“47 meters down”

Jeg så “47 meters down” tilbage i 2018, men da den allerede dengang gjorde et helt særligt indtryk på mig, måtte jeg allerede her tidligt i 2019 gense filmen… Der er tale om en vanvittig spændende film, som dybest set ikke kan kategoriseres som en gyser, da det er det psykologiske aspekt i filmen, som helt og holdent sørger for at man er fuldstændig opslugt hele vejen gennem dens spilletid på 89 minutter… Man er henladt til en klaustrofobisk tilstand, der grænser til det paniske, mens man overværer denne intenst nervepirrende film, og rædslen kravler helt ind under huden på én… Det hele er virkelig godt skruet sammen af instruktør Johannes Roberts, der faktisk formår at få malket enhver tænkelig spænding ud af en situation, som egentlig ville have egnet sig bedst til en kortfilm, men som her på en virkelig klædelig måde bliver rullet ud i spillefilmslængde – Og hvor man som publikum tilmed opnår en stor tilfredshed omkring filmoplevelsen og underholdningsværdien generelt…

To unge piger er sammen taget på ferie i Mexico, hvor de møder to unge og tiltalende fyre, som får lokket dem med ud på en tur, hvor de skal sænkes 5 meter ned i havet i et bur, så de kan komme til at opleve de store hajer helt tæt på… Det kommer dog ikke til at gå helt så godt, da kablet simpelthen brister, og buret med de to piger forsvinder ned i dybet, hvor det rammer havbunden 47 meter nede… De har ikke særlig meget ilt, og de kan ikke umiddelbart dykke lige op til havoverfladen på grund af faren for at blive ramt af dykkersyge, plus at de er omgivet af 6 meter lange sultne og blodtørstige hajer…

Jeg må indrømme, at filmen fungerede bedst første gang, jeg så den… Anden gang vidste jeg ligesom, hvad der ville komme til at ske, og gensynet lå også ret tæt på mit allerførste bekendtskab med denne lille genistreg… Der er dog alligevel ingen tvivl om, at jeg blev ramt af følelsen af klaustrofobi, og hvor panikken kom snigende ind i mit stille sind – Og hvor jeg sad og fik både svedige håndflader og uensartet åndedræt… Det er en fuldstændig vanvittig situation, som de to piger havner i, og det virker fuldstændig umuligt for dem overhovedet at overleve, men som publikum sidder man og venter i spænding på det forløsende øjeblik, hvor de igen kommer til at dukke op til den friske luft ved havoverfladen – Hvis det overhovedet sker..!!

Iscenesættelsen af filmen er knivskarp, og de to hovedrolleindehavere i skikkelse af Mandy Moore og Claire Holt leverer formidable præstationer, som er virkelig overbevisende… Instruktør Johannes Roberts startede sin karriere tilbage i 2002, hvor han instruerede filmen “Alice” – Og han har siden da holdt sig primært til horror-genren, hvor han senest er blevet kendt for gyser-hittet “The other side of the Door” fra 2016… Han ved præcis hvilke knapper, han skal trykke på, og jeg er virkelig meget imponeret over hans filmiske arbejde med “47 meters down”, netop fordi den bygger på en simpel fortælling, som han på alle måder formår at gøre drønspændende…

Man skal helt klart se “47 meters down” for den gode historie og for spændingens skyld… Man vil uden tvivl få et adrenalin-kick ud af at se denne film… Man vil kunne mærke suset, man vil kunne opleve gyset, og man vil helt sikkert også kunne fornemme panikken, når de to pigers liv kommer til at ligge i hænderne på en gruppe mænd, som teknisk set ikke kan stille særlig meget op i den meget uheldige situation, som de pludselig befinder sig i…

“47 meters down” får 5 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar