“Gøg og Gokke”- Kortfilms-kavalkade…

Filmene med Gøg og Gokke, som de hedder på dansk, er indholdsmæssigt temmelig ens, og derfor bliver mine anmeldelser af disse film også ret ens – hvorfor jeg har valgt at anmelde alle filmene under ét, hvilket vil sige, at den første lange del af anmeldelsen er ens for dem alle…
Som barn var jeg helt vild med de eskapader, som det umage komiker-par fremviste på film, og jeg slugte alle deres film og morede mig gevaldigt over de mange uheldige situationer, som de fik viklet sig ind i…
På originalsproget hedder de Stan Laurel og Oliver Hardy, og det særlige ved deres film er, at de spiller sig selv i samtlige roller, som de har haft gennem de mange år, som de har lavet film sammen i… Deres karakterer minder også rigtig meget om hinanden i alle deres film, og dette gør også svært at skelne filmene fra hinanden… Gøg (eller Stan Laurel) er den uheldige og lidt klodsede figur, mens Gokke (eller Oliver Hardy) er den styrende og bestemmende type, som alligevel altid kommer galt afsted, selvom han tror, at han er ovenpå…
Mange af de situationer, som de roder sig ud i, er stadig den dag i dag decideret morsomme og kan i visse henseender også fungere som et formidabelt forbillede for mange af de komiske film, som der bliver lavet i dag… Meget af det morsomme fremkommer ud fra de replikker, hvor der opstår misforståelser mellem de to figurer, men det er i langt højere grad det fantastiske samspil mellem Stan og Ollie, som gør filmene fantastiske at overvære – Og i overvejende grad er det især den sindsygt gode timing i de forskellige scener, som bare får det hele til at fungere og gå op i en højere enhed…

De to komikere medvirkede i en stor mængde spillefilm, men optrådte også i en hel del kortfilm, hvor de fleste havde en spilletid på omkring 20 minutter, og hvor de også fik rodet sig ud i en hulens masse problemer… Kvaliteten af disse er generelt ret høj, og jeg nævner her alle dem, som jeg lige har fået set…

Først og fremmest var der “With love and hisses” fra 1927, hvor vi kan opleve komiker-parret i den amerikanske hær, hvor de skal gøre klar til den helt store inspektion fra nogle af de højerestående officerer, og selvsagt går det hele bare virkelig rigtig galt for de to kumpaner… Denne kortfilm, som samtidig er en stumfilm er egentlig slet ikke helt så tosset… Der er rigtig mange ret så morsomme scener i filmen, hvor både dumhed, klodsethed og decideret uheld præger det, at de konstant kommer galt afsted… Jeg havde ikke forventet, at jeg her anno 2019 ville kunne lide at overvære en stumfilm, men denne lille sag, var egentlig ganske underholdende… (4 ud af 7 stjerner)…

I “From Soup to Nuts” fra 1928, hvor det umage par spiller to tjenestefolk på arbejde i en herskabsvilla… Denne sekvens blev senere brugt i “Gøg og Gokke i Oxford” fra 1939, hvor de i det store hele kopierer de samme begivenheder, som i den tidligere kortfilm… Det er en morsom lille sekvens, som bestemt tåler at blive set… (4 ud af 7 stjerner)…

I “Lattergas” (“Leave ’em Laughing”) fra 1928 har Gøg en slem tandpine og må slæbes til tandlægen for at blive kureret… Dette er naturligvis på forhånd dømt til at gå galt… Og i netop denne kortfilm havde jeg lidt svært ved at føle mig underholdt… Der er tale om en meget tidlig produktion med de to komikere, og denne er optaget som en stumfilm, hvor jeg i høj grad savner noget af den herlige dialog, som man normalt kan opleve mellem filmens hovedpersoner… (2 ud af 7 stjerner)…

I “Bør ægtemænd spille golf” fra 1928 har Gokkes hustru besluttet, at de skal have en hyggedag derhjemme… Gøg har dog helt andre planer med Gokke, og vil gerne have ham med på golfbanen, og efter slidsom overbevisning med holdbare argumenter lykkedes det endelig for de to kumpaner at komme afsted… Det bliver dog langt fra den hyggelige tur, som de havde regnet med, for naturligvis roder de sig her også ud i en masse problemer… Denne korte film med komiker-parret Gøg og Gokke hører ikke til blandt deres bedste film… Der er bare ikke helt den samme gennemslagskraft i denne film, som der er at finde i mange af de øvrige kort-film, så denne kommer ikke til at tælle blandt mine favoritter… (2 ud af 7 stjerner)…

I “En herlig søndagstur” (“A perfect Day”) fra 1929 skal Gøg og Gokke på picnic med et par gode venner, men det er i sig selv rigtig svært bare at komme afsted, for som det plejer, så går de fleste ting galt… Denne kortfilm indeholder generelt rigtig mange gode øjeblikke, som også er yderst morsomme… (5 ud af 7 stjerner)…

I “Unaccustomed as we are” fra 1929 beslutter Gokke sig for at Gøg skal med ham hjem for at møde hans hustru, som han praler med kan lave den bedste mad, der findes på jorden… Hun er dog slet ikke i humør til at kokkerere og varte herrerne op, så hun pakker sine ting og rejser… Det slår dog ikke Gokke ud, og han beslutter at lave middagen selv… Her i denne korte lille film er der masser af morsomme situationer, som man kan grine af og som sørger for, at man er godt underholdt… Filmen er helt vildt rig på detaljer, og komikken er meget fremtrædende… De er virkelig herlige de to gæve gutter… (4 ud af 7 stjerner)…

I “Gokke har snue” (“They go Boom”) også fra 1929 er de to herrer indlogeret i en slags lejlighed, hvor Gokke har fået en slem forkølelse, og den stakkels Gøg må gøre alt, hvad han overhovedet kan for at pleje og passe den ynkelige patient… Denne kortfilm er uden tvivl én af de allerbedste, som komiker-parret har fået stablet på benene – Der er virkelig mange rigtig morsomme højdepunkter i denne lille film, hvor også timingen er helt perfekt… (5 ud af 7 stjerner)…

I “Berth Marks” fra 1929 skal Gøg og Gokke med toget til Pottsville… De har indlogeret sig i en sovekupé, og forsøger efter bedste evne at få lidt nattero, så de kan være friske og veludhvilede, når de ankommer… Det meste af denne kortfilm handler om, at de skal indrette sig i den mikroskopiske sovekupé, hvilket selvsagt giver en hel del problemer… Scenen er ikke specielt morsomt udført, og er kopieret i den længere spillefilm, som hedder “Gøg og Gokke som opdagere” fra 1944, og i denne langt sjovere… (3 ud af 7 stjerner)…

I “Brats” fra 1930 kan vi opleve Gøg og Gokke både som voksne og som børn, hvor det er virkelig gennemført godt lavet, at de spiller små børn, der også rent størrelsesmæssigt er kommet i det rigtige perspektiv i forhold til deres omgivelser… Filmen er knap så morsom, som man ellers har oplevet i andre korte film med de to herlige komikere, men vinder nok mest sine point på det filmtekniske arbejde, hvor produktionsdesignerne har lavet et virkelig godt stykke arbejde… (3 ud af 7 stjerner)…

I “Night Owls” fra 1930 kan vi opleve Gøg og Gokke som to indbrudstyve… Det er ikke fordi, at de har påbegyndt en kriminel løbebane, men fordi de af en politibetjent, som er kommet i modvind hos chefen, er blevet overtalt til at begå et indbrud, så de kan blive fanget, således at betjenten igen kan komme i kridthuset… Det er hylende morsomt at opleve Gøg og Gokke på slap line i denne fantastiske lille kortfilm… “Night Owls” hører utvivlsomt til blandt deres bedste kortfilm, og byder på masser af rigtig sjove gags, som man bare ikke kan lade være med at trække på smilebåndet over… (5 ud af 7 stjerner)…

I “Hundekunstner” (“Laughing Gravy”) fra 1930 er de (ligesom i “Gokke har snue”) indkvarteret på et lille hotelværelse… Udenfor sner det og er koldt, og de har taget en lille hundehvalp med ind på værelset, selvom det er dybt forbudt… Selvfølgelig bliver de taget i deres gerning, og da hotelejeren smider hunden ud i kulden, forsøger de med alle midler at få den med ind igen… Her er kortfilmen igen lidt længere end normalt, og første del, hvor de kæmper for at komme tilbage fra kulden og ind i varmen igen er helt sikkert den bedste del af filmen… Morsomhederne er lidt søgte, og en del af humoren bliver derved en smule plat, så “Hundekunstner” kommer bestemt ikke til at høre til blandt de bedste Gøg og Gokke-kortfilm… (3 ud af 7 stjerner)…

I “Below Zero” fra 1930 er det frysende koldt, og Gøg og Gokke forsøger at tjene lidt penge ved at spille musik på gaden… De tjener dog ikke noget videre, og det nok mest fordi de mangler talent, men da så skæbnen vil, at deres instrumenter bliver ødelagt, må de pludselig se en anden måde at tjene penge på, hvilket dog får dem til at krydse klinger med lovens lange arm… “Below Zero” hører ikke til blandt de mest morsomme film med det berømte komikerpar… Der er enkelte gags, der fungerer i filmen, men generelt er netop denne kortfilm lidt tam og idéforladt… (3 ud af 7 stjerner)…

I “Hog Wild” fra 1930 kan Gokke ikke finde sin hat, og klager sig til sin kone… Ikke kun over, at hun hele tiden gemmer hans ting, men om hustruers generelle mangler… Derfor skal han straffes, og hun forbyder ham at gå ud med Gøg, før han har sat den stueantenne op, som han har lovet hende… I det samme kommer Gøg forbi, og han er ikke bleg for at give en hjælpende hånd – Men så går det som altid for alvor helt galt for de to venner… “Hog Wild” er en ganske underholdende film med Gøg og Gokke, som især gør brug af, at de konstant skal falde-på-halen og komme galt afsted… Der er masser af god timing og veltilrettelagte gags i filmen, hvor man ind imellem også godt kan trække lidt på smilebåndet… (4 ud af 7 stjerner)…

I “Midnats-spøgeri” (“The Laurel-Hardy Murder Case”) fra 1930 opdager Gokke en annonce i avisen, der bekendtgør, at et testamente skal oplæses senere samme dag, hvor det viser sig, at én af Gøg’s rige familiemedlemmer er afgået ved døden… De håber naturligvis på rigdom og velstand, men pludselig er de mistænkte for mordet på den afdøde rigmand, som tilmed også begynder at spøge på det gamle gods, som tidligere var hans hjem… Denne kortfilm har en varighed på 30 minutter, og er derfor lidt længere end de normale kortfilm med den komiske duo… Dette gør dog ikke filmen sjovere eller bedre – For generelt er der ikke de helt store morsomheder proppet ind i denne film… (3 ud af 7 stjerner)…

I “Gokkes giftemål” (“Our Wife”) fra 1931 er Gøg og Gokke ved at klargøre festmiddagen til Gokkes bryllup… Gokke er i rigtig godt humør og glæder sig til at ægte hans egen lille Dulcy, men pludselig ringer hun og fortæller, at alle bryllupsplanerne er blevet forpurret af hendes far, og så sætter de to venner alt ind for at redde det kommende ægteskab… “Gokkes giftemål” er en sjov lille film, som indeholder en hel del af den humor, som gjorde dem så populært et filmmakkerpar… Jeg var underholdt med denne korte episode, og fandt det herligt at opleve, hvordan stort set enhver lille situation kan fordrejes til at blive så komisk, som Gøg og Gokke formår at gøre det til… Herlig underholdning… (5 ud af 7 stjerner)…

I “Come Clean” fra 1931 er både Gøg og Gokke gifte mænd… De har ikke set hinanden i de sidste 14 dage, og Hardy-parret har bestemt heller ikke lyst til at have spoleret deres romantiske aften af Laurel-parret… Men selvfølgelig kommer de lige præcis forbi på denne aften, og da Gøg og Gokke er nede for at hente is, bliver tingene forværret af, at de støder på en utilregnelig kvinde, som lægger en trussel på hovedet af de to kumpaner… Denne kortfilm er langt fra blandt de bedste, og jeg fandt den i bund og grund temmelig meget skuffende… Der er slet ikke det samme energiske drive i denne film, som man kan opleve i andre af deres produktioner… (2 ud af 7 stjerner)…

I “One Good Turn” fra 1931 kan vi opleve Gøg og Gokke helt på spanden… De har mistet stort set alle deres ejendele og har næsten ikke flere penge tilbage at leve for… Derfor ser de sig nødsaget til at banke på hos en ældre dame for at spørge om lidt mad, og hendes gæstfrihed fører naturligvis igen til en hel del komplikationer for de to herrer… Denne lille kortfilm er ganske sjov, men kommer også i slutningen lidt for meget ud på et overdrev… (4 ud af 7 stjerner)…

I “I Fremmedlegionen” (“Beau Hunks”) fra 1931 kan vi opleve, at Gøg og Gokke melder sig til Fremmedlegionen, fordi Gokke har modtaget et brev fra sin kæreste, hvori der står, at hun gør deres forhold forbi… Hele hans verden braser sammen, og han har brug for en helt ny tilværelse, så han kan glemme sin sorg… Denne kortfilm er ikke blandt Gøg og Gokkes bedste film… Det morsomste i filmen er når Gøg ikke kan finde ud af, hvad han skal gøre i de mange forskellige situationer, som han udsættes for, men selve handlingen er lidt plat… Det er også en af de længere kortfilm med en spilletid på 37 minutter, som stadig holder sig indenfor grænsen (som er 40 minutter for en kortfilm)… (3 ud af 7 stjerner)…

I “Chickens come home” fra 1931 er Gokke på vej til at blive borgmester, men pludselig får han besøg af en pige fra fortiden, der har et komprimenterende billede af ham, som hun vil bruge til at afpresse ham… Igen en temmelig skuffende forestilling, der på ingen måde når de samme højder som de bedste af komiker-parrets film… Denne er på hele 30 minutter, men den forlængede tid gør den ikke bedre… (2 ud af 7 stjerner)…

I “På Hospitalet” (“County Hospital”) fra 1932, hvor Gokke er indlagt med et brækket ben… Han får besøg af Gøg, som på alle mulige måder kommer til at gøre hospitalsopholdet mildest talt forfærdeligt for den stakkels patient… (4 ud af 7 stjerner)…

I “Scram!” fra 1932 hjælper Gøg og Gokke en fuld mand med at finde sine bilnøgler, efter at de er blevet idømt en dom, hvor de skal forlade byen indenfor de næste time for ikke at havne i fængsel…. Af en underlig grund, der kan forklares med deres sædvanlige lidt usmarte facon, havner de hjemme hos dommerens kone, og klart nok kommer det ikke til at gå helt stille for sig… Denne kortfilm hører heller ikke til blandt de bedste i Gøg og Gokkes karriere, men en lidt langsom og kedelig start reddes af en temmelig morsom slutning, hvor man næsten ikke kan lade være med at grine sammen med de to herlige komikere… (3 ud af 7 stjerner)…

I “Røg i køkkenet” (“Helpmates”) fra 1932 vågner Gokke op efter at have holdt en vild fest… Hele huset ligger mere eller mindre i ruiner, og selvsamme dag har hans kone annonceret, at hun vil komme hjem… Han har hårdt brug for hjælp til at få ryddet op i alt rodet, og han tilkalder derfor Gøg som assistent… Dog bliver huset næppe mere rent, når de to venner tager fat… “Røg i køkkenet” viser Gøg og Gokke fra deres helt klassiske side, hvor de forsøger at redde en situation, som i forvejen er umulig at redde, hvor det så tilmed bare går endnu mere galt… Det er en herlig lille film, som man kun kan føle sig underholdt af at se… (5 ud af 7 stjerner)…

I “Adoptivbarnet” (“Their first mistake”) fra 1932 er Oliver’s kone temmelig træt af, at hendes mand bruger så meget tid sammen med Stan… Derfor beslutter hun sig for at adoptere et barn, som gerne skulle få den stakkels Oliver til at få lidt mere ansvarsfølelse, og dermed blive lidt mere hjemme, så han også kan hjælpe til med at passe den lille ny… Dette holder dog selvsagt ikke Stan væk… Der findes en del rigtig gode korfilm med komikerparret Gøg og Gokke, men desværre er “Adoptivbarnet” endnu en af de lidt mere kedelige af slagsen… Her falder man bare sindsygt hurtigt fra, hvor interessen bare daler drastisk, selvom der kun er tale om en ganske kort spilletid på små tyve minutter… (2 ud af 7 stjerner)…

I “Gøg og Gokke som flyttemænd” (“The Music Box”) fra 1932 er Gøg og Gokke rigtig kommet på arbejde, efter at de har etableret et flyttefirma… Deres første opgave går ud på at transportere et klaver hjem til en fornem familie, men problemet er, at huset ligger helt oppe for enden af en trappe med uendeligt mange trin… Der er dog kun ét at gøre – Nemlig at klø på, men det kommer naturligvis ikke til at gå problemfrit for sig… Denne korte film med komiker-parret hører helt klart til blandt mine favoritter, og er samtidig også én af dem, som man husker allerbedst… Filmen er hele 29 minutter lang, og derfor en smule længere end de øvrige kortfilm med Gøg og Gokke – Og der er heldigvis plads til, at deres dumheder rigtig kan få lov til at folde sig ud… Det er hovedrystende morsomt, og fungerer virkelig godt i denne film… (5 ud af 7 stjerner)…

I “Gokke skal giftes” (“Me and My Pal”) fra 1933 kommer ordsproget Bedre sent end aldrig helt sikkert til sin ret… Gokke skal giftes, men han får af mange forskellige grunde rigtig svært ved at komme afsted hjemmefra… Gæsterne venter, og brudens far mister tålmodigheden – Og så tager begivenhederne ellers fat… Igen er der masser af gode øjeblikke i denne kortfilm, men den ender desværre også med at komme en smule ud på et overdrev hen imod slutningen… (4 ud af 7 stjerner)…

I “Busy Bodies” fra 1933 er Gøg og Gokke på vej til arbejdet i en savmølle… Humøret er højt, men da de ankommer begynder benspænderiet for alvor, og de udsættes for den ene pinlige situation efter den anden… Netop denne kortfilm anses for én af komikerparrets allerbedste… Jeg fandt den da også morsom, men den er ikke den allerbedste, som jeg har set… Det er dog den, hvor der er indlagt flest stunts til de to gæve gutter, hvor de på alle måder udsættes for en hel del fysiske udfordringer… Som altid er der masser af virkelig god timing, og filmen som helhed byder da også på et ganske godt grin… (4 ud af 7 stjerner)…

I “Dirty Work” fra 1933 kan vi opleve Gøg og Gokke som skorstensfejere… De ankommer hos en professor, der eksperimenterer med en foryngelseskur, hvilket de to kumpaner dog ikke umiddelbart kommer til at få kendskab til før i slutningen af denne kortfilm… Det meste af filmen går med at klovne rundt og få renset skorstenen for sod, og det går bestemt ikke stille for sig… Som sædvanlig kommer de to venner galt afsted, mens de udfolder sig på skærmen… Der er ikke specielt meget, der bare kan lykkes for dem, men derimod er de forfulgt af en masse uheld… “Dirty Work” er ganske underholdende, men kunne sagtens have været mere morsom, end den er… Igen er der dog indbygget en hel del stunts i filmen, hvor Gøg og Gokke udsættes for en hel del fysiske prøvelser… (4 ud af 7 stjerner)…

I “Twice Two” fra 1933 planlægger Gøg og Gokke deres 1-års bryllupsdag med deres respektive søstre… Det kommer dog ikke helt til at gå, som de gerne vil, da deres respektive koner skal i løbet af dagen får en ustyrlig trang til at vise, hvem det er, der har bukserne på i deres respektive forhold… Der er endnu en gang ikke tale om den mest morsomme af komikerparrets film, men der er da selvfølgelig et par situationer, som man unægteligt kommer til at grine af – Og fornøjeligt er det i hvert fald at opleve dem i rollen som damer… (3 ud af 7 stjerner)…

I “Oliver the Eighth” fra 1934 kan vi opleve, hvordan Gokke forsøger at kravle op af den sociale rangstige ved at gifte sig med en rig enke, som bor på et stort gods… Det viser sig dog, at hun er rablende skingrende skør, og hvad hun ikke er, det er hendes tjener… Dette er ikke én af de bedste kortfilm med Gøg og Gokke… Det er en fed og overbevisende sketch omkring et usynligt sæt spillekort, men derudover er der ikke det store at grine af her i filmen – Desværre… (2 ud af 7 stjerner)…

I “En kraftig kur” (“Them Thar Hills”) fra 1934 tager Gøg og Gokke på tur op i den tynde bjergluft, hvor de får besøg af et ægtepar, som selv har rodet sig ud i problemer… I denne herlige farce er der masser af memorable højdepunkter, som helt sikkert er værd at se… (4 ud af 7 stjerner)…

I “En elektrisk forretning” (“Tit for Tat”) fra 1935 er ægteparret fra “En kraftig kur” tilbage, og endnu en gang tager de to par kampen op mod hiannden, hvor de denne gang er forretningsdrivende på den samme gade, som ikke kan tåle synet af hinanden… Denne korte film når ikke helt de samme højder som andre “Gøg og Gokke”-film, men har dog alligevel sine øjeblikke… (3 ud af 7 stjerner)…

I “The Fixer Uppers” fra 1935 er det juletid, og Gøg og Gokke forsøger at sælge julekort… Selvsagt går det ikke helt godt… Igen bestemt ikke én af de allerbedste kortfilm i den lange række, som de to komikere har lagt bag sig i deres snart 30 år lange karriere sammen… Den har enkelte øjeblikke, som er værd at overvære, men generelt er dette én af de episoder, som man sagtens kan springe over… (3 ud af 7 stjerner)…

I “Thicker than Water” også fra 1935 er Gøg og Gokke hårdt spændt for af Gokkes kone, der mener, at de to kumpaner er alt for dovne og nyder tilværelsen lige lovlig meget… De bliver derfor sat til at lave huslige pligter, men så kommer det lige pludselig op, at huslejen også skal betales, og at der ikke er enighed om, hvem det er der skal tage sig af de økonomiske sager… Der er masser af grin og morskab i denne herlige lille kortfilm, hvor man er rigtig godt underholdt hele vejen igennem… Det er en herlig film, og i hvert fald én af dem, som man ikke må springe over, når man holder af komiker-parret… (5 ud af 7 stjerner)…

Tja, dette var så et lille view over de udvalgte kortfilm, som jeg har fået set med Stan Laurel og Oliver Hardy i rollen som henholdsvis Gøg og Gokke… Kvaliteten og underholdningsværdien har været svingende, men der har bestemt været en del seværdige perler imellem… Jeg har ikke set alle deres kortfilm, men udelukkende set et større udpluk af dem, og også primært fokuseret på de af dem, som indeholder tale – Og der er derfor stadig et par stykker, som ikke lige har fået tildelt min opmærksomhed i dette opslag… Jeg har som nævnt i starten været stor fan af Gøg og Gokke, da jeg var barn, og gensynet har generelt været det hele værd – Så nu håber jeg, at de omtalte film kan være med til at inspirere andre filmelskere derude… Gennemsnitligt ligger filmene på 3,7 stjerner ud af 7, så vi runder op til 4 ud af 7 stjerner…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar