“Stjålne kroppe”

I 1956 udkom “Invasion of the Body Snatchers” og gjorde biografgængerne i hele USA skrækslagne, da den pludselig tydeliggjorde en plausibel mulighed for at blive invaderet af væsener fra rummet… Filmen blev genindspillet i 1978 og igen i 1993, hvor den erhvervede sig den danske titel “Stjålne kroppe”… Og den nyeste version er langt fra den bedste af de tre, for der er decideret tale om en temmelig tynd og floffy omgang nonsens, som ikke engang er specielt skræmmende…

En familie flytter ind på en militærbase, hvor særlige forhold omkring anvendelsen af kemiske stoffer skal undersøges… Og naturligvis sker der et udslip af disse kemiske stoffer, som pludselig får uoverskuelige konsekvenser for folkene på basen… For i det kemiske udslip gemmer der sig en fremmed organisme, som er udstyret med et instinkt, der går på at overtage andet liv… Der er med andre ord tale om parasitter, der meget aggressivt angriber menneskeheden og skaber frygt og panik – For pludselig kan man ikke skelne ven fra fjende…

Enkelte scener i “Stjålne kroppe” er ganske fornuftige og samtidig også okay creepy, som fx scenen, hvor Gabrielle Anwar tager bad, og scenen, hvor Meg Tilly skriger for at udpege nye ofre, som stadig ikke er blevet overtaget af de fremmede væsner… Langt den største del af tiden er filmen dog bare lidt småkedelig, og spændingen kommer aldrig rigtig op over det middelmådige niveau… Der er en smule horror undervejs i filmen, som især kommer til udtryk gennem nogle vellavede special-effekter, men i det store hele er det meget lidt, at den gør sig fremtrædende, og derved indtræder kedsomheden – Og den er ret svær at ryste af sig igen…

Gabrielle Anwar i hovedrollen leverer en ganske udmærket præstation, men det er helt sikkert den mere rutinerede Meg Tilly, som stjæler billedet og leverer filmens mest overbevisende (og skræmmende) skuespilspræstation… Den øvrige stab af skuespillere kommer til at forblive ret så anonyme, selvom der også gemmer sig lidt større navne blandt de medvirkende som fx R. Lee Ermey, Christine Elise og Forest Whitaker… Abel Ferrara’s iscenesættelse er ikke værd at nævne, og generelt er samtlige film i “Fredag den trettende”-serien meget bedre end “Stjålne kroppe”…

Så desværre er der ikke så meget positivt at sige om den tredje filmatisering af Jack Finney’s berømte klassiske roman… Jeg så filmen for første gang tilbage i starten af 1990’erne, hvor den udkom på vhs, og har nu i 2019 genset filmen… Den var ikke specielt god dengang, og det var den heller ikke under mit gensyn… Så herfra skal anbefalingen lyde, at man finder noget andet at kaste sig over end lige præcis denne film, og så tænker jeg, at det er en god idé, at vi bare lader “Stjålne kroppe” synke ned i det store hav af film, som ikke er værd at bruge tid på…

“Stjålne kroppe” får 3 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar