“Kesari”

Lad mig endelig slå fast, at jeg her i 2019 er blevet beriget med en masse rigtig gode filmiske oplevelser, som er produceret i Indien… Det har været en fuldstændig fantastisk oplevelse at åbne op for denne skattekiste af film, som rent teknisk avancerer helt på højde med film fra Hollywood, og som fortællermæssigt byder på virkelig interessante og kunstnerisk imponerende måder at formidle en god historie gennem det visuelle medie på… “Kesari” er her ingen undtagelse, og som det er kutyme for langt de fleste indise film, så er også denne udstyret med en lang spilletid, hvor der er rig mulighed for både at dykke dybt ned i historien, samt i de mange ganske interessante karakterer, som er med i filmen… Hele 150 minutter er man i selskab med “Kesari”, som skildrer en historisk begivenhed, der fandt sted på grænsen mellem Afghanistan og Indien i 1897… Hele filmen er flot sat op, hvor man kun kan blive imponeret over det overdådige produktionsdesign – og som det sig hører til i de indiske film, er der også i denne lagt et par musikalske indslag ind, hvor de medvirkende bryder ud i sang og dans… “Kesari” er uden tvivl en film, som vil blive husket for dens mange stærke scener, hvor der udkæmpes en meget ulige kamp mellem sikherne og afghanerne…

På grænsen mellem Afghanistan og Indien har der i mange år været udkæmpet talrige slag, hvor det gang på gang er lykkedes for sikherne (som inderne i området kaldes) at tilbageerobre det land, som tilhører dem, efter at afghanerne igen og igen har indtaget dette… Der er derfor blevet etableret et par fæstninger, hvor nogle grupper af soldater har fået opgaven at holde vagt og melde om fjendtlige fremrykninger… Én af disse fæstninger hedder Saragarhi, og netop i det herrens år 1897 er denne udstyret med 21 meget kampberedte soldater under ledelse af den æresfrygtige Havildar Ishar Singh – Og da de overrumples af en massiv fremrykning på over 10.000 afghanske soldater, kan de ikke andet end tage kampen op, og dermed forsøge at forhindre en ny overtagelse af sikhernes område…

Det hele starter med et historisk rids, der fører op til de begivenhederne, som man skal til at bevidne her i filmen, hvorefter man på ganske heroisk vis introduceres for lederen Havildar Ishar Singh, som på både modig og dristig vis kaster sig hovedkuls ud i en redningsaktion af en stakkels uskyldig kvinde… Derefter bygges hele filmen langsomt op, hvor man dvæler utrolig meget ved alt det ærefulde, som for sikherne er meget vigtigt ikke bliver krænket, hvilket så efter en lille time fører til at det forestående slag skal stå – Og denne bliver en både imponerende og imposant oplevelse, hvor man på sin vis kender udfaldet af den ulige kamp, men hvor man alligevel ikke kan lade være med at føle sympati med de enogtyve stakkels soldater, der kæmper for overlevelse og for at bevare deres værdighed og frihed… Dermed vil den sidste time af filmen udelukkende kunne opleves som et gigantisk slag, som bringer minderne tilbage til de bombastiske scener fra “Ringenes Herre”-filmene… Det er vildt og blodigt, men det er samtidig også pokkers godt iscenesat og fortalt på en måde, så man ikke kan undgå at blive revet med af de begivenheder, som udspiller sig på skærmen…

Der er på ingen måde sparet på de blodige special-effekter, og rent visuelt tager filmens kampscener sig ud på en både vedkommende og kunstnerisk facon, der bringer æstetikken tilbage til den slags film, hvor omdrejningspunktet er skånselsløse nedslagtninger af tilfældige uskyldige soldater… I hovedrollen kan man opleve Akshay Kumar, som jeg tidligere i år har stiftet bekendtskab med i den fængslende film “Rustom” og i den virtuøst interessante film “OMG – Oh My God!”, hvor han (ligesom her i “Kesari”) også leverede ganske glimrende skuespilspræstationer… Kumar er denne gang forskånet for at blive kritiseret en smule fra min side omkring hans lidt stive måde at agere i sine roller på, for her i “Kesari” gemmer han sit ansigt bag et stort skæg – men er trods dette i det hele taget ret nuanceret i både mimik og gestik, hvor han også rent fysisk imponerer med akrobatiske udskejelser… Generelt er der gjort rigtig meget ud af at få levendegjort de forskellige medvirkende, så de ikke bliver overfladiske og hule, hvilket i sig selv er et kæmpe plus for filmen… Dog er det sidste halvdel af filmen, hvor krigen raser, at filmen henter de største point… Det hele er ekstravagant sat op og udgør en virkelig udsøgt fornøjelse at overvære… Er man derfor til action og historiske slag, så skal man ikke gå udenom “Kesari”…

“Kesari” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Kesari” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar