“Transformers”

“Transformers” er en ovenud fantastisk film, som både leverer en sindsygt god historie, og som er gennemgående flot konstrueret i alle detaljer… Oprindeligt har Transformers sit ophav i noget populært legetøj fra Hasbro, som især i 1980’erne var meget in at lege med… Sidenhen blev der produceret en række tegnefilm, hvor heltene fra det ydre rum (også kaldet autobotter) med Optimus Prime i midten kæmpede mod den ondsindede Megatron og hans hær af Decepticoner – Og så i 2007 gav instruktør Michael Bay fuld gas ved at skabe et formidabelt filmisk spektakel, som på alle måder slår benene væk under publikum… Der er fart og tempo på hele vejen gennem filmen, og de visuelle effekter er så ubeskriveligt imponerende lavet, hvilket kun efterlader én fuldstændig lamslået af benovelse… Med “Transformers” er der vist nye højder for, hvad der er teknisk muligt på film, og jeg kan kun udtrykke min storslåede begejstring for at leve i en tid, hvor jeg har fået lov til at opleve denne filmiske perle indenfor den visuelle kunst…

Hele eventyret starter ude i rummet, hvor Kubussen for mange år siden var det eksistensielle for alt levende i universet… Nogle væsener opdagede den magt, som Kubussen kunne have, hvis den kom i ens besiddelse, og derfor begyndte en evig kamp om at erhverve sig denne magiske genstand… Nogle ville tilrane sig ondsindet magt, mens andre ville beskytte den eksisterende magt – Og således startede krigen mellem Autobotterne og Decepticonerne… Kubussen forsvandt dog på et tidspunkt, og landede ved et tilfælde på Jorden, og dette har Autobotterne ganske belejligt fået opsnappet, hvorved de sætter kursen mod Den Blå Planet, hvor en uvidende ung mand ved navn Sam Witwicky kommer til at spille en meget central rolle i forhold til generhvervelsen af den magiske terning…

Som nævnt i indledningen, så er “Transformers” en gennemført fantastisk film, som indeholder alle de helt rette elementer for rent kvalitetsmæssigt at kunne komme op i en liga af film, hvor kun de allerbedste mesterværker lander… Jeg har nu set filmen for tredje gang, og jeg må bare sande, at den bestemt ikke bliver ringere for hvert gensyn… Spændingen er intens, og så er handlingen ovenud actionfyldt og præget af et hæsblæsende tempo, hvor man nærmest taber pusten ved blot at overvære de imponerende billeder glide hen over skærmen… Manuskriptet er meget velskrevet, og selvom Michael Bay har fået en del på hatten for at have lavet en tju-bang-film, så er “Transformers” på alle måder bare en vellykket én af slagsen…

Shia LaBeouf spiller hovedrollen som Sam Witwicky, og han er formidabelt castet til rollen, hvor han med sin naive uskyld og hans lidt flabede udseende passer perfekt i rollen som den unge mand, der sammen med Autobotterne skal tage kampen op mod Decepticonerne… Han bliver assisteret af en henrivende Megan Fox, der spiller på alle tangenter for at agere sexet – Og der er ingen tvivl om, at de fleste mænd helt sikkert er blevet forelsket i Mikaela Banes, som hendes karakter hedder… Sammen udgør Shia LaBeouf og Megan Fox en sublim duo, hvor de i filmen vokser med opgaven – og kommer til at udvise et mod af større dimensioner, end de anede, at være i besiddelse af…

Der er også en hel del humor implementeret undervejs i filmen, som både er charmerende og placeret som passende afbræk i forhold til den ellers så alvorlige og dramatiske handling, som finder sted… Autobotterne er også i besiddelse af helt særlige og uimodståelige personligheder, hvor man ikke kan andet end synes godt om disse mekaniske væsener… Konstruktionen af dem er vanvittig detaljeret, og det er uden for ens fatteevne, at man med en så overbevisende præcision har kunnet fremstille disse skabninger… Generelt er “Transformers” en film, som man ikke skal snyde sig selv for… Det er en rutsjebanetur af de sjældne, og man er underholdt hele vejen gennem den lange spilletid på 144 minutter – Og heldigvis er der flere fantastiske film i serien, som man kan kaste sig over, hvis man (som jeg) ikke har fået nok efter denne første runde… Tillykke til Michael Bay og hans team af filmfolk med at få landet “Transformers” på dette mesterlige niveau – Jeg er dybt imponeret og kan kun anbefale, at man kaster sig ud i eventyret…

“Transformers” får 7 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Transformers” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

One Comment

Skriv et svar