“Lev og lad dø”

“Lev og lad dø” er den ottende film i rækken af James Bond-film og den første, hvor Roger Moore træder i rollen som Agent 007, hvilket han i øvrigt gør ganske fortrinligt til trods for, at han ikke er i besiddelse af den samme pondus og karismatiske udstråling som Sean Connery… “Lev og lad dø” er en actionfyldt og spændende James Bond-film, hvor man har kræset for alle detaljerne og skabt en helt unik film i serien, som både er tempofyldt og spækket med interessante drejninger i plottet, som gør filmen til en udsøgt fornøjelse at overvære, hvor underholdningsværdien er helt i top, og hvor man rent kvalitetsmæssigt får en filmoplevelse af de helt store… Filmisk set er vi også i kyndige hænder, da instruktør Guy Hamilton har iscenesat både “Goldfinger” og “Diamanter varer evigt”, hvor han med disse film udviser et helt særligt talent for formidlingen af den gode historie samt sans for at opbygge hver enkelt scene på en helt særlig måde, hvilket får disse til at fremstå knivskarpe i deres helhed… I “Lev og lad dø” er dette ingen undtagelse, og man får i sandhed serveret det ene glorværdige øjeblik efter det andet, hvor hver eneste scene i virkeligheden overgår i filmhistorien som udødelige klassiske momenter… “Lev og lad dø” er James Bond som vi kan lide dem – Og uden at afsløre for meget, kan jeg godt tillade mig at skrive, at der her i filmen er rigtig meget, der bringer minderne tilbage til 1962, hvor det hele startede med “Agent 007 – Mission Drab”, hvor eksotiske omgivelser og en distingveret skurk betrådte hovedrollen…

“Lev og lad dø” starter med at tre agenter bliver myrdet tre forskellige steder rundt om i verden, og da én af disse var en britisk diplomat, bliver James Bond straks sat på opgaven at opspore, hvem der kunne stå bag disse forbrydelser… Sporene bringer ham til den lille eksotiske ø, Santa Monique, som er beliggende i Caribien, hvor han støder på øens leder Kananga og den skrupelløse Mr. Big, som tydeligvis ikke har rent mel i posen – Og da de snart erfarer, at James Bond er lige i hælene på dem, så begynder de at udlægge fælder for selvsamme agent, som skal spænde ben for ham og i yderste konsekvens med dødelig udgang…

Filmen starter som nævnt med tre mord, hvorefter den sædvanlige titel-melodi indleder resten af filmen, og ret hurtigt derefter bliver man introduceret for den nye James Bond, der naturligvis er havnet i armene på en smuk og lettere naiv ung kvinde… Han får sin opgave overdraget af M og Moneypenny, og sætter derefter kurs mod Santa Monique, hvor han skal klare sig gennem forskellige former for farer, mens den forestående jagt på morderen står på… Dette bringer ham i overhængende fare, hvor kryb og dødelige personligheder vil ham til livs… Der er talrige højdepunkter i filmen, hvor blandt andet en intens og spændende bådjagt skal nævnes, samt en gysende scene, hvor James Bond skal undslippe mødet med glubske krokodiller og alligatorer…

Tonen og stilen i filmen er holdt præcis i den ånd, som vi kender fra de tidligere film, og for os, (undertegnede i hvert fald) der elsker James Bond-filmene, er “Lev og lad dø” en udsøgt og ekstravagant fornøjelse at overvære… Jeg har i nogle af mine senere anmeldelser af James Bond-filmene nævnt, at de med Roger Moore i hovedrollen har fået et anstrøg af en humor over sig, som man i hvert fald ikke på samme måde oplevede i de første mange film… De tidligere film indeholdt humor i form af tvetydige replikker, men her med Roger Moore er der også indsneget sig en komik, der tangerer over i overdrevent slapstick… Med “Lev og lad dø” er dette ikke helt så udpræget som tilfældet er med de seneste film, som Roger Moore medvirker i, hvor især “Octopussy” og “Agent 007 i skudlinjen” bærer en hel del præg af netop dette fænomen… Her i “Lev og lad dø” kommer humoren (eller komikken) især til syne under bådjagten, hvor man samtidig stifter bekendtskab med en meget karismatisk sherif ved navn J.W. Pepper, som mener at have styr på alting, men som må sande, at han må se sig slået af en vis udenlandsk agent… Pepper dukker op igen i efterfølgeren “Manden med den gyldne pistol”, og derfra begynder slapsticken at blive mere og mere fremtrædende i filmene – men dermed ikke sagt, at de bliver decideret dårlige… De tager bare en drejning, som måske passede rigtig godt ind i tiden, men med Timothy Dalton’s overtagelse af rollen tilbage i 1987, hvor han debuterede med “Spioner dør ved daggry” og også indspillede “Licence to kill” vendte man tilbage til den seriøse tone, som var kendetegnende fra seriens start…

“Lev og lad dø” er spækket med alt det, som man elsker ved en James Bond-film, og dette inkluderer naturligvis også en Bond-Babe, som denne gang spilles af Jane Seymour, som dog på ingen måde har rollen som stupid eller naiv kvinde, der blot falder for James Bond’s charme… Seymour’s Bond-Babe er mere sofistikeret og tækkelig, og hun spiller rollen som Solitaire rigtig overbevisende, hvor rollen samtidig er hendes debut på det hvide lærred… I skurkerollen kan man opleve en meget overbevisende Yaphet Kotto, der tilmed kan opleves i en dobbeltrolle, og hans exit i slutningen af filmen hører helt klart til blandt de mere memorable højdepunkter for en James Bond-film… Alt i alt er “Lev og lad dø” en udsøgt fornøjelse, og selvom jeg efterhånden har set filmen syv gange, så bliver den bare ved med at være god, og lægger sig derfor også rent bedømmelsesmæssigt helt oppe i toppen af skalaen…

“Lev og lad dø” får 7 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Lev og lad dø” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar