“Du lever kun to gange”

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg elsker at se James Bond… Allerede som barn slugte jeg alle historierne – Og her som voksen er jeg stadig ikke træt af at kaste mig over én af de mange film i ny og næ… “Du lever kun to gange” fra 1967 er, som alle de andre film i serien, en spændende og yderst underholdende film, hvor alle de vanlige ingredienser fra en rigtig James Bond-film er med i rigelige mængder… Musikken til denne femte film bringes endnu en gang til nye højder – Og temaet fra titel-nummeret akkompagnerer handlingen hele vejen gennem filmen, hvor både hæsblæsende actionfyldte scener og intenst dramatiske øjeblikke præger historien, hvor Agent 007 endnu en gang skal forsøge at forhindre verdensfreden i at blive brudt…

Det hele starter med at en amerikansk rumkapsel bliver kidnappet i rummet, hvilket får amerikanerne til at true russerne med krig… Amerikanerne har planer om at sende en ny rumraket afsted om kun ganske få uger, og hvis scenariet gentager sig, vil dette blive betragtet som en reel krigserklæring og konsekvenserne vil være uoprettelige… Den britiske efterretningstjeneste har heldigvis sat en mand på sagen, hvor alle spor peger på, at der foregår noget fordækt i det japanske ø-rige… Og manden er ingen ringere end selveste James Bond, som med alle midler skal forsøge at opspore hvem, der står bag disse handlinger, der kan føre til en tredje verdenskrig…

Sean Connery har sin femte optræden som James Bond her i “Du lever kun to gange” – Og han leverer endnu en gang en både troværdig og overbevisende præstation som Agent 007… Connery har altid været i besiddelse af en helt særlig karismatisk udstråling, hvor han alene med sin tilstedeværelse sørger for, at man er i godt selskab, og hvor man på film får en udsøgt og kvalitativt underholdende oplevelse… Dette har været gældende for samtlige de syv gange han har haft rollen som James Bond, men har i høj grad også været gældende i samtlige roller, som han ellers har haft gennem tiden, både i tiden mens han har spillet agenten med licens til at dræbe og i tiden efter… Efter “Du lever kun to gange” blev han dog i en enkelt film afløst af den australske skuespiller George Lazenby, hvorefter han vendte tilbage til rollen igen i 1971, hvor “Diamanter varer evigt” blev indspillet… Herefter vendte han først tilbage til rollen i 1983, hvor den amerikansk producerede “Never say never again”, som er en genindspilning af “Agent 007 i ilden”, skulle stå sin prøve mod de vanligt engelsk producerede agent-film… Sean Connery er den skuespiller, som jeg til enhver tid vil betegne som den mest rigtige James Bond – Men jeg har intet dårligt at udsætte på de (indtil nu) øvrige fem fortrinlige skuespillere, som har betrådt rollen…

I “Du lever kun to gange” får vi lov til at opleve gadgets i vanlig stil, elskovs-scener, biljagter, skuddueller, actionfyldte nærkampe, forfølgelsesjagter, uventede twists og plot-drejninger, gemene skurke, smækre damer, og et gennemført flot designet opholdssted for forbryderorganisationen Spectre… Det er endnu engang Ken Adam, der står for sidsnævnte – Og som i de tidligere fire film i serien, så viser han igen, at han har den rette sans for at få et prangende design til at fremstå troværdigt og overbevisende i dens helhed… Filmen er instrueret af Lewis Gilbert, som i alt nåede at få instrueret tre James Bond-film, hvor han i slutningen af 1970’erne fik lov til at iscenesætte “Spionen, der elskede mig” og “Moonraker”, hvor Roger Moore har hovedrollen… Gilberts iscenesættelse af “Du lever kun to gange” hænger fint sammen med den stil, som vi kender det fra de fire tidligere film, og han udviser derved også stor ekspertise indenfor det at fange relevante detaljer og samtidig formidle en historie gennem det visuelle medie på en vedkommende og først og fremmest fængslende måde…

“Du lever kun to gange” er dog i sin helhed ikke helt så gennemført imponerende, som jeg oplevede med “Agent 007 – Mission Drab”, “Agent 007 jages”, “Goldfinger” og “Agent 007 i ilden” – Men den er stadig både underholdende og en yderst seværdig film, som man ikke må snyde sig selv for… Er man derfor til action og spænding og klassiske film, er man blot inkarneret fan af James Bond, eller er man filmelsker, kritiker eller nørdet anmelder, så vil man med “Du lever kun to gange” helt sikkert få en rigtig god filmoplevelse…

“Du lever kun to gange” får 6 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Du lever kun to gange” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar