“3 Idiots”

Mine to første bekendtskaber med de såkaldte Bollywood-film var udsøgte mesterværker, som helt og holdent slog benene fuldstændig væk under mig (“Rangoon” og “Lagaan – Once upon a time in India”), men med film nummer tre tegner skuffelsen sig noget større end forventet… Sandsynligvis hænger det sammen med, at manuskriptet bare ikke er så gennemsyret af eventyr og romantik, som der var tale om i de to førstnævnte film, men den afgørende faktor er uden tvivl, at der er tale om en komedie – Og det er bare generelt en genre, som ikke falder i min smag… Filmen er ellers ganske festlig og farverig, hvor produktionsdesignet er professionelt gennemarbejdet, og hvor flere af scenerne godt kunne have haft en større positivt afsmittende effekt på publikum, da finurlige moraler og jævnt morsomme situationer bliver præsenteret i flæng, mens handlingen skrider frem…

Det hele starter med at to mænd af en nøjere bestemt begivenhed ser sig nødsaget til at drage ud i verden for at lede efter deres ven fra deres tid som studerende… Deres rejse kommer til at afspejle et tilbageblik på den tid, hvor de tre venner stod sammen i tykt og tyndt, og hvor de hårdnakket kæmpede for at revolutionere undervisningsformen, samtidig med at den ene af dem for alvor bliver forelsket i rektors datter… De må gennem uddannelsen stå model til mange ydmygelser, men trods dette får det dem ikke til at give op, og de formår at holde humøret højt, mens de bakker hinanden op i de situationer, som kommer til at yde dem en del modstand…

Det, som har overrasket mig mest i alle tre indiske film, som jeg har fået set indtil nu, er det, at de rent kavalitetsmæssigt både på den tekniske side og på skuespilssiden kan hamle op med det høje niveau, som film fra Hollywood har… Ud over, at de taler hindi i filmene fra Bollywood, så bemærker man rent faktisk ikke, at filmene ikke kommer fra den vestlige verden – Og det er da et kæmpe kadot til denne skat af film, som umiddelbart bare ligger åben for fødderne af os her i den vestlige verden… Aamir Kapoor, som også medvirkede i “Lagaan” (og som i skrivende stund befinder sig i min top 40 over de bedste film, der nogensinde er blevet lavet gennem filmhistorien), leverer endnu en gang en frisk og troværdig præstation som en slags underdog, som kæmper for respekt og anerkendelse, hvilket så at sige er det centrale omdrejningspunkt i filmen… Derudover er der også kastet et sideløbende tema ind i filmen, som naturligvis handler om kærlighed… Og denne gang er der ikke tale om et trekantsdrama, men nærmere om en krakilsk fader, som ikke vil give slip på sin datter, der i øvrigt spilles fortrinligt af Kareena Kapoor, og leverer uden tvivl klart den bedste skuespilspræstation i filmen…

Ingen Bollywood-film uden sang og dans – Og her er “3 Idiots” heller ingen undtagelse… Dog er der bare ikke lige helt så meget af det, som man måske kunne have forventet, og det lidt der er (kun fem sange) foregår (på nær et enkelt forfriskende og iørefaldende nummer ved navn “Zoobi Doobi”) uden de store koreografiske udskejelser… Det er efter min mening lidt en skam, da det i de to øvrige film har taget sig yderst godt ud… Instruktionen er varetaget af Rajkumar Hirani, og han har gjort godt brug af forskellige virkemidler for at få filmen til at tage sig godt ud og gøre den levende… Filmen har en spilletid på 170 minutter, og med en film af denne kaliber kan dette godt lige virke lige lovlig langtrukkent… Humoren appellerede ikke helt så meget til mig, selvom enkelte scener (dog mest i form af sindssygt velskrevne monologer) kommer til at fremstå som små filmiske perler… I det store hele savnede jeg dog, at man kom helt ind under huden på de tre idioter, hvilket bare ikke sker, og sammen med de øvrige mangler lander jeg desværre min endelige bedømmelse af filmen på et forholdsvist lavt niveau… Jeg er dog langt fra færdig med at kaste mig over film fra Bollywood – Og ser frem til mange timer med store filmiske oplevelser…

“3 Idiots” får 3 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar