“Rædslernes Hotel”

Horror-genren har et utal af undergenrer, og er derfor et helt studie for sig selv, hvor man kan definere forskellige elementer, som disse indeholder… Én af disse undergenrer er splatter-genren, hvor det principielt udelukkende gælder om at vise så meget ulækker blod og splat som overhovedet muligt – Og især de italienske film-instruktører gjorde en dyd ud af at konkurrere om at være mest fremtrædende på markedet med hensyn til gruopvækkende rædsel i form af menneskelige kvaler, hvor blod, hjernemasse, korpusdele og indvolde flyder i stride strømme, og hvor publikum kæmper med en kvalmende fornemmelse gennem hele den filmiske oplevelse… Lucio Fulci blev udnævnt som “The Godfather of Gore”, som oversat betyder noget i retning af “Alfaderen til splat”, hvilket nok nærmere vil sige “Den ukronede splatter-konge”… Han lavede gennem 1980’erne en hel række ret så ulækre og kvalmende film, hvor handlingen er sekundær, og hvor det derfor udelukkende handler om at få en god undskyldning for at servere gru og splat… Dette lykkes til fulde i “Rædslernes Hotel”, hvor man ubetinget får en kvalmende filmoplevelse serveret, der med ganske vellykkede special-effekter får én til at kæmpe med fornemmelsen om ikke at vende hovedet væk i væmmelse…

Vi befinder os i Louisianna, hvor der tilbage i 1927 skete en række forfærdelige mord på et afsides beliggende hotel… Ingen vidste dog dengang, at hotellet var bygget på én af de syv porte, der fører lige lukt til helvede, og derfor endte det også sådan ud, at de døde rent faktisk ikke blev stedt til hvile, men blev udstyret med overnaturlige kræfter, der kunne lade disse genopstå fra de døde… I 1981 arver en ung kvinde dette hotel, men glæden over at kunne starte en karriere indenfor denne branche er kun ganske kortvarig da hun hurtigt opdager, at der sker forfærdelige ting på hotellet… I første omgang ligner det deciderede uheld, men snart må hun sande, at der er andre kræfter på spil, og hun allierer sig derfor med en god ven, og starter kampen mod de levende døde op…

Ovenstående korte handlingsreferat kan umiddelbart ligne optakten til en ganske god film, hvor uhygge, skræk og rædsel vil få rig mulighed for at blive udlevet på film… Dog går man lige skridtet videre, og fører det hele over i splatter-genren, og historien er kun med til at sætte rammen for særdeles ulækre og usmagelige special-effekter, hvor den ene kvalmende scene afløser den næste… Det hele er dog ganske vellykket udført, selvom man også til tider kan gennemskue, at nogle af de menneskelignende skikkelser, der bliver udsat for diverse makabre handlinger, er dukker… Tænker man dog, at disse effekter er lavet før tiden med computer-genererede effekter, så må man indrømme, at man kun kan blive en lille smule imponeret over den overbevisende effektivitet, som de er lavet med… Og det er også udelukkende på grund af disse splatter-effekter, at man skal se filmen, for der er ikke ret meget andet at komme efter…

Indledningen til filmen er overraskende god, hvor den også rent teknisk er flot sat sammen, men derefter tager splatten over – og man kommer stort set ikke til at opleve andet end ulækre effekter, som sat i relief til historien slet ikke giver mening… Lucio Fulci har uden tvivl haft en fest, da han skabte filmen, hvor han endnu en gang har fået udlevet en af sine filmiske drømme – Og vi andre kan så nyde godt af dette værk, såfremt man er i besiddelse af en ustyrlig trang til at kaste sig over sådanne film, hvor historien er sekundær, og hvor blod og splat er det fremtrædende… Højdepunktet i filmen (hvis jeg må være så fri at afsløre dette uden at afsløre for meget) er helt sikkert, da én af ofrene bliver angrebet af glubske og blodtørstige fugleedderkopper… Denne scene er uden tvivl den mest memorable af dem alle, og strækker sig over flere minutter, hvor man i udpenslede detaljer får lov til at opleve naturen fortære en menneskekrop… Det er kvalmende og ulækkert, men ganske godt lavet… Generelt faldt filmen dog slet ikke i min smag – og kvalitetsmæssigt er vi langt under middel, men det er alligevel på en sær måde fascinerende at opleve, hvordan enkelte filminstruktører kan være så dedikerede omkring deres arbejde, at de lever deres drømme fuldt ud… Det har Lucio Fulci uden tvivl gjort med “Rædslernes Hotel”…

“Rædslernes Hotel” får 2 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Rædslernes Hotel” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar