“Ghost in the Shell”

Præmissen var egentlig god nok, og jeg havde helt sikkert også forventet, at der med “Ghost in the Shell” ville være tale om et actionbrag, som bare ville kunne slå mig en lille smule bagover… Det skete dog på ingen måde, og det ender bare med, at filmen er en kæmpe skuffelse, hvor jeg næsten følte mig nødsaget til kun at smide én enkelt stjerne efter den… Heldigvis bliver den dog reddet af de ganske formidable special-effekter, men rent handlingsmæssigt er det en tynd og intetsigende historie, som tilmed er decideret kedelig…

I en nær fremtid har menneskene lært at implementere den menneskelige hjerne i androider, og her er der blevet eksperimenteret med disse skabninger, hvor man i visse tilfælde også har opnået at skabe robotter med overmenneskelig styrke og evner… Der er tale om deciderede dræber-maskiner, som bliver sat ind i krigen mod de forretningsmænd, som forøger at tilrane sig magt på en upassende og usympatisk måde, hvor også temmelig ufine metoder kommer i spil… Én af disse teknologisk udviklede maskiner er særdeles fintfølende i forhold til alt det, som foregår rundt omkring hende, og hun sætter alt ind for at stoppe de kriminelle bagmænd, som vil misbruge deres magt til at udvide deres imperium…

I hovedrollen kan man opleve en velspillende Scarlett Johansson, der i en kropsnær trikotage springer rundt i forskellige actionprægede scener, hvor der udføres skyderier og nærkampe – Og hvor de talrige modstandere gang på gang må se sig slået af den overmenneskelige kampmaskine… Johansson’s skuespil er ikke specielt nuanceret i filmen, men hun leverer alligevel en ganske fornuftig præstation som en tænkende robot, der har menneskelige evner… Hun er flankeret af danske Pilou Asbæk, der har en latterlig rolle som leder af et team af soldater, som skal støtte Johansson’s figur i hendes evindelige kamp mod skurkene… Pilou Asbæk kan opleves i en rolle, hvor han mest af alt minder om den rolle, som Rutger Hauer havde i “Blade Runner”, hvor han med kridhvidt hår og et macho-militært look agerer truende overfor sine modstandere… Det er for så vidt rigtig fedt, at man som dansker kan opleve en dansk skuespiller i en international filmproduktion, men med rollen i “Ghost in the Shell” er Pilou ikke videre god, selvom det (forhåbentlig) kan tjene til et springbræt videre frem i hans karriere…

Filmen er baseret på en original animeret Manga-film, hvor også en række computer-spil og en del spin-off’s har set dagens lys indenfor dette futuristiske univers… Manga-filmen blev lanceret i 1995, og den fik hurtigt en kæmpe fanskare… Publikum var begejstrede, og klart nok var de selvsamme fans forventningsfulde omkring den live-action-udgave, som skulle komme i 2017… Jeg har ikke selv set den originale film, men mon ikke den både er flot og spændende… Og måske man bare skulle have holdt sig til denne udgave – For genindspilningen er bare slet ikke dét værd…

Som nævnt er filmen virkelig kedelig… Til trods for at der er temmelig mange actionprægede scener, kommer filmen aldrig rigtig ud over den rampe, hvor den bliver interessant – Og den ender bare med at blive en totalt skuffelse… Den startede ellers okay ud, men tog hurtigt et gevaldigt dyk, hvorefter den aldrig på noget tidspunkt kunne få halet sig selv op af det søle, som den var landet i… Rent teknisk (visuelt) er filmen udstyret med en hel del flotte special-effekter, hvor selve produktionsdesignet også godt kunne henlede ens tanker på “Blade Runner”… Disse redder filmen fra at skrabe bunden, men er langt fra nok til at hæve filmens generelle niveau… Filmen lægger uden tvivl op til en fortsættelse, men her lover jeg både mig selv og mine læsere, at jeg ikke hopper med på denne vogn – For mig slutter bekendtskabet med “Ghost in the Shell” lige her…

“Ghost in the Shell” får 2 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar