“Dommedag nu”

Instruktør Francis Ford Coppola skabte tilbage i 1979 ét af de mest omtalte og omdiskuterede filmiske værker i filmhistorien ved at lave “Dommedag nu”… Ikke alene fordi selve produktionsarbejdet var besværligt og efterlod en del af holdet bag filmen i tilstande af chok, men også fordi den med sin brutalitet i sin billedkomposition og med sit handlingsforløb kunne afsløre en rejse ind i et mørkt sind… Når det så er sagt, så er filmen efter min mening dog ikke specielt god… Det er en mærkelig og virkelig underlig historie, der fortælles, og jeg kan sagtens se, at den rent sansemæssigt er sat sammen på en måde, som også kommer til at påvirke sindsstemningen hos publikum… Dog er filmen efter min mening helt klart over-hyped, og jeg er ikke helt sikker på, at folk egentlig mener det, når de roser den til skyerne… Det kunne jo tænkes, at man havde valgt bare at hoppe med på bølgen, og så mene det samme, som alle de andre – Men her er jeg ikke… Jeg så “Dommedag nu” første gang tilbage i min ungdom, og jeg forstod ikke dens popularitet dengang, så derfor var jeg nødt til at se den igen her med 46 år på bagen, men jeg må stadig konkludere, at jeg stadig ikke helt forstår dens popularitet i dag… Det kunne jo være, at der sad nogen derude blandt mine læsere, der kunne indvie mig i, hvad der skulle være så genialt ved filmen, og derfor hører jeg rigtig gerne fra Jer…

Vietnam-krigen er ved at være slut, og en højt dekoreret amerikansk oberst har forvildet sig helt op over grænsen til Cambodia, hvor han har allieret sig med en lokal stamme, som tilbeder ham som en Gud… Han skulle efter sigende være blevet skingrende skør, og har forkastet alle moralske værdier fra den amerikanske hær, og fører nu sin helt egen form for krig – Og derfor bliver en ung kaptajn, spillet af Martin Sheen, sat på opgaven at eliminere ham… Den unge kaptajn kan ikke takke nej til opgaven, og dermed starter han en rejse, som starter i Saigon, og som fører ham dybt ind i junglen på en farefuld færd, hvor sindet formørkes mere og mere i takt med, at man kommer tættere på den sindssyge oberst…

Skuespilsmæssigt er filmen egentlig ganske udmærket… Ingen af de medvirkende leverer prangende præstationer, men der er tale om jævne præstationer, og de passer egentlig hver især ganske glimrende i deres respektive roller… Martin Sheen har helt klart den største og mest betydningsfulde rolle i rollen som kaptajnen, der skal opspore og dræbe obersten, som i øvrigt spilles af Marlon Brando… Han har en helt særlig måde at leve sig ind i rollen på, og selvom han ikke kan matche eller toppe hans egen præstation fra “Godfather”-filmene, så er han uden tvivl velvalgt til rollen, hvor han på en meget afdæmpet facon får frembragt et skræmmende billede af en oberst, hvor vanviddet tydeligvis skinner igennem hans ydre… Robert Duvall spiller egentlig den mest overbevisende rolle, hvor han giver den max gas som en kynisk løjtnant, der ikke tåler, at man udviser mismod i sit virke som soldat… Og så er det interessant at opleve Dennis Hopper i rollen som en temmelig underlig og lettere forskruet fotograf, som har slået sig ned i junglen, og ligeledes er det meget interessant at opleve Harrison Ford i en meget lille birolle som en oberst, der får briefet den unge kaptajn om den forestående mission…

Francis Ford Coppola har uden tvivl lagt meget energi i sit arbejde med filmen, og enkelte scener fremstår også som kunstnerisk flotte, hvor lyd, billede og musik går op i en højere enhed (som fx den scene, hvor helikopterne angriber en lille vietnamesisk landsby)… Der er især gjort rigtig meget ud af lyden i filmen, som virkelig kommer til at fremstå med en bombastitet, når de dramatiske scener udspiller sig… Jeg har dog derudover virkelig rigtig svært ved at kunne finde rosende ord om filmen… Et eller andet sted er det jo en syg film, hvor man nærmest får tanken, at filmskaberen selv er blevet sindssyg efter at være blevet så opsat og optaget af sit arbejde med filmen, at det er kammet over i et resultat, som kan betegnes som surrealistisk… Det er naturligvis en grov beskyldning, og jeg tror nu heller ikke, at det forholder sig sådan, men tanken dukker op i mit hoved, fordi jeg rent handlingsmæssigt oplever, at filmen er et psykedelisk forskruet sammensurium af hvordan et sygt sind formørkes mere og mere, efterhånden som filmen skrider frem… Jeg savner slet og ret en handling i filmen, som giver mere mening end den, som jeg får serveret… Filmen er desuden aaaaalt for lang med sine 147, og kunne sagtens være kortet ned med mindst 50 minutter… (Og apropos spilletiden, så eksisterer der en udvidet version, som kaldes “Dommedag nu – Redux” med en spilletid på 196 minutter)…

Filmen vandt to Oscars ved den årlige uddeling af den gyldne statuette, hvilket var for bedste lyd og bedste fortografering… Derudover var den nomineret i kategorierne bedste film, bedste instruktør, bedste mandlige birolle (Robert Duvall), bedste manuskript, bedste produktionsdesign, og bedste klipning… Så tilbage i 1979 var det en meget populær film, og er det egentlig stadig den dag i dag… Jeg kan dog som nævnt ikke helt se de kvalitative sider af filmen, men det må der helt sikkert være nogen som har kunnet, da den også ligger på plads nummer 50 på IMDB’s liste over de bedste film nogensinde (2019)…

“Dommedag nu” får 2 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar