“Dangal”

Der er for mig bare et eller andet uforklarligt tiltalende ved indisk film, og jeg er her i 2019 for alvor begyndt at udforske filmmarkedet for film, som er produceret i denne eksotiske del af verden… Nogle af disse film er deciderede perler – og “Dangal” kommer for mit vedkommende helt sikkert også ind under denne betegnelse… Dangal betyder bryder, og det er netop, hvad filmen handler om… “Dangal” er en biografisk skildring af, hvordan to indiske piger blev fremtrædende og fik succes i bryder-verdenen – Og samtidig er det en film, der skildrer, hvordan man kommer til at opnå sine mål, så længe man står fast på sin beslutning om at ville nå dem… Man vil undervejs støde på bump og forhindringer, men hvis man er vedholdende, stædig og fastholder at kæmpe kampen, så ender man helt sikkert også med at komme i mål med sine drømme…

Filmen starter med at vi bliver introduceret for den tidligere fribryder Mahavir Singh Phogat, som håber på at hans kone vil føde ham en søn, som kan gå i hans fodspor… Dog bliver han ved med at blive far til den ene pige efter den anden, men opdager så ved et tilfælde, at de har det rette stof i blodet, som kan gøre dem til de første kvindelige indiske brydere, og derfor starter han med at føre dem gennem et benhårdt træningsprogram, hvor deres fysik skal styrkes og hvor deres smidighed og teknikker skal optimeres, således at de vil kunne stå mål med det inderlige ønske, som faren har om, at de skal ende øverst oppe på sejrsskamlen med en guldmedalje om halsen… Pigerne er ikke altid helt indforståede med faderens hårde træningsmetoder, men de lærer at bide tænderne sammen og til sidst gør det dem i stand til at deltage i både lokale turneringer og mesterskaber på et verdensomspændende plan…

Én af de slående ting ved indisk film er den storslåethed, der er at finde på den tekniske side… Det er helt vildt fantastisk at opleve, hvordan kameraføring, klipning, musik og andre tekniske sider af filmene smelter sammen til at udgøre en filmoplevelse, der rent kvalitetsmæssigt løfter sig op på et niveau, hvor underholdningsværdien er af en helt exceptionel karakter… Handlingsmæssigt set er “Dangal” fantastisk historiefortælling, hvor instruktør Nitesh Tiwari i en helt uovertruffen grad har formået at formidle en fortælling via det visuelle medie, og har gjort filmen til en gribende, fængslende, lærerig og opløftende og vedkommende én af slagsen… Jeg ved heller ikke helt, hvad det er, der gør det – Men jeg bliver simpelthen nødt til at afsløre, at filmen på flere områder også er dybt rørende, som påvirkede mig på en måde, hvor jeg måtte knibe et par tårer… Jeg var meget opslugt af denne helt igennem forbløffende historie om en far og hans evindelige stræben efter at bevare troen på og håbet om, at hans piger skal drive det så vidt, at de slår igennem med deres drømme og opnår en velfortjent berømmelse…

Filmens hovedperson spilles af Aamir Khan, som jeg tidligere har set i “3 Idiots” og “Lagaan – Once upon a time in India” – og i alle tre film har han spillet en meget uensartet karakter, hvilket blot viser den mangfoldighed, som hans skuespillerevner strækker sig ud over… I “Dangal” er han for det meste en lettere sammenbidt karakter, men med hjertet det rette sted… Generelt leverer de mange medvirkende hver især virkelig gode og overbevisende præstationer i deres respektive roller, og man får en rigtig god indsigt i deres følelsesmæssige kampe, som får de centrale figurer til at komme ind under huden på én… “Dangal” er (ligesom de fleste andre indiske film) rigtig lang, hvor den med en spilletid på 161 minutter har den opgave ikke at blive kedelig og langtrukken – Og jeg må sande, at det formår den på alle måder at leve op til ikke at blive… Man kan ikke andet end blive grebet og opslugt af filmen, og det er en stor nydelse, at filmen har en så lang spilletid… I bund og grund er historien bygget op over den efterhånden velkendte formel, som man også har oplevet i “Rocky” og “Karate Kid”, men det er en opskrift, der fungerer – Og jeg kan kun på det kraftigste opfordre til, at man giver sig selv den oplevelse at se filmen… Man kan ikke andet end synes godt om “Dangal” – Og som en lille bonus kan jeg oplyse, at den ganske velfortjent har placeret sig på plads nummer 84 på IMDB’s internationalt anerkendte liste over de bedste film produceret gennem filmhistorien…

“Dangal” får 6 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Dangal” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar