“Transformers – The Last Knight”

Når man kaster sig over den femte “Transformers”-film, kan man slet slet ikke forstå, hvordan den har kunnet synke til så lavt et niveau, som det vi bliver præsenteret for i denne film… Den første film var forrygende og eminent godt skruet sammen, og to’eren fortsatte derudaf i samme høje gear… Tre’eren dykkede en smule, men nummer fire blev løftet op på samme høje kvalitetsmæssige og underholdningsmæssige niveau som de første film… Og film nummer fem..? Hold op for en tynd omgang nonsens, hvor der overhovedet ikke er hverken hoved eller hale i handlingen, hvor der bliver sprunget tilfældigt rundt i handlingen, og hvor man hele tiden bare sidder og tænker, hvornår noget af det, som man ser, kommer til at give mening… Svaret er simpelt – For det sker slet ikke på noget tidspunkt her i “Transformers – The Last Knight”… Som i de øvrige film er der naturligvis også masser af teknisk overdådenhed, som nærmest tager pusten fra én, hvor det på imponerende vis er lykkedes filmfolkene at skabe disse avancerede transformationer… Hele filmen igennem er der masser af actionfyldte kampe og ødelæggelser, hvor utallige eksplosioner brager rundt på skærmen… Det er flot lavet, men hvis der så samtidig havde været en tydelig mening med det kaos og tju-bang, som man oplever, så havde det også været langt mere meningsfuldt at overvære denne film… I de første fire film er der masser af meningsfyldt action, hvor man samtidig oplever en intenst spændende og ret så nervepirrende handling udfolde sig på skærmen – så hvad der præcist er gået galt her under tilblivelsen af det femte indspark i film-serien er virkelig en gåde…

Et forsvundet artefakt fra tidligere tider bliver pludselig omdrejningspunktet for et kapløb mellem Autobotterne og Decepticonerne på Jorden… Samtlige Transformers er ellers blevet bandlyst fra at befinde sig på kloden, hvor de i deres kølvand har efterladt masser af kaos, død og ødelæggelse… Derfor er der blevet etableret et særligt team, som skal sørge for at Transformerne holder lav profil, og derfor kommer der naturligvis til en hel del konfrontationer undervejs, hvor der bliver udkæmpet noget, der kunne minde om en ny verdenskrig…

Jeg kommer ikke til at bruge specielt mange flere ord i løbet af denne anmeldelse – For “Transformers – The Last Knight” er virkelig en dårlig film, som i min optik er endt med at blive én af årets største skuffelser… Den kunne sagtens have fået en bundkarakter, men for at retfærdiggøre det ganske fortræffelige tekniske arbejde, der er lagt i filmen, så bliver niveauet alligevel hævet til at lægge lige under middel… Denne femte “Transformers”-film viser bare med al tydelighed, hvor vigtigt det er, at man har en ordentlig historie at basere en film på, for at resultatet kan betegnes som noget, der er seværdigt… Denne film er noget af det værste nonsens, som jeg længe har oplevet, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg nu for anden gang har stået de 154 minutter igennem – Men jeg var bare nødt til at få bekræftet, at jeg ikke tog fejl første gang, jeg så filmen… Jeg håber nu meget på, at man formår at hæve niveauet med de næste film i rækken (hvis der overhovedet kommer flere) – Og ellers ved jeg i hvert fald godt, at jeg er stået af… I “Transformers – The Last Knight” kan hverken en velspillende Mark Wahlberg eller imponerende visuelle effekter rette op på en fuldstændig fejlslået måde at skrue en film sammen på… Forklaringen kan muligvis være, at man her har skiftet manuskriptforfatterne ud med et helt nyt team af skribenter – Og så har man forhåbentlig lært noget af dette forfærdelige fejltrin…

“Transformers – The Last Knight” får 3 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Transformers – The Last Knight” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar