“Jurassic Park”

Jeg simpelthen bare elsker “Jurassic Park”… Jeg har nu (anno 2019) genset filmen for femte eller sjette gang – og den bliver bare ved med at være lige så god som allerførste gang, jeg så den i biografen tilbage i 1993… Filmen er placeret som nummer otte på min liste over de bedste film, der nogensinde er lavet – Og efter mit gensyn med filmen kunne jeg kun bekræfte overfor mig selv, at den fortsætter med at være placeret, hvor den er… “Jurassic Park” er gennemsyret af nervepirrende spænding og intens uhygge, som er blandet med højdramatiske scener og tilsat en smule fin og velafbalanceret humor – Og som helhed fungerer den overordentlig godt… Selve iscenesættelsen har Steven Spielberg stået for, og som jeg efterhånden har nævnt i en del anmeldelser af film, hvor netop denne unikke instruktør står bag, så er han bare en mand, der ikke går på kompromis med kvaliteten af sit arbejde, og så laver han samtidig film med hjertet, hvor “Jurassic Park” ikke er nogen undtagelse… Der er med denne film tale om et filmisk mesterværk, som til trods for at den teknologiske udvikling på filmområdet er gået forrygende stærkt i de seneste par år, stadig er et mesterværk uden sammenligning, hvor alt lige fra udførelsen af kameraarbejdet, det sindsygt medrivende manuskript skrevet af Michael Crichton og David Koepp, den iørefaldende musik komponeret af John Williams, special-effekterne, skuespillet og ikke mindst iscenesættelsen går op i en højere enhed og giver en uforlignelig filmoplevelse, der kvalitetsmæssigt hæver sig langt op over den standard, som er normalen indenfor formidlingen af den visuelle kunst…

Man har i mange år forsøgt at fremstille dinosaurerne kunstigt, og da man med en avanceret form for gen-teknologi får adgang til noget DNA fra myg, som tilfældigvis har suget blod fra de uddøde kæmpemæssige skabninger, bliver drømmen til virkelighed… John Hammond har skabt sin egen dyrepark på en ø ud for Costa Rica, hvor de forhistoriske dyr er blevet levendegjort og udstillet på en måde, som et nysgerrigt publikum vil valfarte til øen for at opleve… Inden parken åbner, er man dog nødt til lige at teste faciliteterne, og derfor inviteres en række særligt udvalgte forskere og personligheder med til parken, hvor de skal have en oplevelse for livet… Heriblandt er arkæologogen Allan Grant, som næsten ikke kan tro sine egne øjne, da han ser de kæmpemæssige skabninger… Noget går dog galt, og pludselig er kontrollen sat over styr, hvilket får panikken til at sprede sig rundt om i parken…

“Jurassic Park” er baseret på en bog af forfatteren Michael Crichton, og den er af instruktør Steven Spielberg blevet omsat til en fantastisk film… Spielberg formår med sine helt særlige egenskaber som instruktør at skabe en helt særlig stemning i sine film, hvor han i høj grad lader det fortællermæssige være omdrejningspunktet for sin formidling gennem det visuelle medie… Han er i besiddelse af en helt speciel sans for at bygge scenerne op omkring historien, hvor han får indfanget sit publikum og giver dem en oplevelse, hvor de for en stund glemmer tid og sted, og lader sig opsluge af en helt anden verden, hvor fantastiske ting kan ske – og kommer til at ske… “Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet” er der et citat, der lyder – Og Spielberg er med sin ihærdighed omkring sit filmiske arbejde og sin dedikation til at lave film i en helt særlig liga af film-skabere, hvor man sidder og får den dybeste respekt for ham som menneske, når man fornemmer hvor meget sjæl og hjerte, han har lagt i filmene…

Det kan godt være, at det lyder som noget pladder – Men når man (som jeg) er filmelsker, så betyder det rigtig meget, at man får en oplevelse, som dem Steven Spielberg er med til at give én… Med “Jurassic Park” er der tale om en film, hvor alt fungerer – Hvor de forhistoriske dinosaurer er bragt til live på en yderst overbevisende måde – Hvor spændingskurven hele tiden stiger gennem filmens 127 minutters lange spilletid – Og hvor der er skabt en levende og dynamisk billedside, som akkompagneres af en bragende flot musik-komposition, hvor tonerne fra John Williams’ tema til filmen vil gå over i filmhistorien…

I dag (anno 2019) er “Jurassic Park” også gået over i filmhistorien som en af de mest betydningsfulde film, der nogensinde er skabt… Som nævnt ligger den på plads nummer otte på min egen liste over de bedste film, som jeg har set – Og på IMDB’s liste ligger den placeret som nummer 180… Den affødte to direkte efterfølgere, hvor dog kun den første af disse også er instrueret af Steven Spielberg… Efterfølgende er serien blevet videreført med endnu en trilogi, som går under titlerne “Jurassic World”, hvor der indtil nu kun er udkommet to af disse – Og hvor vi nu spændte og forventningsfulde kan gå og glæde os til afslutningen, som helt sikkert bliver en fest… “Jurassic Park” vandt tre Oscars i kategorierne bedste lyd, bedste lydeffekter og bedste special-effekter, hvilket helt og holdent er meget velfortjent… Den kunne efter min mening såmænd sagtens have vundet i endnu flere kategorier, da der vitterligt er tale om et mesterværk… Jeg kan slet ikke nævne alle de glorværdige øjeblikke, som der kan opleves i filmen, men kan blot anbefale, at man selv giver sig selv lov til at opleve eventyret folde sig ud… “Jurassic Park” er en uovertruffen fantastisk film, som kilder nerverne – Og giver én en rutsjebanetur af de sjældne, hvor adrenalinet i dén grad kommer til at pumpe blodet hurtigere rundt i kroppen… Den må bare ses…

“Jurassic Park” får 7 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Jurassic Park” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

One Comment

Skriv et svar