“Godless”

“Godless” er uden tvivl efter min mening én af de absolut bedste tv-serier, der nogensinde er blevet lavet… Man er fuldstændig grebet og opslugt af den intenst spændende og voldsomt dramatiske fortælling, som ruller sig ud på skærmen, mens man ser de syv episoder, som serien består af… Længden på disse episoder er af varierende længde, hvor nogle varer 40 minutter, mens andre varer hele 80 minutter – Men fælles for dem alle er, at de er yderst seværdige, hvor man får en kvalitetsmæssig stor oplevelse, mens en historie om bedrag, koldblodige mord, tragiske hændelser og menneskelige skæbner bliver fortalt med en sådan nerve og intensitet, at man fascineres ud over alle grænser over det scenarie, som udspiller sig for øjnene af én… Først og fremmest er serien baseret på et virkelig velskrevet manuskript, men også både billedsiden og lydsiden er intet mindre end smukt komponerede, og sammen med de forrygende skuespilspræstationer smelter det hele sammen til en velafbalanceret og mesterlig fortælling, hvor man er hensat til en tid, hvor de rygende revolvere havde magten… Det er en både stilfuld og unik filmisk oplevelse, som man får med “Godless”, og jeg vil endda gå så vidt at betegne den som en kunstnerisk bedrift af ypperlige dimensioner… Nogle scener er fuldstændig uden dialog, hvor de forskellige billeder, der vises, blot ledsages af et stykke flot og iørefaldende musik, der underbygger både stemningen og leder handlingen videre i historien… Det er intet mindre end en imponerende bedrift, som instruktør og manuskriptforfatter Scott Frank har begået med denne fantastisk formidable western-serie…

Vi skriver anno 1865… Vi befinder os i det midterste af USA, hvor en lille by er under opbygning… Denne hedder La Belle, og er på dette tidspunkt blot en lille ubetydelig plet på landkortet… Det særlige ved La Belle er, at den for tiden kun har indbyggere, der er af hunkønskarakter, men disse er bestemt ikke blege for at forsvare sig mod fjendtligt indtrængende, som forstyrrer freden i det lille samfund… Frank Griffin og hans bande hører til blandt disse fredsforstyrrere, da de i deres ihærdige søgen efter en afhopper ved navn Roy Goode kommer til at lægge vejen forbi La Belle… Roy har imidlertid forskanset sig på en lille farm, som ligger et lille stykke uden for byen, hvor Alice Fletcher har givet ham husly… Snart opdager byens borgere dog, at denne fremmede vil skabe dem uanede problemer på halsen, og naturligvis kommer denne viden også Frank Griffin for øre – Og så bryder helvede løs…

Jeg har nok allerede i indledningen til denne anmeldelse skrevet alle de rosende ord, som denne fantastisk medrivende western-serie kan tilkomme at få med på vejen… Ikke desto mindre er mine nedfældede ord den pure sandhed, og jeg vil på alle måder anbefale, at man ikke går glip af denne velkomponerede serie, som jo i sin helhed kan betragtes som én lang spillefilm på omkring syv timer… Det vil man på ingen måde fortryde… Som nævnt er der intet at lægge fingeren på her i filmen – Alt er yderst velfungerende, og samtlige skuespillere leverer yderst troværdige præstationer, hvor de hver især giver liv til en række både spændende og interessante karakterer… “Godless” har et meget farverigt og nuanceret persongalleri, og af de mest fremtrædende kan Roy Goode, Frank Griffin, Alice Fletcher, Bill McNue, Whitey Winn og Mary Agnes nævnes… Roy Goode spilles af Jack O’Connell, Alice Fletcher spilles af Michelle Dockery, Bill McNue spilles af Scott McNairy, Whitey Winn spilles af Thomas Brodie-Sangster og Mary Agnes spilles af Merritt Wever – Og alle som én er de forholdsvis ukendte skuespillere, men viser her med deres respektive præstationer i “Godless”, at deres potentiale som habile skuespillere bestemt er værd at nævne… Frank Griffin spilles af Jeff Daniels, som har medvirket i talrige mindeværdige roller, og han leverer her i filmen én af sine absolut allerbedste præstationer, som lederen af den morderiske bande, hvis moralsæt er meget ulig, hvad man ellers vil betegne som decideret fredsskabende…

Instruktør Scott Frank har gennem sin karriere mest lavet manuskripter til forskellige film, og har som instruktør kun lavet to spillefilm, en tv-film, og et enkelt afsnit til en serie, inden han lavede “Godless”… Af de filmiske projekter, som han har iscenesat er hans film “Begravet i fortiden” (” A Walk among Tombstones”) fra 2014 med Liam Neeson i hovedrollen uden tvivl den mest kendte, men indeholder langt fra de samme kvaliteter, som dem vi oplever med hans eminente iscenesættelse af denne western-serie… Jeg kan næsten ikke understrege tydeligt nok, hvilken filmisk bedrift han har begået med “Godless”… Det er intet mindre end en mesterlig præstation, og serien vil i resten af mit liv fremstå som en af de store mindeværdige øjeblikke, som jeg har haft foran min tv-skærm… Hvor kan man bare være heldig at leve i en tid, hvor den slags oplevelser bliver en del af det, som beriger ens liv… “Godless” er uden tvivl et must for alle de af Jer derude, som higer efter en helt exceptionel oplevelse…

“Godless” får 7 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Godless” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar