“Den skjulte fæstning”

Hidden 4

Af alle de film, som jeg efterhånden har fået set, hvor instruktør Akira Kurosawa har stået ved roret, er “Den skjulte fæstning” ikke ligefrem den bedste – men så absolut heller ikke den værste…  Lige netop “Den skjulte fæstning” skiller sig en smule ud fra de øvrige film, da den indeholder en humoristisk undertone, som ikke decideret er kendetegnende fra de øvrige film, som den mesterlige instruktør har skabt – Og dette skal man da helt sikkert lige vænne sig til…  Humoren er især fremtrædende hos to af de karakterer, som medvirker i filmen, hvor deres ageren kammer en smule over i det parodiske, hvilket distancerer sig ret så meget fra al den øvrige alvor, som filmen indeholder…

Hidden 1

To sølle rejsende bevæger sig gennem landskabet i det feudale Japan, og de er glade og lykkelige over, at være sluppet helskindet væk fra en verserende krig, som har fundet sted mellem to stridende parter…  De falder tilfældigvis over en stor bunke guld, som dog viser sig at have en ejermand…  Denne blander sig naturligvis i deres såkaldte “fund”, og tilbyder dem en andel, hvis de hjælper med at transportere det til et sikkert sted i bjergene, som kaldes den skjulte fæstning…  Det viser sig at ejermanden er en general, som forsøger at beskytte landets prinsesse fra den ondsindede og forbryderiske diktator, som med vold og magt har overtaget tronen – Og missionen er naturligvis at generobre det tabte…

Hidden 3

“Den skjulte fæstning” er ikke noget blændende mesterværk…  Tingene udvikler sig i et adstædigt tempo, som kræver et tålmodigt publikum, som vi også kender det fra tidligere film, som Akira Kurosawa har stået for…  Desværre har han under sin iscenesættelse ikke haft særlig stor fokus på det tekniske arbejde med filmen, hvor han tidligere har gjort flot og flittigt brug af et levende kamera, opfindsomme panoreringer og skæve vinkler, som alt sammen har været med til at ophøje filmens niveau til et kunstnerisk visuelt niveau, som også har givet instruktøren den helt igennem velfortjente status som den mesterlige iscenesætter af film, som andre instruktører (både japanske og udenlandske) forbilledligt har skelet til…  “Den skjulte fæstning” har sine momenter, men er også ret ofte lidt tam på området…  Scenen med tvekampen er uden tvivl filmens absolutte højdepunkt og afvikles fejende flot, hvor man virkelig benoves over den måde, som Akira Kurosawa får bygget dette langstrakte øjeblik op, og jeg bliver nødt til at påstå, at netop denne scene vil være værd at fremhæve i enhver filmisk sammenhæng, hvor man taler om glorværdige øjeblikke…

Hidden 2

Og man kan ikke nævne Akira Kurosawa uden også at nævne Toshiro Mifune…  Disse har udgjort et helt igennem unikt makkerskab på hver deres side af kameraet gennem talrige år og gennem mange år…  I “Den skjulte fæstning” får vi igen liv til at opleve Toshiro Mifune folde sig ud med sin helt igennem karismatiske og samtidig bombastiske fremtoning…  Mifune stjæler billedet i hver eneste af de scener, som han medvirker i, og han har også helt velfortjent høstet diverse priser for sin livslange medvirken på film…  Efter min mening leverer Toshiro Mifune sin bedste præstation i “Rashomon”, selvom hans rolle her er af en lidt mindre karakter – og i “Blodets trone” skinner han også virkelig igennem, men generelt er han bare en fornøjelse at opleve på film…

Hidden 5

Alt i alt lander “Den skjulte fæstning” på en middelmådig karakter…  Filmen er ikke ringe, men den mangler visse kvaliteter i forhold til kunstnerisk opfindsomhed, og så trækker det lidt langsommelige tempo desværre også ned i den endelige bedømmelse af filmen, ligesom den rent handlingsmæssigt mangler en smule i forhold til at forstå den egentlige sammenhæng…  En del står desværre lidt hen i det uvisse, hvilket i sidste ende kommer til at påvirke antallet af tildelte stjerner…  Jeg vil ikke mene, at man decideret bør danse udenom “Den skjulte fæstning”, men at man sagtens kan kaste sig over filmen og lade sig underholde…  Man bør dog nok mest se filmen, hvis man er stærk tilhænger af Akira Kurosawa eller Toshiro Mifune – Eller hvis man bare er en udpræget filmnørd ligesom undertegnede…

“Den skjulte fæstning” får 4 ud af 7 stjerner.

starstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar