“Navarones Kanoner”

“Navarones Kanoner” er en vaskeægte klassisk krigsfilm fra den tid, hvor Hollywood formåede at lave film af en helt særlig støbning, hvor en spændende og actionmættet handling smelter sammen med en stab af medvirkende, som giver liv til farverige og interessante karakterer, som man som publikum kommer til at få et helt særligt forhold til… Det hele er mesterligt iscenesat af J. Lee Thompson, hvor han med stor sans for detaljer og væsentlige elementer i det fortløbende handlingsforløb får skabt en af den slags film, som kan gå under betegnelsen udødelig klassiker…

Vi befinder os midt under afviklingen af Anden Verdenskrig, hvor de amerikanske tropper har udset sig de to frygtindgydende tyske kanoner, som er placeret på den græske ø Navarone, og som med en helt særlig form for præcission og træfsikkerhed holder alle fjendtlige fartøjer fra bare at nærme sig øen… En lille udvalgt skare af dygtige soldater er dog udset til at tilintetgøre disse kanoner, og missionen bliver både farefuld og risikabel, og alt imens den spænder af, tager den samtidig nogle højst uventede drejninger, som selv den lille gruppe af special-uddannede soldater ikke ville kunnet have forudset…

Hele filmen bliver båret af to eminente skuespillere ved navn Gregory Peck og Anthony Quinn, der begge har lagt talrige klassikere bag sig… De er vant til at fylde deres respektive roller ud på film, og her i “Navarones Kanoner” gør de ingen undtagelse… Peck er den sammenbidte, handlingsprægede og beslutsomme officer, som har ansvaret for at missionen kommer til at lykkes, og Quinn spiller den karismatiske lejesoldat, som er gjort af det hårde stof, og som bestemt ikke er mindet på at skulle give op, uanset hvor håbløst situationen tegner sig til at blive… De får følgeskab af en velspillende David Niven, der kan opleves i rollen som sprængstofekspert, og så er det en fornøjelse at opleve Irene Papas i en betydningsfuld birolle, hvor hun efter bedste evne assisterer gruppen af mænd på deres mission… Man kan desuden opleve en forholdsvis ung Richard Harris i rollen som en højtråbende officer i starten af filmen…

“Navarones Kanoner” er indspillet i 1961, og året efter udkom den første James Bond-film… Og grunden til, at jeg nævner dette, er fordi at begge disse film har nogle paralleller, som man ikke kan undlade at drage sammenligning omkring… Hvis man ikke vidste bedre, så kunne “Navarones Kanoner” godt gå for at være en James Bond-film, hvor den især på det overdådige produktionsdesign, de eksotiske locations og den sindsoprivende spændende handling sagtens kunne have inspireret film-folkene på de britisk producerede agent-film i forhold til, at skrue en film sammen, som kommer helt ind under huden på publikum…

Filmens handling spænder over seks dage, og efter en kort, men fyldig prolog, hvor tingene bliver skitseret tydeligt op, er man ellers bare i gang med at få serveret en herlig krigsfilm, som underholder på et helt særligt kvalitetsmæssigt højt niveau i samtlige 158 minutter, som filmen varer… Der er masser af højdepunkter plantet undervejs i filmen, og masser af mindeværdige scener, som allerede er gået over i filmhistorien som klassiske… Jeg sad med nerverne helt uden på tøjet, da gruppen starter deres mission med at overleve en kraftfuld storm, hvor de efterfølgende er nødt til at bestige en nærmest lodret klippevæg uden noget grej af nævneværdig betydning, som skulle kunne hjælpe dem med at gøre netop dén tur nemmere… Derefter følger den ene actionfyldte scene efter den anden, hvor skudvekslinger, eksplosioner og farefyldte momenter, hvor gruppen skal undgå at blive afsløret eller fanget præger handlingen… Det hele faldt rigtig meget i min smag, og jeg er sikker på, at enhver med bare en lille smule hang til klassiske krigsfilm vil have samme gode oplevelse med denne spændende film… Jeg kom aldrig helt op at ringe over den, og den kommer heller ikke helt op på siden af “Det beskidte dusin”, som uden tvivl er den bedste krigsfilm fra 1960’erne – Men underholdende er “Navarones Kanoner” uden tvivl…

“Navarones Kanonoer” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Navarones Kanoner” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar