“Rangoon”

“Rangoon” er en indisk produceret spillefilm, og går derfor under betegnelsen Bollywood-film… Normalt ser jeg amerikansk producerede film, og gennem mine nu 46 år år i levende live har jeg aldrig nogensinde før kastet mig over at skulle se en film fra Indien… Jeg var derfor spændt på, om jeg ville synes om filmen, og dertil bliver jeg simpelthen nødt til at indrømme, at det kunne jeg… Og det temmelig meget…

Vi befinder os i Indien , hvor efterdønningerne fra Anden Verdenskrig stadig præger befolkningen… En ung kvinde ved navn Julia har skabt sig en karriere indenfor filmverdenen, hvor hun udfører farlige stunts og spiller heltinden i en række populære film… Hun er forelsket og sågar forlovet med en højtagtet forretningsmand, men under en rejse bliver hun hovedkuls forelsket i en ung soldat, hvilket selvsagt fører til en form for umulig kærlighed mellem dem… Julia må nu vælge, om hun vil holde sit løfte til sin trolovede, eller om hun skænke sit hjerte til en mand, som vil kunne give hende et helt andet liv, end det hun kommer fra…

På den internationale filmdatabase (IMDB) har “Rangoon” kun opnået at score 5,8 ud af 10 stjerner, hvilket er en forholdsvis god middelkarakter… Dog må jeg sige, at jeg ikke helt forstår, hvorfor den ikke ligger på et højere niveau, da den rent faktisk er ret godt skruet sammen og teknisk set flot konstrueret… Efter min ydmyge mening fortjener den helt sikkert en bedre score, da den på ret mange niveauer uden tvivl står mål med en hel del af de kvaliteter, som man finder i de bedste Hollywood-film… Rent visuelt er “Rangoon” en fornøjelse at overvære, hvor kameraføring og klipning er udført med en exceptionel ekspertise indenfor området… Der er en friskhed og en lethed over filmen, som kombineret med et flot og velfungerende produktionsdesign, et yderst spændende og veldrejet handlingsforløb, hvor der både udspilles højdramatiske scener blandet med tragiske hændelser, samt et instruktionsarbejde, hvor Vishal Bhardwaj viser en mesterlig håndtering indefor det at skabe film, giver en virkelig underholdende og seværdig filmoplevelse…

Filmens spilletid er på 170 minutter, men de flyver afsted, og man glemmer helt, hvor man er, mens de forskellige scener udspiller sig… Jeg var henlagt til en form for betagelse af filmen, og selv i de scener, hvor de medvirkende bryder ud i sang og dans, kunne jeg ikke lade være med at blive opstemt af det flotte sceneri, der udspillede sig på min skærm… Og det er netop én af kendetegnene ved en Bollywood-film, at de bryder ud i sang og dans for enten at få handlingen til at glide videre eller for at få nogle helt bestemte elementer i filmen til at træde skarpere frem… Det er her i “Rangoon” yderst vellykket og fungerer virkelig godt, og både musikken og selve koreografien er udført på et sublimt niveau, der kun er med til at løfte filmens generelle niveau…

Skuespilsmæssigt kan de tre hovedrolleindehavere også sagtens følge med blandt de dygtigste i Hollywood, hvor Kangana Ranaut i hovedrollen som Julia stjæler billedet i hver eneste af de scener, som hun er med i… Hun har et fantastisk talent for skuespillerfaget og leverer en meget overbevisende præstation med sin hovedrolle i filmen… Shahid Kapoor i rollen som den (forholdsvis) unge soldat leverer uden tvivl også en troværdig præstation, og jeg kan ikke lade være med at fatte dyb respekt for hans indlevelse i rollen, som kun er med til at understrege, at vi har at gøre med en skuespiller, som har formidable kompetencer i forhold til at agere foran et kamera… Mere tilbagetrukket, men stadig overbevisende, kan vi opleve Saif Ali Khan som den mand, som Julia dybest set ikke har lyst til at leve med… Han er velvalgt i rollen, og som publikum får man også hurtigt opfattelsen af, at han ikke hører til blandt de sympatiske karakterer i filmen…

Med “Rangoon” er der blevet åbnet en helt ny verden for mig… En verden af film, en verden af muligheder, en verden af berigelse indenfor den visuelle kunst, en verden af at få serveret fantastiske oplevelser, som helt sikkert vil bombardere ens sanser med indtryk og være med til at man kommer til at finde nye perler indenfor historiefortælling gennem levende billeder… Jeg er helt sikkert blevet hooked af at skulle se flere af disse såkaldte Bollywood-film, og jeg kan kun udtrykke, at jeg glæder mig helt vildt… Snyd ikke dig selv for denne eminente oplevelse…

“Rangoon” får 6 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar