“Batman & Robin”

I “Batman & Robin” fortsætter instruktør Joel Schumacher sin filmiske formåen og giver publikum mere af det, som han præsenterede sit superhelte-hungrende publikum for tilbage i 1995 med “Batman Forever”… Manuskriptet er blevet en smule tyndere, og skurkene en del mere karikerede, men der serveres stadig masser af action og spænding, mens den kutteklædte hævner slår sine folder i hans evindelige kamp mod en gemen superskurk… Robin er, som titlen antyder, blevet en fasttømret del af serien – Og uden at afsløre for meget kan jeg lige nævne, at det ikke er helt slut med at udvide den besætning, som slår deres folder i godhedens tegn… Endnu en gang er der en god udvikling af de enkelte karakterer, og der er også plads til følelsesmæssige udladninger, samt en hel del dramatiske øjeblikke fordelt rundt om i filmen… Og så er indpakningen endnu en gang af den ekstravagante slags, hvor fejende flotte special-effekter præger billedskærmen og er med til at gøre hele oplevelsen til en underholdende fornøjelse at overvære…

Batman må denne gang tage kampen op mod superskurken Mr. Freeze, som holder byen i skak med sin avancerede teknologiske opfindelse, hvor han kan fryse alt og alle til is på ganske få sekunder… Mr. Freeze var en gang en videnskabsmand, som forskede i, hvordan han kan få genoplivet sin elskede hustru, som ulykkeligvis har været udsat for en ulykke, der har ført til, at hun er bragt i kunstigt koma… Han har brug for diamanter til at fuldføre sin mission, og disse værdifulde ædelsten er ikke sådan til at anskaffe på helt lovlig vis, hvilket gør ham til en potentiel trussel for byen og dens borgere… Da en kvindelig skurk ved navn Poison Ivy også gør sit indtog kommer den dynamiske duo nærmest på overarbejde i kampen for at få genskabt den fred og ro, som der skal være for at alle igen kan føle sig trygge og sikre….

I “Batman & Robin” spilles Batman af George Clooney, hvilket må siges at være et ret godt valg til rollen… Clooney leverer en overbevisende og troværdig præstation som forkæmper for det gode, og afløser både Michael Keaton og Val Kilmer på bedst mulig måde, uden at noget rent kvalitetsmæssigt går tabt på den konto… Robin spilles endnu en gang af Chris O’Donnell, og han er på ganske kort tid blevet ét med rollen… Skurken Mr. Freeze spilles af Arnold Schwarzenegger, og han er temmelig karikeret, selvom man bag sminken også kan ane hans skuespilsmæssige kvaliteter… Poison Ivy spilles af Uma Thurman, og hun ikke kun leverer en af filmens absolut bedste præstationer, men gør også karakteren til en både interessant og spændende person… Slutteligt er jeg nødt til også at nævne Alicia Silverstone, der kan opleves i rollen som Alfreds niece – Og hun er bestemt heller ikke helt uden skuespilsmæssige evner… Men selvom de skuespilsmæssige kvaliteter er i orden her i filmen, så er det alligevel afgørende for den endelige bedømmelse af filmen, at også manuskriptet er veldrejet – Og her er der som nævnt desværre tale om en nedgang i det niveau, som har været kendetegnende for de tre øvrige film, og derfor lander “Batman & Robin” også på sidstepladsen, hvis man skal rangere filmene fra 1989 til 1997…

Man er dog ganske vist underholdt og det hele reddes især af at instruktør Joel Schumacher har udvist et helt særligt flair for at sammensætte og formidle en fortælling på et plan, hvor det visuelle smelter sammen med de øvrige filmiske kvaliteter, hvilket samlet set kommer til at udgøre ganske formidabel underholdning… Er man Batman-fan eller blot tilhænger af film, hvor superhelte får lov til at folde sig ud – så må man på ingen måde snyde sig selv for at opleve Bob Kane og Bill Fingers kreation, som har skabt en skare af uforbeholdne tilhængere af den legendariske superhelt, som jo rent teknisk set kun har sin gode fysik og sine avancerede tekniske opfindelser som slagkraftige våben i kampen mod de talrige superskurke, som han gennem tiden har krydset veje med… Og har man ikke fået nok af Batman, så er der masser af filmisk materiale derude på markedet, hvor man både kan kaste sig over Christopher Nolans fantastiske trilogi og ellers følge den maskerede helt i de moderne film-eventyr, hvor han slår sine folder sammen med en række andre superhelte, der tilsammen kalder sig for Justice League… Og så ved jeg, at endnu mere Batman-materiale i skivende stund er under udvikling…

“Batman & Robin” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Batman & Robin” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar