“Sharknado 4 – The 4th Awakens”

Og lige som man troede, at det ikke kunne blive ringere, så blev det endnu værre… “Sharknado 4 – The 4th Awakens” er virkelig en hovedrystende dårlig film, hvor man slet ikke forstår, hvordan det er lykkedes instruktør Anthony C. Ferrante at have skabt en film-serie, som har affødt en lige så høj kult-status som fx James Bond – Og så på så kort tid… Er det fordi folk higer efter dårlig underholdning, eller er det fordi man bare ikke er specielt meget bevidst omkring god kvalitet..? Eller er det bare fordi, at folk (læs: den store fanskare) hungrer efter noget, der er anderledes og noget, der er så intetsigende hjernelamt, at ens eget liv bliver helt perfekt, når man ser det i perspektiv..? Uanset hvad grunden er til denne utrolige succes og popularitet, så ændrer det ikke ved det faktum, at “Sharknado”-filmene generelt bare er virkelig dårlige…

Fin Shepard har afværget den ene katastrofe efter den anden, hvor forskellige storbyer i USA er blevet ramt af kraftige tornadoer, som tilmed indeholdt blodtørstige hajer… Der er gået fem år siden den sidste Sharknado ramte Orlando i Florida, og nu er turen så kommet til San Francisco, hvor Fin endnu en gang må agere superhelt og sammen med sin familie redde menneskeheden fra undergang… Desværre må de dog hurtigt konstatere, at flere tornadoer er på vej, og at de rammer rigtig mange steder rundt om i USA, så spørgsmålet er, om Fin Shepard også denne gang får succes med at destruere de mange Sharknadoer, som tilmed er begyndt at mutere og ændre deres substans…

Den første film kunne man kategorisere som en såkaldt gyser-film, hvor gyset var fremtrædende i form af en hel del nervepirrende scener, hvor hajerne angreb forskellige mennesker, og hvor blodet derved sprøjtede til alle sider og skabte kvalmende billeder… Det hele var dog også lavet med et glimt i øjet, hvor overdrivelsen helt bestemt var tydeligt tilstede, og dermed blev filmen også nemmere at fordøje… Film nummer to skruede op for tempoet, hvor både spænding og action dominerede en fed historie, der dog også stadig befandt sig på et overdrev, og hvor plathederne også stadig var at finde… Med film nummer tre blev det hele bare fuldstændig hjernelamt, og det blev i dén grad tydeligt, at der med “Sharknado”-filmene ikke er forbundet nogen som helst form for alvor eller seriøsitet… Og lige som man troede, at film-serien skrabte bunden, så kom nummer fire og niveauet sank yderligere… Det meste af gyset er også forsvundet i film nummer fire, hvor man mere har drejet handlingen over i en decideret action-film, hvor katastroferne præger handlingen…

Ian Ziering spiller endnu en gang hovedrollen som Fin Shepard, og hans figur er stadig meget helteagtigt fremstillet… Dog er der her i film nummer fire forsvundet en del af den charme og karisma, som jeg har set forbundet med hans karakter i de første tre film, og nu virker han bare som en lidt ligegyldig actionhelt, som man ved vil overleve alle mulige og umulige situationer, ligegyldigt hvad han bliver udsat for… Ziering leverer dog ikke en decideret ringe skuespilspræstation, men det bliver nok ikke til en Oscar i denne omgang… I rollen som Fin’s kone kan vi også endnu en gang opleve Tara Reid, som igen giver den gas som scream-queen og hyperteknisk android med overmenneskelige evner…

Jeg vil kategorisere “Sharknado 4” som en komedie… Det er en film, som paroderer talrige film lige fra “Star Wars”, og “Jurassic Park” til “Troldmanden fra Oz”… (Og mange flere)… Det er til tider ganske morsomt, men for pokker, hvor er det også bare ringe lavet – Og kvaliteten af denne fjerde film i serien er som nævnt virkelig helt i bund… Man kan med denne film kun forvente plat, hovedrystende, tæerkrummende og super-irriterende underholdning, hvor det eneste rigtig gode kan siges, at være slutscenen, hvor en kendt og populær figur fra nogle af de øvrige film dukker op… Jeg skærer det lige ud i pap: “Dette er en virkelig dårlig film, så lad være med at se den..!”

“Sharknado 4 – The 4th Awakens” får 1 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar