“Goodfellas”

“Goodfellas” ligger på plads nummer 17 på IMDB’s liste over de bedste film nogensinde… Det er menige anmeldere, som har dannet denne liste, og den viser, at der er rigtig mange som rigtig godt kan lide netop denne film… Personligt synes jeg, at den er en smule mangelfuld på det at få formidlet en god historie på en sådan måde, at man er fængslet og grebet af handlingen fra start til slut.. Man når med andre ord ikke rigtig at fatte sympati for de enkelte karakterer, som repræsenterer hovedrollerne, og derved lander min endelige bedømmelse af filmen på et middelmådigt niveau… Man har i flere anmeldelser af filmen ikke kunnet undgå at drage sammenligninger med Scorsese’s egen “Casino”, og dette vil jeg bestemt heller ikke undlade at gøre – Men lad mig lige slå fast, at “Casino” rent teknisk og rent kunstnerisk er en meget flottere film, og så har den tillige en handling, hvor man netop bliver fængslet og grebet af handlingen… Det er to ret så barske fortællinger, der begge to foregår i gangsterverdenen, hvor volden er udpræget og hvor loyalitet og respekt er dyder, som er selvskrevne for at man selv skal kunne eksistere i kredsen… Begge film indeholder en hel del udpenslet vold, hvor man både væmmes og græmmes… Det er bestemt ikke nogen film, der er egnet for det sarte publikum, men de tegner blot et realistisk billede af, hvordan tingene foregår, når man færdes blandt kriminelle gentlemen, som spiller højt spil og satser stort på at lovens lange arm ikke rækker rundt om dem…

Henry Hill vokser op i Bronx, hvor han hurtigt får sin hverdag til at gå hos den lokale gangster-boss… Stille og roligt får han arbejdet sig op gennem hierakiet og ender helt oppe i toppen sammen med Jimmy Conway og Tommy DeVito, som på alle måder tager alle chancer, når det gælder om at score de store penge… Deres illegale gøren og laden går naturligvis ikke myndighederne ubemærket hen, men beviserne imod dem er altid mangelfulde og derfor slipper de som regel også godt afsted med deres kriminelle aktiviteter… Selvsagt kan man dog ikke operere med lyssky og fordægte forretninger hele sit liv uden at blive påvirket på den ene eller den anden måde, og da nettet strammes omkring toppen, begynder presset at kunne mærkes og stressmomenterne viser sig, hvorved der også kommer til at blive begået fejltrin…

Instruktør Martin Scorsese har for mig altid fremstået som en visuelt orienteret kunstner, som har en helt særlig flair for at formidle fortællingen gennem det visuelle medie, og med “Goodfellas” gør han da bestemt ingen undtagelse… Der er ikke ligefrem tale om en prangende film, hvor man falder i svime over det produktionsmæssige, (her er “Casino” af en langt højere kaliber), men man drages dog stadig af hans helt egen særprægede måde at fortælle en historie på… I mange af Scorsese’s film medvirker Robert De Niro, og i “Goodfellas” er dette ikke nogen undtagelse… De Niro er efter min mening én af filmhistoriens største skuespillere, der med sin alsidighed og sit eminente talent for at leve sig fuldt ud ind i sine roller altid er garant for, at hans medvirken hæver filmens generelle niveau betydeligt… I “Goodfellas” spiller han rollen som Jimmy Conway, som hele tiden forsøger at have sin ryg fri fra alle de kriminelle aktiviteter,som han sætter i værk, og De Niro leverer naturligvis en fuldkommen upåklagelig præstation, hvor han med stor overbevisning får givet sin karakter både fylde og troværdighed… Han får fantastisk mod- og medspil af både Ray Liotta og Joe Pesci, hvor sidstnævnte er fuldkommen eminent i rollen som Tommy DeVito, som agerer en tikkende bombe, der uden varsel eksploderer i vanvittige voldseskapader, som helt naturligt indgyder en vis form for frygtindgydende respekt blandt hans mange fjender og modstandere… Rollen kommer han nærmest til at kopiere i “Casino”, og rigtig mange kritikere har sammenlignet hans måde at agere på i de to film, hvor der især har været fokus på hans voldelige tendenser… Størstedelen af kritikerne mener, at Tommy DeVito fra “Goodfellas” er den farligste og mest uberegnelige af de to, men jeg vil til enhver tid holde på, at Nicky Santoro fra “Casino” er den mest afstumpede og voldsfikserede håndlanger, som ingen skrupler eller moral har overhovedet…

“Goodfellas” har (ligesom “Casino”) en fortæller lagt ind over en stor del af filmen, og det fungerer rigtig godt, hvor det der siges passer utrolig godt til de billeder og scener, som er sat sammen for at drive handlingen videre… Der er masser af rigtig gode scener i filmen, hvoraf enkelte også er ret så mindeværdige eller ligefrem uforglemmelige, som fx i baren, hvor Tommy fyrer jokes af, som ender i en helt anderledes alvorlig tone… Der er ligeledes masser af spænding og der spares på ingen måde på dramatiske øjeblikke, men i det store hele appellerede det ikke helt så meget så meget til mig, at jeg ligefrem blev blæst bagover… Der er ingen tvivl om, at “Goodfellas” er en god film, men jeg kunne ikke bare hoppe med på bølgen og synes, at den var fuldstændig fantastisk bare fordi den ligger placeret som nummer sytten på IMDB’s liste over filmhistoriens bedste film… Personligt syntes jeg langt bedre om “Casino”, men min helt klare favorit fra Martin Scorsese’s hånd er uden tvivl den mesterlige “Cape Fear” fra 1991, hvor Robert De Niro også medvirker…

Om man kan lide “Goodfellas” eller ej vil jeg lade være op til den enkelte selv at bedømme – Jeg var underholdt, men ikke fuldstændig henfalden til filmen… Jeg kedede mig ikke et eneste øjeblik undervejs i filmen, men savnede slet og ret blot at filmen som helhed kom til at appellere en del mere til mit indre jeg, så jeg kunne blive grebet og fastholdt i en tilstand af eufori, som jeg normalt gør, når en film er fuldstændig fantastisk…

“Goodfellas” får 4 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar