“Jack Ryan – Shadow recruit”

jack 4

Efter 3 dage på lejr er jeg kommet en smule bagefter med anmeldelserne af de film, som jeg har fået set, så der kommer en ordentlig bunke her i weekenden…
“Jack Ryan – Shadow recruit” er en ny start på serien om CIA-agenten Jack Ryan, og den er helt uafhængig af de fire tidligere film, som er lavet med agenten i hovedrollen… Den første film, hvor Jack Ryan optræder (i øvrigt en karakter, som er opdigtet af den succesfulde spændingsforfatter Tom Clancy) er “Jagten på Røde Oktober” tilbage fra 1990, hvor Alec Baldwin spillede hovedrollen… Filmen blev efterfulgt af “Patrioternes spil” (1992) og “Dødens karteller” (1994), hvor Jack Ryan begge gange bliver spillet af Harrison Ford. I 2002 blev Harrison Ford afløst af Ben Affleck i filmen “The sum of all fears”, og nu i 2014 har Chris Pine overtaget rollen som Jack…

jack 2
I “Shadow recruit” bliver man i starten kortvarigt introduceret for, hvordan Jack Ryan endte i tjeneste hos CIA, hvorefter historien tager rigtig fat, og i bedste hyper-moderne James Bond-stil er fjenden en gruppe russiske pengemænd, og Jack bliver sat på opgaven at stikke en kæp i hjulet på dem, før det lykkedes dem at ødelægge det finansielle marked i USA…

jack 1
Chris Pine klæder rollen som Jack Ryan rigtig godt… Han er charmerende, elegant og har stjernestatus nok til at kunne løfte arven fra sine tre forgængere… (Og hvis serien bliver en succes, så har den unge skuespiller rigeligt at lave de næste mange år, da han ligeledes spiller Kaptajn Kirk i den nystartede “Star Trek”-serie.) Endnu en gang er det en kæmpe fornøjelse at opleve Kevin Costner på skærmen… Han har altid været blandt mine favoritter, og gør i disse år et vanvittigt comeback med fyldige roller… Keira Knightley som Jack’s kæreste er mere anonym end man kender hende fra fx “Pirates of the Caribbean”, men hun gør generelt også en god fremtræden på skærmen…

jack 3
Selve handlingen i “Shadow recruit” er yderst high-tech, men den er på ingen måde svær at følge med i, og spændingsmomenterne er både talrige og yderst veldrejede… Manden i den gyldne stol (instruktøren) er ingen ringere end (og meget overraskende) den altid stilsikre og ambitiøse Kenneth Branagh, der i sin karriere har haft en hel del bombastiske projekter inden for filmkunsten… Og endnu en gang gør han ingen undtagelse i forhold til at få fortalt en god historie, som indeholder alle de relevante detaljer i forhold til at hans publikum skal kunne følge med… “Shadow recruit” er ingen kunstnerisk og smuk film, men den leverer varen i form af at være en velkomponeret actionthriller, med et højt spændingsniveau… “Shadow recruit” kan med andre ord anbefales, hvis man trænger til at få tikke-værket lidt op i gear…
“Jagten på Røde Oktober” får 6 ud af 7 stjerner.
“Patrioternes spil” får 6 ud af 7 stjerner.
“Dødens karteller” får 6 ud af 7 stjerner.
“The sum of all fears” får 4 ud af 7 stjerner.
“Jack Ryan – Shadow recruit” får 5 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar