“Sharknado 2 – The Second One”

Den første “Sharknado”-film var decideret plat, og det er den anden i rækken da helt sikkert også – Men den har til gengæld også en langt bedre historie, en række ret gode special-effekter, som naturligvis også hører til i den klamme kategori, og så er skuespillet også bare ret okay, hvor man helt sikkert også bare på en underlig måde er kommet til at holde af hovedpersonen og hans heltemodige ageren… Samtidig er der proppet en hel del ret så spændende og tempofyldt action ind i filmen – Og alle disse nævnte elementer er helt bestemt med til at løfte filmens niveau… Vi befinder os naturligvis stadig på et niveau, hvor en del latterlige elementer også har sneget sig ind, men det er gennemført integreret i filmen, og det præger generelt filmen i dens 95 minutters lange spilletid…

Fin er på vej fra L.A. til New York, da flyet pludselig ender i en storm, som viser sig at være en ny tornado, hvor en hel del blodtørstende hajer er blevet suget op af havet og nu hvirvler rundt for senere hen at blive slynget ud blandt menneskeheden i New York… Fin må naturligvis endnu en gang mande sig op til at tage konfrontationen med de glubske bæster, og heldigvis har han en del erfaring at bygge på – Og samtidig viger han ikke tilbage for den naturlige frygt, som også kommer snigende, når kaos hersker og panikken breder sig…

Jeg bliver simpelthen nødt til at indrømme, at jeg rent faktisk synes rigtig godt om den anden film i rækken… Der er et helt særligt touch over filmen, som ikke er at finde i den første film, og dette i sig selv er sært dragende… Filmen lægger rigtig godt ud med en lang, spændende og actionfyldt sekvens ombord på flyet, som Fin også befinder sig ombord på… Derefter tager begivenhederne bare fat, og der er ret så meget fart og tempo i samtlige scener, hvor der også er plads til masser af blodsprøjtende sekvenser, som faktisk er temmelig overbevisende lavet… Platheden er dog også hele tiden til stede, men det er helt tydeligt, at det er bevidst fra både manuskriptforfatternes og instruktørens side, at troværdigheden i filmens handling skal være ikke-eksisterende… Platheden bliver derfor meningsfuld, og selvom man både krummer tæer og ryster på hovedet, så kan man ikke lade være med samtidig at synes, at det også bare er super-sejt…

Ian Ziering leverer en ganske udmærket skuespilspræstation som den gennemført karikerede helt, og denne gang får han igen følgeskab af en velspillende Tara Reid og så har Viveca A. Fox sneget sig ind på listen over medvirkende – Og også hun leverer en ganske god præstation som handlekraftig kvinde, som bestemt ikke går af vejen for at tage kampen mod hajerne op… Det ender rent faktsisk med, at man er blevet en smule opstemt af at se “Sharknado 2”, og oplevelsen har i hvert fald fuldstændig udvisket den tvivl, jeg utvivlsomt har haft i forhold til at skulle se de øvrige fire film i serien… Jeg er hoppet på bølgen, og har fået lyst til at dyrke dette kult-fænomen som så mange andre fans har gjort gennem de seneste par år… Så nu spænder jeg hjelmen, og lader mig indrulle i Fin’s fortsatte eventyr og hans evindelige kamp mod de glubske hajer…

“Sharknado 2 – The Second One” får 4 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar