“End of days”

end 1

“End of days” har Arnold Schwarzenegger i hovedrollen, og den viser en side af ham, som vi ikke tidligere er blevet præsenteret for i film, hvor action og spænding præger handlingsforløbet…  Hans karakter viser nemlig svaghed og er sårbar på en helt anden måde end de helteagtige måder, som han er blevet præsenteret i tidligere film, og lad det være sagt, at det rent faktisk klæ’r ham…

Arnold spiller en sikkerhedsagent, som ved et rent tilfælde bliver indblandet i en okkult sag, hvor man efter forskellige spådomme og forudsigelser påstår, at Satans yngel vil komme på Jorden, hvis Satan selv gør en pige, som er født på et bestemt tidspunkt, gravid inden midnatstimen nytårsaften ved årtusindeskiftet…  Pigens vej krydser naturligvis vores helts vej, og Arnold ser sig nødsaget til at hjælpe pigen ud af den meget alvorlige knibe, som hun ufrivilligt er blevet blandet ind i…

end 2

Hele filmen foregår i et hæsblæsende tempo, hvor skurken (her i skikkelse af Gabriel Byrne) konstant er i hælene på Arnold og den pige, som han beskytter (som i øvrigt fortrinligt spilles af den charmerende Robin Tunney, som siden medvirkede i TV-hit-serien “Prison Break”)…  Der er masser af farefulde momenter, voldsomme eksplosioner, og i det hele taget rendyrket action og spænding i filmen, og det hele er ganske fortrinligt iscenesat af den garvede instruktør Peter Hyams, som efterhånden har instrueret film siden 1972, men aldrig rigtig formået at lave et såkaldt hit, der bare brænder fuldstændig igennem…

Peter Hyams har arbejdet sammen med populære skuespillere på mange store projekter (fx. Sean Connery, Gene Hackman og Jean-Claude Van Damme), men de store biograf-hits er det aldrig rigtig lykkedes for ham at få lavet… Med “End of days” synes jeg dog, at det er lykkedes ret godt for Peter Hyams, at få lavet noget der ligner en Blockbuster – den er bestemt iscenesat af en mand med forstand på at lave film…  Der er massevis af teknisk flotte udførte scener, en levende kameraføring, en god håndfuld pålidelige skuespillere, der leverer varen – samt en helt igennem spændende historie, som på en helt særlig måde kombinerer det, vi kender fra action-filmene med elementer fra gyser-genren, hvilket får filmen til på sin vis ar fremstå som noget unikt…

end 3

Arnold Schwarzenegger leverer en solid skuespilspræstation i rollen som sikkerhedsagenten Jericho Cane, og han suppleres rigtig godt på sidelinjen af både Kevin Pollak, som med tiden både har haft store og små roller i både film og TV-serier…  Gabriel Byrne er ikke helt min kop te, men han leverer en kraftfuld og ultra-ond præstation her i “End of days” som selveste Satan i menneskeskikkelse…  Robin Tunney er et overset fænomen – fortrinligt talent pakket ind i masser af charme, som nok havde sin største succes og gennembrud i 1996, hvor hun havde hovedrollen i “Den onde cirkel”…  Rod Steiger, CCH Pounder og Udo Kier er også tre stabile og talentfulde skuespillere, som medvirker i mindre roller…

end 4

Jeg så “End of days” for første gang i starten af årtusindeskiftet, og jeg var i den grad meget imponeret over filmen, som jeg synes var helt i top…  Gensynet med filmen her i 2016 giver mig dog anledning til at drosle en smule ned for blusset, hvor jeg dog stadig er af den mening, at filmen er spændende, underholdende, og uden tvivl værd at se, men hvor jeg knap så meget sad på kanten af stolesædet her ved andet gennemsyn…  Jeg tænker, at det først og fremmest også er fordi jeg husker filmen alt for godt til at blive overrasket…  Mine to store drenge så dog også med, og de var ikke blæst bagover, men de udtrykte begge, at filmen så absolut var god…

“End of days” får 5 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar