“The Crying Game”

“The Crying Game” er en speciel film… En anderledes film, som fremtvinger historien i sit helt eget stille og rolige tempo, og hvor de forskellige plotafsløringer og handlingstwists afsløres hen af vejen og giver grund til både forargelse, chok og overraskelser… Jeg havde en lille smule svært ved at synes, at filmen er fuldstændig fantastisk, men der er ingen tvivl om, at den har et helt særligt touch over sig, som ikke umiddelbart er set i andre film… Der er med “The Crying Game” tale om et karakter-drama, hvor de forskellige medvirkende i deres roller får indvirkning på hinandens liv…

IRA er en irsk frihedsorganisation, som ikke er bleg for at ty til vold og andre drastiske metoder for at få gennemtrumfet deres mål… Ét af deres højtstående medlemmer er blevet taget til fange, og derfor kidnapper fraktionen en britisk borger, som skal bruges til udveksling… Under dennes fangenskab udvikles et helt særligt venskab, hvor også historier om deres respektive liv bliver udvekslet – Og dermed bliver nysgerrigheden vakt hos den irske fangevogter… Han kan ikke slippe de historier, som han er blevet fortalt, og det er nærmest blevet en hel besættelse for ham at opsøge den person i fangens liv, som han både elskede og tilbad, og dermed er kimen lagt til at vende op og ned på mere end bare ét liv…

“The Crying Game” vandt en Oscar for bedste manuskript, og var nomineret i yderligere fem kategorier for bedste film, bedste instruktion, bedste mandlige hovedrolle (Stephen Rea), bedste kvindelige birolle (Jaye Davidson) og bedste klipning… Derfor siger det selvfølgelig en lille smule om filmens kvalitet, men jeg har det på den måde, at jeg ikke altid er enig med de nomineringer og priser, som de forskellige film har fået og modtaget – Og præcis sådan har jeg det også med “The Crying Game”… Okay, det var en udmærket film, og nok mest fordi den var meget anderledes, men det var helt bestemt ikke én af den slags film, som bare slog mig fuldstændig omkuld…

Stephen Rea leverer en jævn præstation som IRA-forkæmperen, som i sit stille sind bliver mere end blot forvirret… Han virker dog temmelig ensidig i sin ageren og er ikke specielt nuanceret i sit skuespil – Og for mig kommer det bare til at virke som en lidt småkedelig præstation, selvom han jo i bund og grund gør sit arbejde ganske okay… Jaye Davidson i rollen som Dill har nok den mest udfordrende rolle, hvor hun spiller en kvinde, som pludselig har en masse skruplerier omkring sin egen identitet og sit eget liv… Forest Whitaker kan også opleves i en mindre, men også betydningsfuld rolle, hvor han helt bestemt får fremstillet sin karakter med en god portion troværdighed… Selve iscenesættelsen er ganske ordinær og efter min mening ikke særlig prangende… Der er masser af dramatik i filmens handling, og af og til er der også visse scener hvor spændingen bliver fremtrædende, og hvor der udruller sig et lille moment af noget action, som lige pepper filmen en smule op… Generelt er der dog tale om en ret så langsommelig affære, hvor der ikke er specielt mange højdepunkter, som umiddelbart skal fremhæves… For det tålmodige publikum vil der helt sikkert være visse kvaliteter at få øje på, men for mit vedkommende havde jeg nok bare ikke lige den nødvendige tålmodighed…

“The Crying Game” får 4 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar