“Sharknado 5 – Global Swarming”

Okay, lad mig starte med en indrømmelse… “Sharknado 5 – Global Swarming” løfter sig en smule op af det søle, som de to foregående film har befundet sig nede i, og lader dermed niveauet stige en smule således, at man rent faktisk føler sig en lille smule lettet over, at det ikke blev endnu ringere end det, som vi var vidne til i film nummer tre og fire… Det er ikke sådan, at det er en vildt fed film-oplevelse, som der her bliver præsenteret, men alligevel er der lidt at glæde sig over…

Fin Shepard og hans kone er denne gang rejst til London, men må ganske hurtigt rejse til Stonehedge for at assistere Nova, der har gjort en helt særlig opdagelse i forhold til at få sat en stopper for alle de forfærdelige storme og orkaner, som de senere år har præget store dele af USA… De har nu spredt sig til det meste af verden, og der er hårdt brug for, at man finder en løsning på det globale problem, som disse tornadoer udgør, da menneskeheden nu mere end nogensinde er truet på deres fortsatte eksistens… Shepard og hans familie ser sig nødsaget til endnu en gang at træde til, og de kommer både til Italien, Brasilien, Japan og Australien i deres kamp mod naturen og de enorme kræfter, som den globale opvarmning har foranlediget…

Så blev der endelig skiftet gear, og selvom folk stadig bliver spist af glubske hajer i filmen, så er der nu tale om en decideret katastrofe-film, hvor der også er indlagt elementer af science fiction… Der er igen masser af parodiske momenter i filmen (faktisk er der næsten ikke andet), hvor der gøres grin med film som “Mission Impossible”, “Mad Max”, “Indiana Jones” og “Tilbage til fremtiden” (for bare at nævne nogle stykker)… Historien er denne gang langt mere underholdende end, hvad vi har været vidne til i de to foregående film, men man kommer dog stadig ikke udenom, at “Sharknado 5” er dybt plat og intetsigende i sin generelle helhed…

Ian Ziering leverer endnu en gang en ganske udmærket præstation som den handlekraftige helt, Fin Shepard, der med en hel del held og med et overnaturligt mod kaster sig ud i kampen mod verdens undergang… I rollen som hans kone kan vi endnu en gang opleve Tara Reid, og så er Cassandra Scerbo tilbage i rollen som den populære figur Nova, som har optrådt i hver anden film… Disse karakterer udgør den dynamiske trio, som ikke helmer før opgaven er fuldført, selvom det både bliver ekstremt farligt og af og til sågar livstruende for dem… Når det gælder om at redde Jorden, kaster man ikke bare håndklædet i ringen…

Jeg er nu næsten igennem den lamme serie, og fornøjelsen har mildest talt været lidt blandet… Jeg havde faktisk lovet mig selv, at jeg ikke skulle se film, som jeg på forhånd ikke havde en idé om, at de som minimum ville lande på fem stjerner i min bedømmelse – Og så havde jeg også en gang givet mig selv håndslag på, at jeg ikke skulle se flere dårlige haj-film, efter at jeg havde det “Sand Sharks”… Meeeen, det kunne jeg ikke lige overholde, og nu har jeg næsten spildt 9 timer på at kæmpe mig gennem “Sharknado”-filmene… Nummer fem slutter egentlig ganske fornuftigt, og lægger suverænt godt op til en afslutning på serien, som jeg naturligvis ikke vil gå glip af… Jeg er ikke blevet inkarneret fan af filmene, men det kunne jeg helt sikkert være blevet, hvis de seneste film havde holdt samme niveau som nummer to i rækken…

“Sharknado 5 – Global Swarming” får 2 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar