“De Utrolige 2”

Incredibles 1

I 2004 udkom den første film om De Utrolige, hvor vi som publikum blev præsenteret for en familie bestående af superhelte med usædvanlige superkræfter, som påtog sig opgaven at bekæmpe de superskurke, som desværre også huserede på den planet, som vi kalder for Jorden…  Det blev til en underholdende og fornøjelig filmoplevelse, som også var præget af masser af action og humoristiske indslag – Og mest af alt kom filmen (til trods for, at der er tale om en animationsfilm) til at minde en del om James Bond-filmene, hvor handlingen generelt set altid er bygget op omkring en superskurk, som vil forsøge at overtage verdensherredømmet…  “De Utrolige” blev en kæmpe succes, og der skulle gå hele fjorten år, før vi endelig kunne få fornøjelsen af en fortsættelse – Og der er ingen tvivl om, at netop “De Utrolige 2” blev én af de film, som man så mest frem til i indeværende film-år…

Incredibles 2

Familien Parr har måttet acceptere, at deres superhelte-kræfter er blevet erklæret ulovlige af den amerikanske regering, og derfor har de også måttet acceptere, at livet nok går hen og bliver en del mere normaliseret i forhold til, hvad de ellers har været vant til, når de har rejst verden rundt for at bekæmpe superskurkene…  Det hele vender dog, da en velhavende virksomhed ser det som nødvendigt at genindsætte et superhelte-program, som skal sørge for at holde superskurkene stangen…  I første omgang er det dog kun Elasti-pigen, som virksomheden er interesseret i, og Bob Parr alias Hr. Utrolig må se sig degraderet som familiefar, hvor hans fornemste opgave bliver at se efter sine tre børn…  Dette kommer dog til at volde ham voldsomme problemer, for det viser sig nemlig, at Jack-Jack (familiens yngste skud på stammen) også har udviklet superkræfter, som han overhovedet ikke har kontrol over…

Incredibles 3

“De Utrolige 2” er lige som forgængeren en underholdende og fornøjelig familie-film, som kombinerer hæsblæsende action med charmerende humor, og kører således fortsættelsen sikkert i mål…  Efter min mening fungerer filmen bedst i de actionfyldte scener, som virkelig afvikles i et højt tempo, hvor tingene naturligvis også kommer ud på et overdrev, men som trods alt fungerer nu, hvor der er tale om en animationsfilm…  Disney Pixar Studios formår i sikker stil at skrue film sammen, som bestemt er et kig værd – Og med “De Utrolige 2” gør de ingen undtagelse…  Der er trykket på de helt rigtige tangenter og drejet på de helt rigtige knapper, så det hele kommer til at tage sig flot og prangende ud, men desværre er selve historien lige lovlig tynd…  Alt for meget af handlingen er centreret omkring Jack-Jack’s nyudviklede superkræfter, hvor der naturligvis bliver skabt en del panik-agtige situationer, mens selve hovedhistorien er en smule for overfladisk og i særdeleshed også forudsigelig…

Incredibles 4

Jeg lander filmen som en god film, men bliver også nødt til både at understrege og pointere, at den forventeligt kunne have været bedre…  Den første film var uden tvivl et hit, og havde nogle stærke følelsesmæssige temaer blandet ind i handlingen, hvilket til tider også henlagde selve filmen til at blive helt nostalgisk blandt det mere modne publikum…  I fortsættelsen er der stort set intet af dette, bortset fra et tydeligt indarbejdet tema om feminisme og ligestilling…  Jeg er helt sikker på, at det yngste publikum vil have stor fornøjelse ved at se “De Utrolige 2”, mens det voksne publikum nok vil finde den lige en anelse for overdrevet og tynd…  Hvor meget eller hvor lidt man kommer til at kunne lide fortsættelsen til den nok mest succesfulde animerede film til dags dato vil nok afhænge af ens temperament – Jeg var ikke helt så begejstret, men fandt dog alligevel filmen underholdende og fornøjelig…

“De Utrolige 2” får 5 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar