“Never say never again”

“Never say never again” er det sorte får i James Bond-serien… For det første er den produceret i Hollywood, og så bryder den samtidig med alle de oprindelige koncepter, som man ellers er vant til fra de mange film i serien… Den har derfor været meget udskældt gennem tiden, og har ikke fået den anerkendelse, som den ellers fuldt ud fortjener – Og dette til trods for, at man på det formelle plan havde forhandlet alle aftaler på plads og udfærdiget en helt og aldeles legitim kontrakt… “Never say never again” er en actionfyldt og yderst spændende James Bond-film, hvor Sean Connery vender tilbage til rollen som Agent 007, og desuden er filmen også en genindspilning af “Agent 007 i ilden” (“Thunderball”) fra 1964, som dog lige har fået en opshining og fået justeret en smule i plottet, men som ellers i det store hele er en ganske tro kopi af den oprindelige film… Personligt mener jeg, at “Never say never again” er en ganske fortræffelig film, og at den på alle måder er skruet fantastisk godt sammen – Og derfor tæller den for mig også med som en ægte James Bond-film…

James Bond bliver sendt afsted på et kur-ophold, hvor han skal sørge for at restituere sin brugte krop, før han igen bliver sendt i marken på nye missioner… Dog vil skæbnen, at han opdager, at der foregår noget ganske mystisk på hotellet, hvilket pludselig får ham indblandet i en masse ballade, som afføder en reprimande fra hans overordnede chef… Da man dog opdager, at USA har fået stjålet to nukleare missiler, begynder James Bond hurtigt at kæde hændelserne på hotellet sammen med denne meget uheldige situation – Og han bliver naturligvis sat på opgaven at forsøge at opspore, hvem der har stjålet missilerne og sørge for, at de ikke kommer til at blive anvendt i forbryderisk øjemed… Dette bringer ham straks på sporet af den velkendte forbryderorganisation Spectre, som derfor endnu en gang må krydse klinger med Agent 007…

“Never say never again” er en ganske underholdende filmoplevelse… Der er fart og tempo på gennem hele filmen, og det hele er krydret med masser af action og spænding, hvor man følger James Bond på sin mission for at forhindre verdensfreden i at bryde sammen… Sean Connery er som nævnt tilbage i rollen som Agent 007, og dette til trods for, at han efter indspilningen af “Diamanter varer evigt” havde forsvoret, at han aldrig ville vende tilbage som James Bond… Connery var på dette tidspunkt i sin filmiske karriere bange for at blive for fastlåst i rollen, og dermed forpasse chancen for at modtage tilbud om andre roller, hvilket førte ham til at tage denne lidt ærgerlige beslutning… Heldigvis kunne hans hustru dog overbevise ham om, at man aldrig skal sige aldrig, og dermed opstod både idéen til filmens titel og muligheden for at Sean Connery en sidste gang kunne træde i arbejdstøjet som film-helten James Bond… Som altid leverer han en både solid og troværdig præstation og til trods, at han under indspilningerne havde nået en alder på 53 år, så udviser han stadig en forrygende god fysisk form…

Her i filmen får Sean Connery følgeskab af den tyske skuespiller Klaus Maria Brandauer, som kan opleves i rollen som den psykotiske forbryder, der er tilknyttet forbryderorganisationen Spectre og som står bag tyveriet af de dødsensfarlige missiler… Brandauer leverer en overbevisende præstation som skurk, og han får malet en særdeles skræmmende karakter op med sin medvirken og indlevelse i rollen… Af kvindelige medvirkende i filmen skal Kim Basinger og Barbara Carrera nævnes, hvor førstnævnte spiller rollen som den uskyldige skønhed, som tilfældigvis er faldet i kløerne på skurken, mens sidstnævnte spiller rollen som den lystne dræbermaskine Fatima Blush, hvis bekendtskab i de fleste tilfælde viser sig at have en dødelig udgang…

Filmen er præget af et look fra 1980’erne, hvor både musikken og selve handlingen er indhyldet i den lidt letbenede komiske måde at levere en god filmoplevelse på, hvilket i stor stil prægede netop den tid – Og som også gjorde sig gældende i de film, hvor Roger Moore havde fået tildelt rollen som den distingerede agent… Man kommer her i filmen ikke til at høre de velkendte toner, som i sin tid blev komponeret af John Barry, og som har været en fast ledsager til samtlige James Bond-film gennem tiden, men derimod er musikken præget af lidt synthesizer-musik kombineret med et islæt af klassiske akkompagnementer komponeret af Michel Legrand, og som minder en hel del om den musik, som ellers prægede de populære film fra starten af 1980’erne… Man får heller ikke den sædvanlige intro, hvor James Bond træder frem på skærmen for at skyde direkte mod kameraet, og ej heller får man en af de flot designede titel-sekvenser, hvor intro-sangen bliver sunget… Til gengæld får man stadig lov til at opleve M, Q, Miss Moneypenny og Felix Leiter udfolde sig i selskab med James Bond, og så er det også stadig muligt at falde i svime over det overdådige produktionsdesign, som filmens rammer er lagt i… Disse elementer har man heldigvis ikke villet gå på kompromis med…

Jeg kan kun anbefale, at man kaster sig over “Never say never again”, og at man møder filmen med et åbent sind, fremfor at lytte for meget til diverse kritikere, som kun har fokus på, at filmen er en afviger i forhold til de andre film i serien… Med “Never say never again” får man James Bond, som man kender ham, og man bliver på ingen måde skuffet over den filmiske oplevelse, som man får serveret… Hele projektet har været utroligt godt bearbejdet i hænderne på den kyndige instruktør Irvin Kershner, som netop havde afsluttet den fantastiske “Imperiet slår igen” fra “Star Wars”-serien, inden han kastede sig hovedkuls ud i dette nye projekt… Man får action og spænding på højt plan, og bliver beriget med en underholdende og høj kvalitetsmæssig filmoplevelse med masser af rigtig fede og mindeværdige højdepunkter…

“Never say never again” får 6 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Never say never again” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar