“Vildheks”

“Vildheks” er en familievenlig filmatisering af Lene Kaaberbøl’s fantasy-serie, som for få år siden var utrolig populær blandt den yngre læser-skare… Jeg har ikke selv fået læst bøgerne, og har derfor heller ikke et forhåndskendskab til det handlingsmæssige – Men jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg havde forventet, at der var meget mere fantasy i historien end det, som vi bliver præsenteret for i filmen… Her virker det meget mere som om, at filmen er et halvlunkent forsøg på i disse klima-tider at belære folk om at passe på naturen og beskytte miljøet, end der decideret er tale om et rendyrket eventyr… Man får utrolig mange forklaringer på, hvad en vildheks er i løbet af filmen – Og generelt handler filmen blot om, at hovedpersonen Clara skal indvies i, hvordan hun selv tackler det at være udvalgt til at besidde helt særlige evner…

Clara er en helt almindelig pige, som går i en helt almindelig klasse på en helt almindelig skole, og så bor hun sammen med en helt almindelig mor i et helt almindeligt hus på en helt almindelig villavej – Men så har hun en helt ualmindelig moster med helt ualmindelige evner, som pludselig vender op og ned på Clara’s helt almindelige liv og gør det til et helt ualmindeligt liv, hvor unaturlige ting kommer til at præge hendes ellers helt almindelige hverdag… Efter en sygdomsperiode, som er affødt af nogle overnaturlige fænomener, bliver Clara nødt til at finde nogle svar på nogle ret store spørgsmål – Og derfor flytter hun ind hos sin moster Isa, som viser hende, hvordan man agerer og færdes som vildheks… Og alt imens dette foregår, så rykker de mørke og onde kræfter tættere og tættere på, for til sidst at slå til i et afgørende opgør med Clara…

“Vildheks” er ikke specielt uhyggelig eller spændende – Men kører derudaf i et meget stilfærdigt tempo, hvor det eventyrlige i handlingen er nedtonet i én grad som gør, at man bliver helt i tvivl om, hvilken retning filmen ikke tager… Jeg er sikker på, at børn eller unge, som har læst bogen, vil synes godt om filmen også – Men som udenforstående omkring Kaaberbøl’s projekt med et skabe denne vildheks bliver filmen umiddelbart til lettere flad oplevelse… Nu er jeg nok heller ikke regnet med i den primære målgruppe, men alligevel er jeg (efter egen overbevisning) i besiddelse af en evne for at leve mig ind i fantastiske universer – Men her i “Vildheks” lykkes det mig desværre ikke at blive hverken grebet eller opslugt af handlingen…

Clara spilles af Gerda Lie Kaas, som er datter af den danske skuespiller Nikolaj Lie Kaas, og hun leverer ikke nogen videre overbevisende præstation… Hun har et uskyldigt udseende og er ganske almindelig, men evnerne indenfor skuespillets kunst er ikke noget man bliver født med… Det kræver, at man er interesseret og gør en stor indsats for at dygtiggøre sig – Og det tager i langt de fleste tilfælde ret lang tid, med mindre man fra starten af har et naturligt talent for at agere… Jeg er ikke sikker på, at Gerda Lie Kaas får en stjernekarriere indenfor filmens eller teaterets verden – Men med en berømt far er det måske nemmere at bane sig vejen, end det er for så mange andre talentfulde børn og unge mennesker… Jeg påstår ikke, at Gerda leverer en dårlig indsats – Men hendes tilgang til at agere på film virker bare umiddelbart ret så opstillet frem for at virke naturlig, hvilket gør, at jeg kommer til at betvivle, at hun ud fra en gruppe børn under en helt ordinær casting ville være den bedst egnede til rollen…

Jeg kan som et lille kuriosum nævne, at “Vildheks” blev sat op som teater-stykke på Østre Gasværk Teater før filmen fik premiere… Her havde Thit Aaberg fået tildelt hovedrollen, og hun bragede igennem som Clara, og høstede rigtig mange roser for hendes præstation, hvor ordet indlevelse var et af de gennemgående ord, der blev anvendt i diverse skribenters anmeldelser af stykket… Jeg kender Thit fra Hoptrup Efterskole, hvor hun gik på teater-linjen sammen med min egen søn – Og jeg var dengang fra starten fanget af Thit’s sindsygt overbevisende evne for særlig indlevelse i de roller, som hun fik tildelt i diverse opsætninger, og var slet ikke overrasket over, at hun blev udvalgt til rollen i teater-opsætningen… Men tilbage til filmen, så kan filmens succes jo ikke alene pålægges hovedrolleindehaveren – Og at jeg ikke havde den største glæde ved at overvære “Vildheks” er jo ikke ensbetydende med, at det er den endegyldige sandhed for, hvordan filmen skal modtages af publikum… Jeg er sikker på, at det yngste publikum vil være opslugt af filmen, og som nævnt i starten, så er filmen meget familievenlig, selvom der (især i slutningen) bliver en lille smule uhyggeligt…

“Vildheks” får 4 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Vildheks” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar