“Journal 64”

Jussi Adler Olsen’s krimier om Afdeling Q er blevet en kæmpe succes på film – og man kan kun sige, at det er med rette… Filmene er generelt både spændende og fængslende, og tangerer sågar over i horror-genren med de makabre mord, der ruller sig ud på skærmen, hvilket bare gør oplevelsen endnu mere intens og nervepirrende… Med “Journal 64”, som er den fjerde film i serien, bliver vi endnu en gang præsenteret for en yderst makaber mordsag, som igen trækker tråde tilbage til fortiden – Og for pokker, hvor er der bare gang i denne film… Der er masser af actionfyldte scener blandet sammen med opklaringsarbejdet, og som publikum bliver man på vanlig vis lullet stille og roligt ind i de forfærdelige begivenheder, som her skal afdækkes af kriminalefterforskerne fra Afdeling Q med Carl Mørch i spidsen… Det hele startede med “Kvinden i buret” tilbage i 2013, hvorefter “Fasandræberne” og “Flaskepost fra P” fulgte i henholdsvis 2014 og 2016, og selvom der har været tre forskellige instruktører koblet på de forskellige projekter, har man alligevel formået at bevare det stilmæssige i selve iscenesættelsen, hvilket kun er et stort plus for filmene, da serien hermed hurtigere har fundet sit leje, end hvad tilfældet sommetider kan være med andre og lignende serier…

Det hele starter tilbage i starten af 1960’erne, hvor en ung kvinde ved navn Nete bliver anbragt på anstalten på Sprogø, der huser utilpassede unge kvinder, der er moralsk afstumpede… Her foregår grusomme ting og det er rigtig svært at stå imod det psykiske pres, som de unge kvinder bliver udsat for… Myndighederne lukker på et tidspunkt denne anstalt ned, og dermed bliver kvinderne sluppet ud i det fri, hvilket dog ikke alle har bedst af, da hævn og morderiske tendenser har plantet sig hos nogle af disse… I nutiden er der således sket en række mord, som trækker tråde helt tilbage til de forfærdelige begivenheder, der fandt sted på anstalten, og da mordene er af en så makaber karakter, bliver Afdeling Q sat på sagen, og dermed begynder opklaringen at føre fortiden ind i nutiden, og der bliver afsløret langt mere, end hvad man umiddelbart ville have haft fantasi til at forestille sig…

Personligt har jeg altid haft et lidt anstrengt forhold til Jussi Adler Olsen’s skrevne værker om Afdeling Q, hvor jeg hver eneste gang har måttet opgive at få dem læst, hvilket naturligvis har ærgret mig temmelig meget, da jeg elsker at læse… Og jeg ved, at der er tale om gode og gedigne fortællinger, hvilket filmene jo i høj grad både afslører og viser, så derfor ærgrer det mig ekstra meget, at jeg ikke lige kan finde den læsemæssige fornøjelse ved at kaste mig over disse bøger… Jeg må dog nok sande, at jeg gør bedst i at holde mig til filmene, og de er heldigvis af en sådan kvalitet i både teknisk raffinement og fortællermæssig sammenhæng, at man får en fuldt ud tilfredsstillende filmoplevelse med samtlige disse fire film i serien… Man bliver med hver eneste af disse indrullet i en verden af løgne, bedrag, mord, og menneskelig grusomhed, hvilket i sig selv naturligvis ikke kan udgøre specielt positiv underholdning – Men når disse elementer bliver sat sammen til en spændende og vedkommende historie, som tilmed bliver formidlet formidabelt godt på film, så er underholdningen helt i top, og man bliver i tilfældet med disse film om Afdeling Q i hvert fald fuldt ud beriget med virkelig gode filmiske oplevelser…

I rollen som Carl Mørch kan vi endnu en gang (for fjerde og sidste gang) opleve en velspillende Nikolaj Lie Kaas, som med et sammenbidt udtryk malet i ansigtet og et meget mørkt sind, (som i øvrigt passer utrolig godt til hans navn), fortolker en karakter, der er plaget af sin egen fortid og de spøgelser, som han her har slæbt med sig… I rollen som hans partner Assad kan vi også endnu en gang opleve Fares Fares, der denne gang får mere skærmtid end tilfældet har været i de øvrige film… Fares Fares leverer også en ganske habil præstation som den dedikerede kriminalefterforsker, der sætter en ære i at gøre sit arbejde rigtig godt, og samtidig leverer hans karakter også en fin form for charmerende humor med velplacerede tvetydige replikker, hvilket dermed giver et velklingende modspil til den bitre Carl Mørch… I andre roller kan vi her i “Journal 64” opleve Nicolas Bro, Birthe Neumann og Johanne Louise Schmidt, som alle ligeledes er både troværdige og overbevisende i deres respektive roller…

Generelt kan man sige om “Journal 64”, at der er tale om en meget vellykket filmatisering af romanen af samme navn, og at der bliver serveret en spændende og nervepirrende historie, som omhandler et makabert tema, og som samtidig fortæller et kapitel i dansk historie, som med nutidens øjne er både prekært og pinligt… Christoffer Boe har iscenesat filmen med stor flair for at sammensætte det billedtekniske med det fortællermæssige, hvorved alle elementer smelter sammen til et sammensurium af noget, der med rette kan kaldes for kræs for filmelskere… Der er stort set intet, der ikke kan tilskrives som velfungerende i filmen, og som filmisk helhed ender “Journal 64” med at blive en uundværlig del af ens filmiske samling – Og så kan vi alle bare gå og glæde os til, at serien fortsætter med endnu flere film, hvor hovedpersonerne dog er skiftet ud… Vi ses til “Marco-effekten”…

“Journal 64” får 6 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Journal 64” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar