“Kelly’s helte”

“Kelly’s helte” med Clint Eastwood i hovedrollen er sjovt nok en af de film med den altid stilsikre skuespiller, som jeg ikke har fået kastet mig over i mine unge filmår, men måtte helt op i midten af 40’erne, før jeg endelig fik streamet den på mit tv – Og det var helt klart en god, spændende og underholdende fornøjelse at overvære netop denne film… Konceptet i filmen er helt anderledes end det, man har set i tidligere krigsfilm fra slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, hvor man her serverer en lige-på-og hårdt-krigsfilm, der er præget af en masse action, og hvor manuskriptet er både fornøjeligt og ganske velskrevet i sin helhed… Og lad det være sagt med det samme, at man nok ikke skal se filmen på grund af Clint Eastwood’s medvirken, men snarere fordi filmen bare generelt er underholdende og god og anderledes… Clint Eastwood leverer i filmen ikke nogen videre stotstilet præstation, men er dog alligevel hovednavnet på plakaten, da han i filmen netop spiller karakteren ved navn sergent Kelly…

Filmen tager sit udgangspunkt under 2. verdenskrig, hvor de allierede kæmper nogle tunge og uoverskuelige slag mod tyskerne i det krigshærgede Europa… Sergent Kelly får ved et tilfælde nys om, at der bag fjendens linjer skulle befinde sig et mindre lager af guldbarrer, som tilsammen skulle udgøre en ret så eftertragtelig værdi… Dette kan han ikke bare lade være med at reagere på, og snart efter er han i gang med at etablere et hold af udvalgte soldater, som skal hjælpe ham i erhvervelsen af denne dyrebare skat… Som nævnt er denne dog beliggende bag fjendens linjer, så derfor må en storstilet plan også iværksættes, som samtidig også skal være skudsikker i forhold til at få gennemført den farefulde mission…

“Kelly’s helte” har en spilletid på 2 timer og 24 minutter, hvilket er ret så lang tid – Men i selskab med Kelly og hans helte er tiden bestemt ikke lang, men flyver bare afsted… Der er et farverigt persongalleri i filmen, hvor Clint Eastwood, som nævnt bærer hovedrollen, men hvor Telly Savalas og Donald Sutherland gør sig langt mere bemærket med hver deres karismatiske personlighed… Savalas er den hårdkogte og handlekraftige type, der ikke finder sig i noget som helst pis, mens Donald Sutherland giver den fuld skrue som en lettere retarderet kampvognsfører, som i hippie-tidens USA vist nok har røget noget, som han ikke skulle have gjort… Man skal lige vænne sig til hans måde at agere på, men han vinder helt sikkert mere og mere indpas, efterhånden som filmen skrider frem…

Dialogerne i “Kelly’s helte” bærer en hel del af filmen, og de er velskrevne og interessante, hvor man nærmest får tankerne henledt på noget, der minder om poesi… Mest af alt har instruktør Brian G. Hutton dog sørget for at skabe en masse spændende og actionprægede scener, som helt uden sammenligning er bygget op med en intensitet og nerve, som må soiges at klæde filmen rigtig godt… Desuden er musikken, der er komponeret af Lalo Schrifrin, også helt særlig stemningsskabende for filmen som helhed, hvor man simpelthen ikke kan lade være med at blive grebet af de forskellige sange, som der også er lagt ind i filmen – De vil simpelthen ikke ud af hovedet igen… Og hvem kan så stå for den måde, som Ennio Morricone’s berømte mesterværk til Sergio Leone’s “Dollars”-trilogi er kopieret hen imod slutningen af filmen..? Det er genialt lavet, men desværre også det sidste rigtig gode ved filmen – For de sidste fem minutter af handlingen er en smule nedtonende for den ørige del af filmen, men reddes dog heldigvis af slut-teksterne, hvor der igen bliver afspillet en ørehænger…

Alt i alt er “Kelly’s helte” det hele værd… Der er tale om en ret så underholdende krigsfilm, der er baseret på en fiktiv hændelse, og som mest af alt minder om en blanding mellem “Det beskidte dusin” og “Skatteøen”… Helt klart én af 1970’ernes bedste krigsfilm, som jeg kun kan anbefale, at man får kastet sig over…

“Kelly’s helte” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Kelly’s helte” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar