“The Player”

“The Player” er en helt speciel film, forstået på den måde, at den egentlig handler om en film i filmen… Scenen er sat i de store produktionsstudioer i Hollywood, hvor producenterne udvælger det materiale, som de mener, at der er penge i, så de kan score profitten, når publikum i betagelse har delt den gode oplevelse med hinanden i biografen… Det er dog også en film om mord, besættelse og bedrag, hvor man dog som publikum hele tiden er meget bevidst om begivenhederne, der finder sted, men hvor man kommer til at opleve, at den skyldiges omverden bliver taget ved næsen af hans egne løgne og hans bedrageriske indbildskhed…

Tim Robbins spiller en filmproducent med sans for at få sat de gode projekter i søen… Han begynder dog at modtage trusselsbreve fra en af de manuskriptforfattere, som han har været afvisende overfor, hvilket får ham til at reagere ved at opsøge denne, og derved kommer det tilfældigvis til en konfrontation med døden til følge for forfatteren… Naturligvis bliver politiet sat på sagen, men producenten har en ret god dækhistorie, og pludselig er han involveret i et forhold med den afdødes kæreste… Dette får dog blot politiets nysgerrighed til at vokse endnu mere, og han fornemmer da også selv, at nettet begynder at stramme omkring ham, hvor det pludselig bliver svært at holde de faktuelle begivenheder skjult…

Som nævnt er “The Player” en lidt særlig film, hvor man kommer ind bag kulisserne i Hollywood, og hvor rigtig mange kendte skuespillere og instruktører medvirker i rollen som dem selv… Blandt andet får vi lov til at opleve Cher, Nick Nolte, Burt Reynolds og Gary Busey folde sig ud som sig selv, hvilket egentlig er ret så underholdende… Til gengæld har både Tim Robbins, Greta Scacchi, Whoopi Goldberg, Fred Ward og Peter Gallagher hver især en rolle, hvor de ikke spiller sig selv, og her leverer Tim Robbins med hovedrollen som Griffin Mill, der forsætligt får et prædikat som morder, en ganske fortrinlig præstation, hvor han flankeres af en meget velspillende Greta Scacchi i rollen som Griffin’s kæreste, samt en yderst veloplagt og ret så morsom Whoopi Goldberg i rollen som politikommisær, der skal opklare forbrydelsen på sin helt egen prækære facon… Der er ikke decideret tale om helt igennem fantastiske og formidable skuespilspræstationer, men de er dog hævet over det niveau, man kan kalde for middelmådigt… Der er en hel masse triviel information forbundet med filmen, og her nævner jeg lige den, som jeg synes er den mest bemærkelsesværdige, hvor Cher optræder i en rød kjole under en ceremoni, hvor der kun var inviteret i sort/hvid – Og Cher går aldrig privat i rødt…

Iscenesættelsen har Robert Altman stået for, og han har ikke gjort brug af de helt store armbevægelser i forhold til sin måde at få skudt filmen i kassen på… Mest bemærkelsesværdigt er det otte minutter lange indledningsklip, hvor man oplever et mylder af mennesker interagere med hinanden på kryds og på tværs… Netop denne scene er meget detaljerig og har været en veltilrettlagt planlægningsfase igennem for overhovedet at kunne lykkes så godt, som den gør – Og ingen senere scene kommer til at matche åbningsscenen… “The Player” lykkes dog allerbedst på manuskriptsiden, hvor det er lykkedes at blande en hel masse referencer til gode gamle klassikere fra Hollywood ind i handlingen… Mest af alt er det dog særdeles kuriøst, at filmen binder en meget fin sløjfe i slutningen, hvor man både får refereret til selve filmen, men også til filmen om filmen… Her kommer der et helt særligt glimt af noget genialitet ind over filmen, som i hvert fald lige kunne få mig til at tænke mere positivt om den, end hvad den egentlig er værd at lande den endelige bedømmelse på…

“The Player” får 4 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar