“Håndlangerne”

“Håndlangerne” var tilbage i 1992 instruktør Quentin Tarantin’s gennembrudsfilm og samtidig en film, som brød med alle grænser i forhold til, hvad man kunne tillade sig at vise på skærmen… Hans kendetegn blev med “Håndlangerne” kraftigt markeret op, og han har faktisk ikke afveget fra disse siden… Masser af virkelig blodige scener kombineret med masser af gennemgående spændende og lidt skæve karakterer, samt en hel del fede og interessante dialoger de medvirkende imellem er faste ingredienser i en film, som bærer Quentin Tarantino’s navn – Og det har virket, for gennem hans nu efterhånden næsten 30 år lange karriere som instruktør (og kun med ganske få film) har han formået at skabe ikke mindre en seks mesterlige film… “Håndlangerne” er ikke det store kunstneriske mesterværk, men må nok nærmere betegnes som en interessant film, som rent handlingsmæssigt er sat sammen på en helt speciel måde, hvor man, efterhånden som filmen ruller frem, bliver indhyldet i de begivenheder, som har fundet sted, for at karaktererne er kommet dertil, at de i nutiden befinder sig i en temmelig vanskelig situation…

Syv kriminelle mænd bliver hyret til at udføre et kup, hvor en masse diamanter skal stjæles… Kuppet udføres, men noget går grueligt galt, da de overraskes af politiet, og der derved opstår en hel del skyderi, hvor nogle dør og andre bliver sårede… Den oprindelige plan går derfor helt i vasken, og de overlevende må flygte over hals og hoved for at søge tilflugt i et pakhus, hvor de har aftalt at mødes for at dele byttet… Nu kommer de i stedet for til at slikke deres sår, og efterhånden, som de forskellige medlemmer kommer frem, begynder mistankerne også at dukke op blandt dem – For planen var skudsikker, og kan kun være gået i vasken ved at én af dem har afsløret det hele for politiet…

“Håndlangerne” er en meget voldsom film – Og lad mig slå fast med syvtommersøm, at den også er meget meget blodig… Der er bestemt ikke sparet på den røde farve, der strømmer i stride strømme, og det er i visse scener også både ret ulækkert og kvalmende at overvære… Men ud over denne detalje, så er filmens handling temmelig genialt skruet sammen, hvor man allerede under præsentationen af de forskellige karakterer må klappe i sine små hænder, da de har navne, som henleder til farver, frem for at have rigtige navne… Der bindes nogle sløjfer og laves nogle loop undervejs i filmen, og det er ret spændende at følge handlingen, hvor man som publikum kender de faktuelle begivenheder, men hvor man forventningsfuldt venter på, hvornår karaktererne selv finder ud af, hvordan det hele hænger sammen og hvem man kan stole på og endnu mere vigtigt hvem man ikke kan stole på…

Skuespillerne leverer ganske fine præstationer, hvor Harvey Keitel naturligvis er meget fremtrædende i sin rolle som Mr. White… Michael Madsen i rollen som Mr. Blonde er dog også ret god og scenen, hvor han danser sig gennem en tortur-scene er formidabelt skruet sammen, selvom det på alle måder også både er vulgært og temmelig bizart… Nogle vil måske kunne henlede til, at det skulle forekomme komisk, men så langt vil jeg bestemt ikke gå, for det er bestemt ikke morsomt at overvære hans handlinger… Tim Roth er også god og overbevisende som Mr. Orange, hvor han på ganske overbevisende facon spiller et såret skudoffer, der kæmper for at overleve sine dødelige sår… Og så er Steve Buscemi også bare som altid både god og overbevisende som Mr. Pink…

“Håndlangerne” er efter min mening ikke helt så genial, som mange af de øvrige film, som Quentin Tarantino har instrueret – Men det er en rigtig god debut, som i hvert fald satte rigtig godt gang i hans karriere… To år senere lavede han den gennemført geniale “Pulp Fiction”, som også den dag i dag (2019) er at finde på min Top-10 over de bedste film, som der er lavet gennem filmhistorien… Der er helt sikkert ikke alle derude, som vil kunne lide “Håndlangerne”, og nok heller ikke den film, som man skal starte med, hvis man ikke tidligere har stiftet bekendtskab med instruktørens filmiske arbejde… Der er dog visse kvaliteter forbundet med “Håndlangerne”, men genialiteten blev først meget mere fremtrædende fra “Pulp Fiction” og frem…

“Håndlangerne” får 5 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar