“Candyman”

Jeg så “Candyman” første gang tilbage i 1993, og gav den faktisk en ret god karakter – Men her ved gensynet med den her i 2019 faldt den langt fra lige så meget i min smag, som den gjorde dengang… Det viser nok bare noget om, hvordan man sådan rent menneskeligt flytter sig, og hvordan man også flytter sine værdier i forhold til, hvad man rent underholdningsmæssigt set betragter som seværdigt… “Candyman” er dog stadig en udmærket film, som helt bestemt også byder på uhyggelige øjeblikke, men helt så skræmmende, som jeg fandt den i sin tid, var den bare ikke her ved gensynet… Det største problem med filmen er, at den simpelthen er alt for længe om at komme ordentlig i gang… Der bygges naturligvis stille og roligt op til alle de makabre scener, som kommer til at udspille sig i den sidste halvdel af filmen, og selve idéen med at lade en gammel vandrehistorie komme til live via det visuelle medie er i princippet et godt udgangspunkt – og set talrige gange tidligere i andre film…

En kvindelig universitetsstuderende er i gang med at skrive en afhandling omhandlende gamle myter og vandrehistorier, og hun får under sit arbejde nys om fortællingen om Candyman, som efter sigende skulle hjemsøge dig og tage dig med over i de dødes rige, hvis blot du påråber ham, ved at sige hans navn fem gange, mens du kigger dig i spejlet… Candyman led for mange år tilbage i tiden en grufuld skæbne, hvor han blev forfulgt og fanget og derefter tortureret til døde, og dette har medført, at der hviler en forbandelse over hans eksistens som sagnomspunden myte… Selvsagt er der folk i den studerendes omgangskreds, som skal prøve kræfter med sig selv, og får fremmanet ordene, som påkalder Candyman – Og dermed begynder der at ske en hel del blodige og makabre mord…

I rollen som Candyman kan man opleve Tony Todd, og han gør det ganske udmærket, selvom han på ingen måde formår at bringe en særlig skræmmende attitude over hans figur… Han spiller simpelthen alt for afdæmpet til sådan for alvor at træde i karakter, og selvom han er skyld i en del af de grufulde mord, som finder sted undervejs i filmen, så bliver han aldrig helt så uhyggelig, som man fx kan opleve med de karakteristiske mordere som Jason Vorheeres fra “Fredag d. 13.”-filmene og eller Freddy Krueger fra “Morderisk Mareridt”-filmene… Candyman’s varemærke er en klo, som er monteret på hans ene arm, hvor hånden mangler, og han bruger kloen til at flænse sine ofre op fra skridtet og hele vejen op til halsen – Og det i sig selv er jo temmelig ulækkert og makabert, men selve hans karakter mangler i den grad bare at udvise den morderiske patina, som helt tydeligt lægger i de andre nævnte figurer…

Virginia Madsen spiller rollen som den universitetsstuderende, som undersøger myten om Candyman, og hun er helt sikkert både velspillende og troværdig i sin rolle… Det er også hendes karakter, der har den mest fremtrædende rolle i filmen, og bortset fra hendes forholdsvis korte medvirken i “Highlander 2 – Det endelige opgør” må hendes rolle i “Candyman” helt bestemt betegnes som den bedste og mest overbevisende…

Iscenesættelsen er varetaget af Bernard Rose, der har valgt at gøre brug af en ganske ordinær stil i forhold til at få formidlet sin historie ud til publikum… Han har også selv stået for at skrive manuskriptet, som er baseret på en roman af den britiske forfatter Clive Barker… Jeg har i mine yngre år et par gange forsøgt at kaste mig over Clive Barker’s bøger, men generelt falder de langt uden for min smag… De er skrevet med en indforståethed, som gør, at man skal have en temmelig god forestillingsevne i forhold til at se handlingen udspille sig i de meget mystiske universer, som han bygger op i sine fortællinger, og minder mest af alt om noget H.P. Lovecraft-agtigt hjemmebryg… Så derfor har jeg ikke rigtigt kunnet forene mig med hans litterære værker…

“Candyman” er baseret på den novelle, der hedder “The Forbidden”, som er at finde i en af Clive Barker’s talrige novelle-samlinger, og generelt er der ikke tale om de store sammenhænge, hvilket derfor får filmen til at stå ret alene… Filmen affødte to efterfølgere, og så er der planlagt en genindspilning af filmen, som får premiere i 2020, hvilket forhåbentlig også bliver så meget opdateret i forhold til de normer, som især jeg efterlyser, når gyset skal afspille sig som effektivt på min tv-skærm… Det er lykkedes temmelig godt med en del andre genindspilninger, som er blevet produceret indenfor de seneste par år, så forhåbentlig fortsætter denne positive udvikling også i en lang årrække fremad, og ikke mindst med “Candyman”… Jeg troede ikke, at det var muligt, at jeg ville flytte mig så meget i forhold til, hvad jeg synes godt om på film, men “Candyman” når som nævnt desværre ikke op på det samme kvalitetsmæssige høje niveau, som den landede på tilbage i den tid, hvor den blev lanceret på markedet for første gang… Nogle film holder – Også gyserfilm og horrorfilm – Men “Candyman” er desværre ikke én af dem…

“Candyman” får 4 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Candyman” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar