“Minions”

Minion 4

De små gule skabninger fra filmene om “Grusomme mig” har, ligesom Pingvinerne fra Madagaskar, fået deres egen spillefilm, til trods for at de er startet som bi-figurer i en tegnefilmssucces.  Man kan mene, hvad man vil om de banan-gule små pille-formede væsner, men en form for charme er de dog i besiddelse af – Trods alt…  Nok mest i form af en simplificeret måde at anskue verden, samfundet og forskellige problemstillinger på, men især nok også fordi deres facon er klodset og fordi deres latterlige form for humor er så dybdegående alvorligt, når man ser det med Minions’ egne øjne…

Minion 1
De gule Minions vil forfærdeligt gerne have en grusom og ond herre, som de kan følge, og hele vejen op gennem historien er det mislykkede for dem – indtil de i 1960’erne møder en kvindelig superskurk, der vil have dem til at stjæle Englands krone, så Dronning Elizabeth kan blive afsat…  Missionen bliver iværksat, men tingene udvikler sig ikke helt i den retning, som det er planlagt (klart nok ikke, når Minions er sat til at skulle udføre planen), og da det hele er ved at gå helt i vasken, dukker der uventet hjælp op…

Minion 3
Jeg var ikke helt så begejstret, da jeg skulle starte Minions op på Blockbuster, men efter ganske kort tid følte jeg mig sært underholdt af de tossede små væsner…  Ret så mange morsomme og underholdende situationer fik mig til at trække ufrivilligt på smilebåndet og sågar lade en lille salve af latter flyve gennem stuen…  Efterhånden som filmen skred frem, begyndte plathederne dog at dukke op, og filmen bliver ført ud på et overdrev, hvor jeg følte mig hægtet af, og hvor filmens underholdningsværdi tager et noget voldsomt dyk…  Slutningen redder den dog heldigvis en smule, hvor ringen til de to ” Grusomme mig”-film sluttes…

Minion 2
En af de ting, som man kan blive ret så benovet over i filmen, er filmskabernes helt særlige evne til at få selv de mindste detaljer i filmen til at få en betydning, men det er ikke specielt unikt for “Minions”-filmen – men nærmere noget, som generelt gør sig gældende i vores moderne tidsalder…
Generelt kan jeg godt lide animationsfilm,men hvis de kammer over i det platte, (som fx “SvampeBob Firkant – The Movie” gør det), så står jeg af…  “Minions” har det ikke i udpræget grad, men især de to midterste femtedele bærer desværre derhen- af…  Det yngre publikum vil klart nok være underholdt af filmen, mens det voksne publikum nok lige skal have finjusteret deres forventninger…  Generelt er “Minions” dog slet ikke helt så tosset, hvis det endelig skal være…
“Minions – The Movie” får 4 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar