“Klyng dem op”

Clint Eastwood blev for alvor berømt i midten af 1960’erne, hvor han spillede rollen som den tavse revolverhelt uden noget navn, som figurerede i tre italiensk producerede film med Sergio Leone i instruktør-stolen… Disse tre film står i dag som udødelige klassikere, og én af dem (“Den gode, den onde og den grusomme”) er sågar også at finde på min top 10 over de bedste film, der har set dagens lys gennem filmhistorien… Siden successen med den såkaldte “Dollars”-trilogi har Eastwood været involveret i talrige filmprojekter fra Hollywood, og har en del gange også selv stået for instruktionen – Og i en alder af 89 år (her anno 2019) er han stadig både aktiv som instruktør og skuespiller… “Klyng dem op” blev hans første western produceret i USA, og det er måske nok én af hans mest oversete film, selvom den virkelig er ganske flot skruet sammen…

Filmen starter i helt klassisk stil med, at man ser en ensom rytter komme ridende… Han er i gang med at drive kvæg, og da de har krydset en flod bliver han pludselig holdt op af en bande, som anklager ham for at være kvægtyv, og de gør kort proces ved at hænge ham i det nærmeste træ… Manden er dog uskyldig og undslipper med nød og næppe at lade sig overmande af dødens favntag – og da han snart efter er kommet til hægterne igen, melder han sig som vicesherif… Udstyret med en stjerne og en revolver drager han således på et hævntogt, hvor han vil inddrive og fange de mænd, som fik ham klynget op…

Ted Post har stået for iscenesættelsen af denne dramatisk spændende western, der på ingen måde er romantiseret på samme måde, som vi kender det fra især de film, som John Wayne har medvirket i… Post har helt sikkert skelet til, hvordan Sergio Leone fik skruet sine film sammen, hvor man især i musikken kan genkende klangen fra de uovertruffelige spaghetti-westerns… Ted Post har dog ikke villet kopiere Sergio Leone, men har tydeligvis skabt sin helt egen stil, og han har bestemt landet den barske og hårdkogte western på et ganske fornuftigt niveau… Der er ingen kedsommelige scener i filmen, og hele tiden veksles der mellem action og højdramatiske momenter… Post fik med “Klyng dem op” ikke sådan uden videre sparket sin filmkarriere i gang, men et par stykker er det da efterfølgende blevet til, hvor hans mest ansete film nok er “Dirty Harry går amok” (“Magnum Force”), hvor han endnu en gang arbejder sammen med Clint Eastwood…

Clint Eastwood har altid stået for mig som en ikonisk skuespiller, som har haft et hav af forskellige roller, som han allesammen har fremført med en beundringsværdig troværdighed og overbevisning… I “Klyng dem op” gør han ingen undtagelse, og han får – især i den sidste halvdel af filmen – godt følgeskab af Inger Stevens, hvis karakter har en del tilfælles med Eastwood’s figur… Generelt er denne western seværdig, og man får uden tvivl en rigtig god filmoplevelse, der kvalitetsmæssigt sagtens kan hamle op med både de italienske westerns og de bedste amerikanske westerns… “Klyng dem op” bør ses af enhver filmelsker med hang til en god og gedigent spændende western…

“Klyng dem op” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Klyng dem op” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar