“Batman Begins”

Tilbage i 2005 udsendte instruktør Christopher Nolan den første film i en banebrydende trilogi om den velkendte superhelt, Batman… Vi får med “Batman Begins” den rigtige og sandfærdige historie om, hvordan Bruce Wayne blev til Batman, og det er en både mørk og dyster fortælling, som vi bliver præsenteret for – Og den er virkelig langt væk fra det tegneserieagtige univers, som blev skabt og startet af Tim Burton tilbage i 1989… Jeg kan rigtig godt lide denne film, og nok mest fordi man virkelig kommer ind under huden på den filmiske karakter, hvor bevæggrunde for handlingsmønstre og personlige værdier tydeligt bliver skitseret op… Der er ingen overdrevne superskurke, som skal bekæmpes, men udelukkende sand gemen ondskab, som der skal gøres op med – Og til dette er Nattens Ridder den helt rette…

Det hele starter i Tibet, hvor en sammenbidt Bruce Wayne forsøger at finde sig selv og den identitet, som skal gøre ham til forkæmper for retfærdighed… Her møder han Ra’s Al Gul, som er en tibetansk munk, som har en uendelig visdom i forhold til, hvordan menneskets psyke og sind fungerer… Bruce Wayne bliver trænet både fysisk og mentalt af sin læremester Ducard, der spilles fortrinligt af Liam Neeson, og snart er han klar til at vende tilbage til Gotham City, hvor han bliver til Batman… I første omgang er folk i byen lettere opskræmte over, at der pludselig befinder sig en flagermuselignende skikkelse i deres omgivelser, som ingen midler sky’r i forhold til at eliminere forbryderisk ondskab og kriminaltet, men efterhånden, som tiden går, får de øjnene op for, at denne nye kappeklædte helt kun vil folkets og byens bedste…

Christopher Nolan er en fremragende instruktør, der uden tvivl helt og holdent er dedikeret til sine filmiske projekter… Han er blevet rost til skyerne for blandt “Memento”, “Inception” og “Interstellar”, men det er for hans trilogi om Batman, at hans berømmelse for alvor har slået igennem… Og han har vitterligt med disse tre film i serien også skabt noget unikt indenfor den genre, som kaldes superhelte-action, hvor han på ingen måde maler noget som helst rosenrødt op, men fremstiller livet som superhelt på en særdeles mørk og dyster måde, hvor han tydeliggør, at det er en tung byrde at bære, når man vælger at hellige sig sit liv til at redde menneskeheden fra alskens forbrydelser… Nolans univers i Batman-filmene er virkelig gennemførte i deres opbygning, hvor man decideret bliver benovet over det produktionsmæssige design, der er lagt i filmene… Om det er de actionmættede kamp-scener eller om det er de tempofyldte forfølgelsesscener eller de mere melodramatiske øjeblikke, så er der på alle måder kræset for detaljerne, og resultatet er kvalitetsmæssigt i en flot standard…

I rollen som Batman ses en yderst velspillende Christian Bale, som med stor troværdighed og overbevisning er gået ind i rollen… Han får følgeskab af både Gary Oldman (i rollen som kommisær Gordon), Michael Caine (i rollen som Alfred), Morgan Freeman (i rollen som Lucius Fox), og som nævnt Liam Neeson (i rollen som Ducard)… Alle som én toner frem med stor troværdighed og overbevisning – Og det er et perfekt skuespiller-ensemble, som er samlet til at give nyt liv til historien om Batman… Det skal også lige slutteligt nævnes, at special-effekterne i filmen er meget imponerende, selvom de på en sær vis også kan virke lidt afdæmpet… Måske skyldes dette også musikken komponeret i et samarbejde mellem Hans Zimmer og James Newton-Howard, der virkelig har lavet et formidabelt score til filmen, hvor man hele tiden forventer store crescendoer brage ud af højttalerne, mens filmen bliver afviklet på skærmen, som dog aldrig rigtig kommer… Det skaber en anderledes og ægte intensitet i filmen, og det er generelt genialt tænkt og fremstillet… Filmen har en spilletid på 140 minutter, men man må bare ikke snyde sig selv for den oplevelse at se, hvordan Batman opstår… Det er en filmisk milepæl, som har en fremtrædende betydning for udviklingen af DC-universet for superhelte…

“Batman Begins” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Batman Begins” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar