“Saving Private Ryan”

ryan 1

“Saving Private Ryan” er stærk kost… Det er makabert, voldsomt og på mange måder kvalmende, men samtidig også gribende, rørende og pokkers intenst, når krigens rædsler udspiller sig direkte for øjnene af én…

ryan 2
Tom Hanks spiller Kaptajn Miller, som leder et kompagni under landgangen i Normandiet i 1944, som senere blev kendt som D-dag… Det starter ud som en regulær nedslagtning af de allierede styrker, men da de først er brudt igennem de tyske styrkers forsvarslinjer, lykkedes det dem at overtage området. Kaptajn Miller bliver udpeget til at skulle lede en lille enhed ind i Frankrig, hvor de skal finde en menig ved navn James Ryan, og det kommer bestemt ikke til at gå ufarligt for sig…

ryan 3
“Saving Private Ryan” er en beskidt fortælling om krig og de sider, som krigen fører med sig… Det er bestemt en barsk film, der på en realistisk måde skildrer krigen, og man både betages og bliver grebet af den intense handling, som løber hen over skærmen… Der er intet overladt til fantasien, når blod, indvolde og lemmer flyder rundt på slagmarken, og heller ikke i skildringen af hvor afstumpet og følelseskold mennesket bliver, når man kun kan tænke på at skulle overleve de rædsler, som man pludselig er en del af…

ryan 5
Steven Spielberg er mest kendt for at iscenesætte store bombastiske og overvældende action-eventyr, men med “Saving Private Ryan” viser han (og det ikke for første gang), at han ogsp har format, når det gælder de store dramatiske fortællinger… “Saving Private Ryan” er en mesterlig film og fantastisk flot skruet sammen, hvor samtlige medvirkende leverer overbevisende skuespilspræstationer, og hvor hele sceneriet omkring filmen er så professionelt udført, at man bliver fuldstændig slået omkuld af overvældelse – også selvom det man oplever på skærmen bestemt ikke er kønt eller kan kaldes underholdning…

ryan 4
Filmen vandt fem Oscars – bedste lyd, bedste lydredigering, bedste klipning, bedste instruktør (velfortjent), og ikke mindst for bedste filmfotografering… Det sidste er så mesterligt udført i samarbejde med instruktør Steven Spielberg, at man ikke kan beskrive udførelsen med ord… Der foregår så mange ting på én gang i de forskellige scener og kameraet fanger det hele – om det så skal forfølge soldaterne frem på slagmarken eller i udbombede bygninger, så lykkedes det definitivt flot for Janusz Kaminski at føre kameraet, så hele filmen fremstår levende og voldsomt nærværende… “Saving Private Ryan” er en af de film, som man bare ikke kommer udenom…
“Saving Private Ryan” får 7 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar