“Dronningen”

“Dronningen” er officielt Danmarks bidrag til at konkurrere om den eftertragtede Oscar-statuette ved prisuddelingen i februar 2020, og efter min mening er det måske ikke det helt rette bud, selvom filmen er ganske udmærket… Den mangler dog et dybere budskab, som man kan bruge for at blive klogere på den verden vi lever i – Og her udmærker den sig altså ikke ligefrem… Ingen tvivl om at filmen er velspillet og at den også er interessant i det overordnede handlingsforløb – Men som i så mange andre danske film, så svælger den alt for meget i, at hovedpersonen er blevet skubbet ud i en svær situation, hvor det umiddelbart er rigtig svært at finde en udvej tilbage på den rette bane… Ofte minder filmen om en slags dogme-film, som var fremtrædende i slutningen af 1990’erne og i starten af det nye årtusinde, hvor man på en meget direkte måde bliver lullet ind i især det seksuelle begær, som ligger latent i mennesket, og som kan føre til en masse forseelser, som man bare helst ville have været foruden… “Dronningen” er dog ikke af den samme kornede kvalitet, som tilfældet var med de stemplede dogme-film, men fremstår derimod i knivskarpe billeder, hvor den rent teknisk er ret overlegen i forhold til det omtalte koncept…

Vi befinder os i en velhavende familie, som bor dyrt og flot, og som på det materealistiske område ikke mangler noget… Manden i huset er læge og kvinden i huset er advokat, og deres to hjemmeboende børn klarer sig fint i skolen… Manden har dog en søn fra et tidligere forhold, og denne vender hjem til familien fra Sverige, hvor han havde fået rodet sig ud i visse problemer… Han har lidt svært ved at tilpasse sig de familiemæssige normer, men får dog snart fundet sin plads – Og under hans ophold finder kvinden i huset ud af, at hun er ved at nå en alder, hvor hun måske ikke er helt så tiltrækkende mere… Hendes behov for at blive set og anerkendt som kvinde, og hendes behov for intimitet dukker pludselig op i hendes bevidsthed og slår som en hammer… Hun vælger at forføre den unge fyr, og snart er der opstået et hedt og forbudt forhold mellem dem, hvor de dyrker elskoven for fuld udblæsning… Dog kan et sådant eventyr ikke skjules for altid, og dette er heller ikke tilfældet med disse eskapader, som de har kastet sig ud i – og naturligvis får afsløringerne store konsekvenser for livets fortsatte gang i familien…

“Dronningen” er som nævnt en ganske vellykket film, som dog først og fremmest udmærker sig på grund af en interessant historie, og i særdeleshed på grund af Trine Dyrholm’s helt fantastiske præstation som en karriere-kvinde, der står på randen af et forfald, som fører hende ind i en livskrise, hvilken hun har rigtig svært ved at navigere rundt i… Filmen er dog på ingen måde revolutionerende, men giver blot et ganske sobert billede af, hvordan forskellige valg i livet kan medføre uoverskuelige konsekvenser, som rammer dybere, end de var tiltænkt… Man er fanget og grebet af handlingen, der udspiller sig på skærmen, og dybest set er man også lidt hovedrystende uforstående i forhold til, hvordan en kvinde af det format, som vi præsenteres for, formår at ødelægge sit liv på en så katastrofalt dum måde…

Som nævnt leverer Trine Dyrholm en fuldstændig forrygende præstation, hvor hendes rolle har krævet en hel del af hende – Og der er ingen tvivl om, at det også har været noget af et vovestykke for hende at kaste sig ud i så åbenlyse nøgenscener, hvor også seksuelle akter finder sted uden censur og indpakning… Her er alt serveret for åben skærm, og der er bestemt tale om ikke-så-børnevenlige scener blandt de udskejelser, som Trine Dyrholm får kastet sig ud i sammen med den unge svenske skuespiller Gustav Lindh… Dette kan helt sikkert føre til, at man pludselig er blevet nysgerrig efter at overvære filmen, men lad det være sagt med det samme, at der er tale om filmiske seksuelle udfoldelser, som samlet set er med til at generere grobund for den rette udvikling i det videre handlingsforløb, som dybest set er tragisk ud over alle grænser… Titlen hentyder naturligvis til Trine Dyrholm’s karakter, som i kraft af sin alder, hvor det biologiske ur tikker afsted og hvor overgangsalderen melder sin ankomst, så hun begynder at få oplevelsen af, at hun ikke er helt så værdifuld i andres øjne mere, som hun engang var… Hun fører sig frem som en dronning, og oplever samtidig, at hendes tilværelse langsomt krakelerer efterhånden som hendes omverden begynder at stille spørgsmålstegn ved hendes ændrede attitude og adfærd…

Filmen har indtil videre vundet ni priser og også været nomineret til at kunne have modtaget yderligere ni priser ved forskellige festivaler… Og det alt sammen i de kategorier som bedste film, bedste instruktion, bedste manuskript, bedste kvindelige hovedrolle (Trine Dyrholm) og bedste mandlige hovedrolle (Gustav Lindh)… Disse prisoverrækkelser og nomineringer siger noget om, hvor populær “Dronningen” er rundt omkring på kloden, men jeg tvivler stadig stærkt på, at det vil kunne lykkes filmen at indbringe den mest eftertragtede af dem alle – Nemlig Oscar-statuetten – hvor jeg i det hele taget tvivler på, at den er stærk nok til at blive nomineret… Det vil alt sammen blive afsløret i løbet af de næste godt tre-en-halv-måned fra denne skrivende stund, og som dansker ville det naturligvis være underligt ikke at heppe på filmen – Men den er efter min overbevisning bare slet ikke dyb og vedkommende nok som Oscar-materiale, hvor den mangler et internationalt format og et globalt budskab, som kan bringe den ud over kanten og lande som dybsindig og lærerig film, som på verdensplan vil bringe folk tættere på hinanden… Der er dog ingen tvivl om, at “Dronningen” er en interessant film, som portrætterer en falden kvinde – Og den fortjener også de fem stjerner, som jeg tildeler den…

“Dronningen” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Dronningen” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar