“Søvngængerne”

Tilbage i 1992 sad jeg en eftermiddag i biografen i Odense sammen med en kammerat og så “Søvngængerne”… Vi var de eneste to mennesker i biografen – Og vi havde en fest… Vi var underholdt og fik både grinet og gyst… Mine forventninger til filmen var også rigtig høje dengang, for forfatteren til filmen var ingen ringere end gysets mester, Stephen King, som jeg første gang stiftede litterært bekendtskab med tilbage i 1990, hvor jeg læste “Ondskabens hotel”… I årene derefter slugte jeg hans bøger, og kunne slet ikke få nok af hans forfatterskab, og selv den dag i dag (anno 2019) læser jeg ivrigt de romaner, som han stadig får udgivet her i Danmark… Jeg husker, at jeg var temmelig begejstret for filmen, dengang jeg så den for første gang i biografmørket, og så den også efterfølgende igen på VHS… Gensynet med filmen her 27 år senere affødte dog ikke helt den samme begejstring, hvor det pludselig var tydeligt for mig, at der ikke helt er tale om en mesterlig film, men derimod om en ganske udmærket film, som er præget af de efterdønninger, som markerede de store gyser-hits tilbage i 1980’erne… Effekterne er stadig ganske overbevisende lavet, men man oplever også bare helt mærkbart, at der er en vis form for naivitet forbundet med selve historien, som desværre ikke giver den pondus nok til at slå igennem på samme måde som den gang, da den udkom…

En ung fyr ved navn Charles er flyttet til en mindre amerikansk by, hvor han har bosat sig i et nydeligt lille hus sammen med sin mor… De bærer rundt på en hemmelighed, som de forsøger at skjule for omverdenen, da de er såkaldte “søvngængere”, som er en slags vampyrer, der lever af livsgnisten fra uberørte ungdommelige mennesker… Charles er nødt til at sørge for føde til sin mor, og derfor er han selvsagt meget flirtende i sin adfærd, hvor han især har udset sig et yndigt offer, som han også går i skole sammen med… Hun falder for hans charme, og hans tilnærmelser kommer hurtigt til at bære frugt – Men skæbnen vil, at hun opdager, at der er noget ravruskende galt med Charles, og pludselig er det, som hun troede var begyndelsen på et kæresteforhold forvandlet til et mareridt, hvor hun må kæmpe en indædt kamp for at slippe levende ud på den anden side…

“Søvngængerne” er helt klassisk bygget op efter den samme skabelon, som talrige andre gyserfilm er bygget op over… Det starter fredeligt ud, hvor de forskellige karakterer bliver præsenteret – Og derefter tager begivenhederne ellers fat, hvor de bliver udsat for alverdens prøvelser i forhold til at komme i mål med deres ønske enten om overlevelse eller om at gennemføre deres mål med at få bugt med deres modstandere… I “Søvngængerne” fungerer denne skabelon ganske udmærket, men historien er lidt flad, og man ved ikke rigtig om den vil tage sig selv seriøst eller om den bare skal forestille at være en letfordøjelig film, da den visse steder træder en smule ud på et overdrev, som gør at den godt kan virke lidt plat…

Brian Krause er ikke en specielt kendt skuespiller, og fik heller ikke efter sin medvirken i denne film det rette spark, så man fremover kunne opleve ham optræde på det hvide lærred – Men til gengæld har han medvirket i talrige tv-produktioner… Her i “Søvngængerne” leverer han en ganske udmærket præstation, men det er helt sikkert Mädchen Amick, der stjæler billedet, hvor hun giver sig fuldt ud som den naive good-looking-townsgirl, som er nem at lokke… I rollen som Charles’ mor kan man opleve Alice Krige, som også er ganske overbevisende… Det er dog langt fra for skuespillet, at man kommer til at huske “Søvngængerne”, men derimod nok mere for de udpenslede makabre make-up-effekter, som naturligvis får én til at væmmes… Det er helt klart også her, at gyset kommer mest til udtryk i filmen, for uhyggen er ikke er specielt fremtrædende, men derimod er handlingen centreret meget omkring det overnaturlige fænomen, som de to familiemedlemmer er i besiddelse af…

Hvor meget eller hvor lidt man kan lide denne film, afhænger nok mest af ens temperament eller lune i forhold til at kaste sig over nostalgiske filmoplevelser, hvor man stadig kan fornemme, at filmskaberne har dyrket de fantastiske elementer, som prægede gyser-genren i 1980’erne… “Søvngængerne” er nok én af de sidste film, hvor man netop kan opleve den slags, hvor der i en længere periode fremover kom et helt andet centralt element ind i horror-genren, og hvor konkurrencen på markedet pludselig blev et helt andet… Er man fan af Stephen King skal man naturligvis se denne film, men lad det være sagt med det samme, at “Søvngængerne” ikke er den bedste filmatisering, der bærer hans navn… Generelt er filmatiseringerne af Stephen King’s værker blevet kritiseret temmelig meget – Og måske med rette, men der er bestemt også perler imellem… “Søvngængerne” lander på en middelmådig karakter – Og man kan kaste sig over den eller lade være… Jeg havde håbet på, at genopleve det samme sus, som jeg gjorde tilbage i 1992, men det udeblev desværre…

“Søvngængerne” får 3 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar