vidne til… Filmen affødte en række fortsættelser og blev genindspillet i 1998 – Og herfra kan jeg kun anbefale, at man som minimum får set både den oprindelige film fra 1960 og genindspilningen fra 1998, mens man heller ikke må gå glip af “Psycho II” fra 1983… Det er helt sikkert kræs for den kræsne filmelsker…

“Psycho” får 6 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Psycho” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar